BALTIMORE – Greenmount Avenue er en af den slags veje, der deler en by i to. På den ene side ligger Johns Hopkins University med sine kollegier, private vagtværn og en duft af Starbucks-kaffe og stenovnspizzaer. Her er rækkehusene malet i hver sin glade farve, og om lørdagen er der torveboder med økologiske grøntsager, lokal ost, honning og friskstegte krabbedeller.
På den anden side af vejen findes nogle af USAs fattigste og farligste kvarterer. Her er der forladte huse, som er skærmet af med krydsfinerplader ligesom i tv-serien The Wire, der foregår netop her. På gadehjørnerne står små grupper af mænd og trykker sig sammen i vinterkulden, og der lugter hverken af kaffe eller krabbe. Efterhånden er der en del kvarterer i Baltimore – en by med knap en million indbyggere lige nord for hovedstaden Washington – hvor det er helt umuligt at købe friske fødevarer. De lokale købmænd har veget pladsen for såkaldte Dollar Stores, hvor kiks og frysepizzaer er det nærmeste, man kommer fast føde.
De er også på vej til bydelen Waverly, der ligger lige dér, hvor Greenmount Avenues to byer mødes. På hjørnet af 32. gade har en lang betonklods af en bygning stået tom i halvandet år, men til marts åbner en afdeling af discountkæden Dollar General. Det varsler ikke godt for kvarteret, forklarer Diana Emerson, mens hun viser Weekendavisen rundt:
»Det er jo ikke et slumkvarter. Det er ikke en madørken ligesom andre dele af byen. Vi har da vores problemer, men jeg synes ikke, at vi har gjort os fortjent til en dollar-butik.«
Diana er formand for den lokale handelsstandsforening, og hendes kamp mod butiksdød og fraflytning er velkendt i Baltimore. Men både her og i andre amerikanske byer har hendes modstander fået et nyt ansigt. For mens først onlinehandel og siden coronapandemi har lukket den ene amerikanske butikskæde efter den anden, er dollar-butikkerne rykket ind i deres sted. Dollar General er landets hurtigst voksende butikskæde og råder nu over 18.000 butikker, størstedelen af dem i landområder eller fattige bydele. Også kæderne Dollar Tree og Family Dollar (som har samme ejer) udvider på livet løs, så der nu er flere af den type discountbutikker i USA, end der er afdelinger af McDonald’s, Starbucks og Walmart tilsammen. I de seneste år er det stort set kun onlinegiganten Amazon og dollar-kæderne, der har haft vind i sejlene. Også før pandemien var byer som Baltimore opdelt efter deres adgang til mad. Nogle kvarterer var frodige og vitaminrige som broccolihylden hos Whole Foods, mens andre var så tørre som en pakke Pringles-chips.
Men noget tyder på, at dollar-butikkerne har forstærket den udvikling. De er underbemandede, lurvede og umulige at konkurrere med. Når de flytter ind, rykker købmænd og grønthandlere ud og kommer aldrig tilbage. »En invasiv form for fattigdom,« kaldte den tidligere senator fra North Carolina, Erica D. Smith, dem i sidste uge. Direktøren for Dollar General har da heller ikke været bleg for at sige, hvor væksten kommer fra. I et interview med Wall Street Journal sagde Todd Vasos allerede i 2017: »Økonomien fortsætter med at skabe flere af vores kernekunder.«
WAVERLY GIVER IKKE OP så let. Her er stadig en isenkræmmer og en pantelåner og Pete’s Grille nede på hjørnet. Her er ingen store butikskæder, alt er lokalt ejet. Vel er der problemer med tyverier og stoffer, men kvarteret er i bedre stand end mange andre.
Alligevel er det en trist rundvisning, som Diana Emerson er i gang med. På iskolde Greenmount Avenue er der »til leje«-skilte i de fleste vinduer. Cafeer og tøjbutikker er blevet til neglesaloner og noget med reparation af mobiltelefoner. Bilforhandleren længere nede ad gaden blev til endnu en dollar-butik.
»En enkelt af dem kan skubbe et helt kvarter ud over kanten,« siger Diana. »De driver rovdrift på kvarterer, som har problemer i forvejen, og de skaber nye problemer. Folk står ude foran dem og drikker eller sælger stoffer. Der er hele tiden tyverier eller væbnede røverier. Da jeg flyttede hertil for 20 år siden, var det nogle bestemte gadehjørner og bænke, som tiltrak de kriminelle. I dag er det dollar-butikkerne.«
Hun åbner døren til Herman’s Discount, som nok er den butik, der vil blive hårdest ramt, når Dollar General åbner. Alt-mulig-butikken har ligget samme sted i 23 år og er »en del af lokalsamfundet«, forklarer Diana, mens vi maser os forbi en kurv med underbukser på vej op til kassen. Herman’s sælger legetøj, balloner, potter, pander og clockradioer, men der er også en vinduesudstilling med uniformer og sportstrøjer fra de lokale skoler, som butikken har en særlig tilladelse til at sælge.
