Forskelsbehandling. Forargelsen er større, når danske kvinder udsættes for krænkelser, end når indvandrerkvinder undertrykkes. Det mener folketingsmedlem Halime Oguz.

MeToo for danskere

MeToo for danskere Af Leny Malacinski

Her er en begivenhed, der ikke har fundet sted og derfor ikke står på forsiden af noget dagblad: 701 kvinder skriver under på en støtteerklæring til undertrykte indvandrerkvinder. Kvinder, der er økonomisk afhængige af deres mænd, måske ikke engang har deres eget dankort, taler intet eller dårligt dansk og ikke kan blive islamisk skilt. Så længe den religiøse vielse gælder, har manden nemlig stadig ret til at møde op og kræve sex.

»Den undertrykkelse, indvandrerkvinder udsættes for, var aldrig blevet accepteret, hvis den gik ud over etnisk danske kvinder. Så havde den yderste venstrefløj og kultureliten stået og demonstreret foran Christiansborg for længe siden. MeToo-bevægelsen gælder ikke for social kontrol,« siger Halime Oguz.

Hun er folketingsmedlem for SF og undrer sig over, hvorfor social kontrol af indvandrerkvinder ikke udløser det samme offentlige ramaskrig, som DR-værten Sofie Linde gjorde med sin tale. Ifølge Halime Oguz ligger hunden begravet i den offentlige debats ingenmandsland; strækningen mellem den danske majoritet og den etniske minoritet.

»Vi tør godt tale om, at der findes en usund arbejdskultur på for eksempel TV 2. Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det kommer fra en anonym henvendelse, og ingen afkræves tal eller dokumentation for, hvor udbredt problemet er. Men så snart det handler om indvandrermiljøer, er det pludselig problematisk at tale om en usund kultur. Jeg får tit at vide, at jeg generaliserer, og at mine eksempler er anekdotiske, men det er jo bare forskelsbehandling af indvandrerkvinder.«

Halime Oguz voksede op i en konservativ kurdisk familie i Vollsmose og trådte op på sin første barrikade, da hun var 17 år gammel. I dag er hun selvlært politiker og har været med til at placere SF, hvor det står i dag: som det eneste parti på centrumvenstrefløjen, der har rystet fortidens halalhippie-stigma af sig.

En 20 år lang march

Der findes ingen dato for SFs paradigmeskift. Det har taget partiet cirka 20 år at bevæge sig fra det, tidligere formænd har kaldt berøringsangst over for indvandrermiljøerne, og til den strammerkurs over for parallelsamfund, som partiet følger i dag. Ikke nogen lille bedrift i betragtning af, at ingen af de nærmeste naboer – Enhedslisten og De Radikale – har haft held med at overbevise vælgerne om det samme. For nylig forlod en muslimsk byrådspolitiker Radikale efter at have afvist at tro på den officielle forklaring om, at Samuel Patys drabsmand var muslim. Enhedslistens opstilling af den tørklædebærende, ikkehåndtrykkende Asmaa Abdol-Hamid er heller ikke gået i glemmebogen i partiet, der i 2018 stod skulder ved skulder med niqabklædte muslimer i protest mod tildækningsforbuddet.

Det første forsøg på at skærpe SFs indvandrerkurs fejlede dog med et brag i 2001. Daværende formand Holger K. Nielsen opfordrede sit parti til at være mere direkte i kritikken af blandt andet tvangsægteskaber, men han blev underkendt på landsmødet, der i stedet vedtog følgende udtalelse: »Udlændingepolitikken popper op som politisk emne, hver gang der er nogle borgerlige politikere, der opdager, at de trænger til at komme i medierne«.

