Kronik. Ruslands angreb på Ukraine var et mislykket forsøg på blitzkrig. Hvad gik galt?

En dårlig start

Det russiske militær fik ikke den forventede lynstart på Putins såkaldt »specielle militære operation« imod Ukraine. I skrivende stund er der tegn på militært strategiskifte. Det russiske militær omgrupperer og overgår muligvis til en anden taktik som for eksempel belejring af storbyerne Kyiv og Kharkiv kombineret med langdistanceangreb, måske endda med termobariske våben. Men hvorfor lykkedes det ikke det veludrustede russiske militær at fremtvinge Putins politiske målsætninger med militær magt i åbningsfasen?

Putin og hans generaler er med stor sandsynlighed blevet overrasket over ukrainernes stovte forsvarsvilje. Putin troede, at han skulle kæmpe mod den numerisk og teknologisk underlegne ukrainske hær. Som udviklingen er gået, ender han nok med at skulle kæmpe mod store dele af det ukrainske folk på 40 millioner – og måske i lang tid efter en eventuel indtagelse af Kyiv. Flere peger på, at en egentlig besættelse af Ukraine vil blive en gevaldig mundfuld for Rusland, og at modstandskamp og guerillakrig må forventes.

Andre læser også