Bag kassen forsikrer ejeren Ricky Herman om, at han ikke har noget imod konkurrencen fra dollar-kæden. Faktisk ville han gerne selv skrue ned for discountvarerne og satse mere på tøj og broderi. Men den nye butik vil bringe nogle andre problemer med sig, forklarer han, mens han bladrer gennem billedmappen på sin telefon.
»Ah, her er de.« Fotoet viser en kvinde og en afpillet mand, der strækker hals og vifter med en bøtte vaskemiddel. Det er et par, som plyndrer de lokale dollar-butikker og går rundt og falbyder varerne på åben gade bagefter, forklarer han.
»De har også været herinde og prøve, men de røg ud igen med det samme,« siger Ricky, der er solidt bygget. »Vi er en lokalt ejet butik, og vi finder os ikke i noget pis.«
Det gør dollar-butikkerne tilsyneladende. I lokalpressen er dollar store-skyderier efterhånden en hel genre i sig selv (»Dollar General-medarbejder skudt i hovedet efter han bar skraldet ud« – Dayton Daily News). Butikkerne har typisk ingen sikkerhedsvagter og kun få ansatte, så tyve og røvere har frit spil. I nogle butikker har ansatte taget deres egne våben med på arbejde, fordi de er trætte af røverier – hvilket ikke overraskende har ført til endnu flere dødsfald.
»Sådan nogle mennesker kommer vi til at få flere af i kvarteret,« siger Ricky Hermann og prikker på sin telefon. »Det er den slags uheldige elementer, som Dollar General bringer med sig.«
IKKE ALLE DOLLAR-BUTIKKER er lige slemme. Flere af dem, som Weekendavisen besøger i Baltimore, tilbyder faktisk frugt og grøntsager, selvom udvalget mest består af kartofler og brune bananer. For nylig indførte Dollar General noget, de kalder »Better for you«, hvor de anbefaler sundere varer fra deres sortiment. Men sundhed er relativ i dollar-land, og på hjemmesiden er det produkter som peanutbutter og appelsinjuice, der bliver fremhævet.
De fleste besøg er da også nedslående oplevelser. Og Dollar General-afdelingen på Greenmount Avenue nummer 2511 kan meget vel være den mest triste butik i Amerika. Man forstår godt, hvorfor Diana Emerson frygter den samme udsigt længere oppe ad vejen.
Skraldet er et kapitel for sig. Parkeringspladsen foran butikken flyder med den. Plastikposer er spiddet på et pigtrådshegn, og vinden har samlet bunker af slikpapir i hjørnerne af pladsen. På vej ind i butikken træder man over en fladmast rygsæk, en tom Bacardi-flaske og en enlig sko med pels på snuden.
Indenfor er det ikke meget bedre. Gangene er blokeret af papkasser, og der ligger varer og flyder på gulvet. I fryseskabet ligger færdigretterne hulter til bulter, pizzaer oven på hotdogs oven på kinesisk kyllingeret.
På internettet kan man læse om endnu mere rodede og ulækre butikker. Historier om mus og rotter og deres ekskrementer på butikkens sandwichbrød og håndklæder. Kakerlakreder under pallerne med sodavand. Hvis man stopper op og er helt stille, kan man angiveligt høre rotterne pibe på loftet over en bestemt Dollar General i Tennessee.
Til gengæld er butikkerne billige. Både Dollar General og Family Dollar sælger også varer til mere end en dollar, mens Dollar Tree har holdt fast i det oprindelige koncept, som blev opfundet af en mand ved navn James Luther Turner, der i 1939 købte et stort parti trusser for en slik og senere fandt på at kalde udsalget i sin butik for »Dollar Days«. (Og dog: På grund af inflationen hævede Dollar Tree for nylig deres priser til 1,25 dollar.)
Varesortimentet kan til gengæld være svært at blive klog på. Der er forbløffende mange slags kiks og sodavand, variationer over flydende og fast sukker, men der er også fjernsyn og fliserens og hundemad og sære husholdningsapparater uden prisskilte. En blå plastikbøtte i pottestørrelse er »verdens hurtigste og letteste måde at lave Mac & Cheese«. I en bageform kan man lave pølsehorn med form som små grise. Der er dvd’er med Charlie’s Angels (2000) og You’ve Got Mail (1998). Der er en hel indretningsafdeling med duftlys, billedrammer og en platte med ordene »This Is Our Happy Place«.