I 2008 undskyldte hans efterfølger Villy Søvndal – der som bekendt bad medlemmer af Hizb ut-Tahrir gå ad helvede til – at han ikke havde bakket nok op om Holger K. Nielsen dengang:

»Vi havde i for lang tid det synspunkt, at ethvert muslimsk synspunkt er et undertrykt synspunkt, og derfor skal vi forsvare det. For at sige det ret firkantet. Der tog Holger fat på en nødvendig debat. At vi må skelne mellem progressive og reaktionære ideer og synspunkter. Det skulle vi have sagt noget før. Det ærgrer mig i dag,« sagde han i bogen Villys verden.

Samme år ændrede Søvndal også holdning til muhammedtegningerne, som han kaldte »nødvendige«, og efter en kort parentes med Annette Vilhelmsen som formand overtog Pia Olsen Dyhr partiet i 2014. I løbet af nogle år begyndte hun at alliere sig med indvandrerkvinderne ud fra den betragtning, at de skulle frigøres, på samme måde som danske kvinder var blevet det: igennem uddannelse og økonomisk frihed.

»Det her skal handle om alle nye flygtningekvinder, som kommer til Danmark. Hovedparten kommer fra patriarkalske samfund, hvor manden bare er kvinden overlegen og endda ofte ejer hende (...) Det er vigtigt fra starten at sende det signal, at kvinder skal lige så meget i arbejde eller uddannelse som mænd,« sagde hun i 2016, da hun foreslog, at indvandrerkvinder skulle uddanne sig for kontanthjælpen.

Pia Olsen Dyhr har også bygget en del af SFs nye linje op om netop de indvandrerunge, der har betalt prisen for patriarkatet: Hun har lyttet til den dansk-afghanske forfatter og debattør Geeti Amiri, forfatteren Ahmad Mahmoud, der sprang ud som homoseksuel og senere som SF-kandidat, og dansk-afghanske Yasser Ghanbari, der også er kandidat for SF og højlydt kritiker af seksualmoralen i parallelsamfundene. I 2020 overrakte hun SFs ligestillingspris til forfatteren Sara Omar, der i disse uger kæmper for sin troværdighed i en ophavsretssag.

Hun har selv tilskrevet kvinder som Halime Oguz SFs paradigmeskift. I bogen Pia Olsen Dyhr – mønsterbrud og opbrud sagde hun om SFs berøringsangst:

»Det har været et kæmpe svigt. Når jeg i dag taler med kvinder som Geeti Amiri, Halime Oguz og Elmas Berke hjemme hos mig selv, fortæller de mig deres historier, og jeg bliver flov. Halime blev gift ekstremt ung. Hun fik barn, da hun næsten selv kun var et barn. Hun fik ikke lov til at uddanne sig, og som hun siger, levede hun i mange år med et slør for øjnene, indtil hun fik kæmpet sig fri. Da hun begyndte at uddanne sig, ville hun gerne være dansk, men hun skulle passe på, for sådan var indstillingen ikke i det miljø, hun kom fra. Det var ved at slide hende op. At jeg ikke har kæmpet mere for hende, er skammeligt, og at venstrefløjen ikke har gjort det, er sørgeligt.«

Ud af Vollsmose

I de år, SF prøver at bryde igennem muren til parallelsamfundene, støder teenageren Halime Oguz mod muren fra den modsatte side. Som 15-årig i Vollsmose bliver hun forlovet med en mand, hun ikke kender. Som 17-årig ophæver hun forlovelsen, og rygter spreder sig om familiens ære. Da hun få måneder senere bliver fascineret af en mand hjemme hos sin mors veninde, bliver han familiens redning, og selvom Halime Oguz ombestemmer sig efter et par dage, fanger bordet. Nu har hun holdt ham i hånden. Halime Oguz bliver islamisk viet, før hun er myndig, og på sin 18-års fødselsdag siger hun ja på rådhuset med sin datter i maven.

»Jeg prøvede selvfølgelig at være en god hustru og også bare et familiemedlem, som ikke skaber så mange problemer. For jeg skabte mange problemer for mine forældre og mig selv, da jeg ophævede forlovelsen. Jeg prøvede ikke at sætte så mange spørgsmålstegn ved traditionerne, men jeg var utrolig kritisk over for mænd, der var deres koner utro, når kvinder ikke engang måtte smile til en mandlig kollega. Jeg fik at vide, at det ville få uanede konsekvenser for mig, hvis jeg bare gjorde det mindste, for nogen kunne tale dårligt om mig, og så ville det stemple mig resten af livet. Hvis du træder ved siden af som kvinde, vil du altid have en plettet straffeattest.«

Hun gik hjemme i ti år. Udadtil så alt godt ud; de boede i en villa og kørte Audi, og Halime Oguz blev ikke udsat for fysisk vold. Men da hun ville tage en forsinket studentereksamen som 28-årig, mærkede hun den sociale kontrol stramme. Hendes mand brød sig ikke om, at hun ville uddanne sig, mødte uanmeldt op på skolen for at se, hvem hun talte med, og slog ned på hendes påklædning.

»Til sidst gik jeg i bukser, der var flere numre for store, så man ikke kunne se mine former. Den eneste grund til, at jeg gennemførte studentereksamen, var, at jeg var stædig, og at mine forældre bakkede mig op. Jeg vidste, at den eneste måde jeg kunne overleve på, var igennem uddannelse.«

Da hun fik huen på, mødte hendes mand op og sagde tillykke, men da Halime Oguz begyndte at læse litteraturvidenskab, eskalerede kontrollen. Hvis hun kom senere hjem, end hendes skema tilsagde, var der skænderier, men bøgernes verden gjorde, at der ikke var nogen vej tilbage.

»Jeg læste forfattere og filosoffer som Jean-Paul Sartre, Søren Kierkegaard og Sylvia Plath. Hun plantede et frø i mig i forhold til kvindebevægelsen, og de gav mig allesammen en indsigt i, hvilket liv jeg levede. Jeg levede i et selvbedrag. Jeg fandt mig jo ikke til rette i de normer og den kultur. Bare det, at jeg ikke var glad, men ikke turde træde ud, det er også at bedrage sig selv. Jeg læser de her fantastiske bøger, samtidig med at jeg fastholder en kultur, som jeg ikke kan være en del af. Til sidst blev uoverensstemmelsen for stor.«

Ægteskabet var i fuld krise, og hendes mand rejste til Tyrkiet for at få luft. Her fandt han en ny kone, Halime Oguz blev skilt fra ham, og siden læste hun mellemøststudier og arbejdede som integrationskonsulent i Københavns Kommune. I dag er hun 51, hendes datter 33. Hun stillede op til kommunalvalget for SF i 2013, og i 2019 blev hun valgt ind i Folketinget.

»Jeg hader at pakke tingene ind, for jeg føler, at jeg er blevet snydt hele mit liv. Mit liv var baseret på en løgn. Mit ægteskab, de løfter, der blev givet. Derfor vil jeg ikke lyve for andre. Jeg er ikke god til de der politikersvar, og jeg er heller ikke rundet af en ungdomsorganisation. Jeg kan ikke sige noget, jeg ikke mener, så hvis der er noget, jeg ikke er enig i, er det ikke mig, der tager sagen.«

Et spørgsmål om kultur

Politisk går Halime Oguz ikke efter marginale fænomener som Hizb ut-Tahrir. Hun retter i stedet lyset mod de klan- og familiestrukturer, der sætter kollektivets interesser over individets. Kulturen, kort sagt, og det er her, hun oplever de største diskussioner, fortæller hun.