Der er masser af kunder, som gnubber sig op ad hinanden på de smalle gange. Stemningen virker mærkeligt trykket. Flere af dem lader ikke til at have travlt. En kvinde står og vugger i indgangen og snøvler noget til kassemedarbejderen, men han forstår hende ikke. Længere nede i butikken forsøger to unge fyre at råbe en midaldrende mand op. Han ignorerer dem og sætter kurs mod udgangen. »Hey O.G.!,« råber de. »Hey Yo!« Da manden fortsætter, skifter de tone: »Bitch Ass Nigger!«
ER DOLLAR-BUTIKKERNE et resultat af USAs sociale problemer, eller er de med til at skabe dem? Spørgsmålet vedrører ikke kun amerikanere. Dollar General åbner i år sine første butikker i Mexico, og Dollar Tree udvider i Canada. Men også i Sverige er den lokale Dollarstore-kæde den hurtigst voksende, og i de kommende år planlægger de at åbne 50 butikker i Danmark. Den første på 3.100 kvadratmeter er allerede ved at blive opført i Brønderslev.
Herhjemme har kæder som Flying Tiger og Normal allerede udmærket sig ved en forretningsmodel, der bygger på et skiftende sortiment af billige, langtidsholdbare varer og rigelige mængder slik og sodavand. Når svenske Dollarstore åbner sine danske butikker, må de ligesom deres amerikanske forbilleder forventes at konkurrere med lokale købmænd og supermarkeder, der sælger frisk frugt og grønt. Planen var egentlig at åbne den første butik i et megacenter i Holbæk, men det lokale klima- og miljøudvalg satte sig imod.
Det samme er flere stater begyndt at gøre i USA. New Orleans var en af de første byer, som indførte et loft for koncentrationen af dollar-butikker. Siden har Atlanta, Cleveland, Oklahoma City og flere andre fulgt efter. I Virginia har beboere i lillebyen Ebony sagsøgt bystyret, der har givet en foreløbig tilladelse til at etablere en Dollar General. I staten New York lykkedes det at få standset en butik ved at fremlægge rapporter om den negative påvirkning, som butikken ville få på alt fra trafik og ejendomspriser til miljø og kriminalitet.
Organisationen Institute for Local Self-Reliance har ført an i kampen. I 2018 udgav de en rapport, som konkluderede, at »selv om dollar-butikker nogle gange opfylder et behov i fattige kvarterer, er der voksende beviser for, at butikkerne ikke alene er et biprodukt af økonomiske vanskeligheder, men en årsag til dem«.
Kennedy Smith fra Institute for Local Self-Reliance uddyber over telefonen: »Indtil for nylig var der dele af USA som Idaho og Wyoming, hvor de tre dollar-kæder ikke fandtes, men der kommer de også nu. Indtil videre har vi især set dem i fattige byområder som dem i Baltimore, hvor de samler sig i klynger og tager livet af alle andre butikker. Ofte åbner der flere dollar-butikker lige ved siden af hinanden, fordi kæderne er i konkurrence, og så bliver markedet overmættet. Men de er også begyndt at åbne i øde egne, hvor der ikke bor ret mange mennesker eller er ret mange indkøbsmuligheder. Det minder om det, man så for 100 år siden, hvor de første supermarkedskæder også udryddede lokale købmænd, men det her er langt mere skadeligt og på en helt anden skala. Det er ganske vist ikke ret store butikker, og de tjener ikke ret mange penge, men det er lige akkurat nok til at give et overskud og skræmme de lokale handlende langt væk. Så vi er ved at få et marked, der er domineret af butikker med forarbejdede fødevarer, og i stedet for frisk frugt og grønt er der nu hele bydele, hvor man ikke kan få andet end chips og vingummibamser. Når der ikke er andre indkøbsmuligheder i gåafstand, bliver hele kvarteret mere usundt.«
Men dollar-kæderne bryder jo ingen love. De er et resultat af udbud og efterspørgsel. Baltimores indbyggere er ikke tvunget til at købe ind i de nye butikker. Hvis de lokale virkelig drømte om frisk spinat og speltboller, ville markedet vel efterkomme deres ønsker?
»Det hører vi tit,« siger Kennedy Smith. »Mange indvender, at man ikke kan holde dollar stores ude, fordi det er imod den frie konkurrence. Men hvis man sætter det ind i en større sammenhæng, forstår man, hvorfor man alligevel er nødt til at gøre det nogle steder. Der er flere og flere kvarterer, hvor indbyggerne siger: ‘Vent lidt, vi lider faktisk under det her. Det tjener ikke nogen af os.’ Det er ved at gå op for folk, at dollar-butikker trækker alle ned. De fører så meget skidt med sig, at man er nødt til bruge andre metoder end markedsmekanismerne til at bekæmpe dem.«
En metode er statsfinansierede købmænd eller grøntsagsandelsforeninger. I Tulsa, Oklahoma, er hele den nordlige del af byen plastret til med dollar-butikker, men takket være en offentlig pulje og bidrag fra ngo’er kommer der nu en rigtig købmand med frisk frugt og grønt. Indtil videre har det kostet et beløb svarende til ti millioner kroner.
»Det er jo noget af en indrømmelse, når man tænker over det,« siger Kennedy Smith: »At man i dag er nødt til at få penge fra staten, hvis man ønsker sig en lokal købmand med et ordentligt udbud af fødevarer. Sådan burde det ikke være. Men det er på grund af dollar-butikkerne, at vi er nået dertil.«