»Indvandrere siger selv, at ja, det er vores kultur, og vi er stolte af den. Kvinder skal være tækkeligt klædt og være jomfruer, når de bliver gift. Der er en udbredt vold i opdragelsen blandt etniske minoritetsfamilier, men danskerne vil ikke anerkende, at det er kultur. De siger, at det bare er sociale problemer, og det er den samme forskelsbehandling, der går igen. Når vi taler om dårlige forhold i danske miljøer eller danske børn, der udsættes for overgreb eller vold, beder folk sjældent om dokumentation for, hvor udbredt problemet er. Der vil det sociale hjertens gerne hjælpe, men når det er indvandrerfamilier, er det åbenbart aldrig kulturen, der er problemet.«

– Der er efterhånden konsensus om, at mellemøstlig indvandring har haft store konsekvenser. Hvilke partier oplever du modstanden fra?

»Radikale og Enhedslisten er godt med, når det gælder kvindekampen og social kontrol. Jeg mangler bare den samme intensitet i forargelsen, som når det handler om kvinder i den højere middelklasse, der ikke kan få en plads i en bestyrelse. Hvorfor har man ikke det samme engagement i kvinder, der ligger på bunden af samfundet?«

– Er det ikke bare et svært tilgængeligt miljø at skaffe sig allierede i?

»Radikale og Enhedslisten er imod ghettoloven, som netop blander folk, så man har en adgang til hinanden. Så har de en interesse i at fastholde de kvinder i den marginalisering. Det giver ikke mening, at man vil give kvinderne flere rettigheder, samtidig med at man ikke vil gøre op med de lukkede parallelsamfund. De har også et pseudoargument om, at loven ikke må handle om etnicitet, men hvad hvis problemet er deres etnicitet? Hvis det netop er etniciteten, der fastholder folk i bestemte kulturer og traditioner?«

– Hvis problemet er kultur, burde SF så ikke sige stop for mellemøstlig indvandring?

»Det er hverken nemt at få familiesammenføring eller komme til Danmark, men jeg synes ikke, man skal lukke grænsen. Der skal bare være en kontrol, så vi som samfund kan følge med.«

– Vil du så gerne have en vis andel af kulturelle problemer?

»Sådan kan du ikke stille det op. Man er ikke nødvendigvis et problem, fordi man er fra Mellemøsten, men hvis vi accepterer en vis indvandring, skal de fra første dag, de kommer ind over grænsen, være klar over, hvilket land de bosætter sig i.«

– Og så bliver de danskere?

»Nej, men de skal vide, hvilket samfund de har valgt at bosætte sig i.«

– Men de ved jo netop, at kvinder har økonomisk og seksuel frihed og må blive skilt. Er det ikke derfor, de ikke kan lide det?

»De udnytter de værdier, vi har, demokratiet, friheden, religionsfriheden, til at gøre, hvad de vil. Der skal vi være mere tydelige om, hvad der er acceptabelt, men du får det til at lyde, som om vi har åbne grænser. Folk kan ikke bare komme til Danmark.«

– Det gjorde syrerne da.

»Flygtninge er en helt anden situation. Skal vi lade folk dø? Hvis folk har behov for beskyttelse, skal vi selvfølgelig beskytte dem i den tid, de har brug for det. Men de skal opføre sig ordentligt og lade være med at udfordre værdierne i det her samfund.«

– Er det ikke naivt at tro, at folk holder op med at leve efter deres værdier, fordi Halime fra SF siger det?

»Det er rigtigt, at det er et åbentyst dilemma, at vi gerne vil hjælpe folk uden at hjælpe dem, der ikke vil vores samfund. Der må EU være en del af løsningen, men jeg kan love dig for, at hvis vi er mere tydelige om, hvad det er, vi kræver, og hvilket samfund vi er, så vil folk rette ind på en eller anden måde.«

– Hvorfor skulle de gøre det? Anders Fogh Rasmussen begyndte at sige det tydeligt allerede i 2001.

»Så må vi være mere tydelige om de værdier, samfundet er bygget på. Vi må slå hårdt ned og sige 'take it or leave it'.«

– Hvad betyder »leave it«?

»Hvis de har så store problemer med den måde, vi underviser på, eller hvis de ønsker at omdanne Danmark til et kalifat, så må de bosætte sig et andet sted.«