Det er næsten for nemt at tolke den kollektive sindsstemning, når man ser Googles opgørelse over, hvad danskerne søgte mest på i 2022: elpriser, benzinpriser, krig i Ukraine, klimaforandringer, kviklån og kredit. Væk er forrige års vinkøleskabe og terrassevarmere.
Det kan måske virke useriøst at betragte Googles greatest hits som et signal om økonomiens tilstand. Men faktisk har den internationale økonomiske organisation OECD en tracker, der hver uge måler økonomisk aktivitet i 46 lande ud fra, hvilke emner vi søger på. Emner som arbejdsløshed, krise og recession peger i nedadgående retning, mens investering og rekruttering varsler fremgang. Men også mindre oplagte emner har forklaringskraft – for eksempel fastfood, fitness, bagage og scenekunst.
Søgeordene fungerer som signaler om, hvor økonomien er på vej hen, og lige nu får de særlig opmærksomhed. I månedsvis har økonomien buldret derudad, der har været rift om medarbejdere, ordrer i bogen og høj omsætning, men også stigende inflation, som centralbanker forsøger at bekæmpe med højere renter. I dag er de fleste økonomer enige om, at vi står på vippen til en recession – en tilbagegang i økonomien – men der er stor usikkerhed om, præcis hvornår det vender.
»En recession er karakteriseret ved, at der bliver produceret mindre i økonomien. Det betyder, at virksomhederne har færre ting, de kan sælge, så de tjener færre penge. Derfor kommer de til at afskedige nogle folk, så vi vil se arbejdsløsheden stige, og vi vil sikkert også se virksomheder gå konkurs. Vi vil se boligpriser falde, og generelt vil vi tjene færre penge,« fortæller Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Copenhagen Business School og manden, der endevendte finanskrisens årsager i den såkaldte Rangvid-rapport.
Alle de ting, Rangvid nævner, laves der udførlige statistikker om, men tallene kommer med forsinkelse. Den tekniske definition på en recession i Danmark er to kvartaler med negativ økonomisk vækst, og på det tidspunkt, hvor beviset endelig foreligger, vil nedturen allerede have været i gang i mindst et halvt år. Danmarks Statistik udgiver en opgørelse over bruttonationalproduktet fire gange årligt, men det kommer med måneders forsinkelse og bliver typisk også revideret efter udgivelsen. Det er »lidt irriterende«, som Jesper Rangvid siger.
»Vi vil selvfølgelig rigtig gerne vide, om det er en recession, vi er i, eller ej. Vi er allesammen involveret i økonomien, og så kan vi vide, om vi skal gøre noget ekstra. Skal vi spare ekstra op? Skal virksomhederne vente lidt med at investere, skal bankerne holde lidt igen, skal regeringerne sætte ting i værk? Der er rigtig mange årsager til, at vi gerne vil vide det,« siger han. Så hvad gør en utålmodig økonom? Man kigger efter data, der er mindre præcise, men til gengæld hurtigere tilgængelige.
Læbestift og biblioteksbøger
En af de ældste teorier for, hvordan man får øje på en lurende krise, går tilbage til 1880. Den siger, at bibliotekernes udlån af bøger stiger, når folk får småt med penge. I en forskningsartikel fra september i år bliver teorien afprøvet på finanskrisen i 2008 og viser sig faktisk at holde stik.
Da Alan Greenspan var formand for den amerikanske centralbank i 90erne, holdt han efter sigende øje med salgsstatistikker for herreundertøj – de ligger normalt ret stabilt, men når de faldt, mente Greenspan, at der var problemer forude: Familierne var endnu ikke så pressede, at de skar ned på mad eller ting til børnene, men manden begyndte at slide sine underbukser helt i bund, før han købte nye. Omvendt sporede Greenspan spirende fremgang ved at holde øje med renserierne – føler man sig optimistisk, sender man et par ekstra skjorter til rens frem for at vaske dem selv.
Det såkaldte læbestiftindeks kan føres tilbage til krisen i 2001, hvor makeupmærket Estee Lauder hævdede, at flere køber læbestift i krisetider, fordi det er en lille luksus, der trods alt er til at betale. Men den teori fik sit dødsstød under corona – alene hjemme under nedlukningen følte de færreste behov for at have smukt fremhævede læber. Til gengæld blev der solgt mere ansigtscreme, og Estee Lauders ceo taler nu i stedet om et hudplejeindeks.
Økonomiske indikatorer kan også være mere lokalt forankrede. I Danmark har økonomer længe vidst, at antallet af lastbiler, der krydser Storebæltsbroen, er et pålideligt signal om den økonomiske aktivitet. Det er i øvrigt faldet de sidste tre måneder.
Der er altså mange steder at vende blikket hen, men udfordringen er at finde de indikatorer, der har reel forklaringskraft, og så udvikle metoder, der filtrerer støj fra signal. Under pandemien fik forskningen et ordentlig skub fremad, fordi nedlukningen førte til så usædvanlig en krise, at den var meget svær at overvåge med traditionelle midler.
»Og så var det selvfølgelig også, fordi vi i dag har meget bedre computerkraft til at håndtere og analysere kæmpe mængder data, som vi i hvert fald får en gang om dagen og nogle gange på endnu højere frekvens,« fortæller Jesper Rangvid.
Der kom data for bordreservationer på restauranter fra hjemmesiden Opentable, for søgninger på flyrejser fra Momondo samt tal for besøgende i fysiske butikker, der blev målt via de sensorer, der får en elektronisk dør til at åbne. Alt sammen oplysninger, der tyder på en interesse for at købe en vare, men jo ikke fortæller noget om selve købet: Spiser man tre retter med vin på restauranten eller dagens ret med kildevand til?
Til gengæld kan den type data opdateres løbende. Med lidt større forsinkelse kommer så data fra dankortbetalinger, og så er man igen kommet et skridt nærmere det fulde billede.
Hvad rentespændet fortæller
Forsøgene på at aflæse økonomiens aktuelle tilstand kaldes for nowcasting, og Nationalbanken har siden 2020 udviklet to nowcasting-modeller, der kombinerer traditionelle indikatorer med blandt andet data fra betalingssystemer og hotelovernatninger som en proxy for udenrigshandel. Der er gode muligheder for at udvikle nye typer højfrekvente indikatorer, fordi Danmark er så digitaliseret et samfund. Det er dog stadig ikke håndfast viden, understreger Jesper Rangvid:
»Men jeg vil trods alt hævde, at det alligevel er bedre, at vi har et bud, som så er usikkert, end at vi bare har alle de mange data fra Google og Momondo og kreditkort. Her bliver det kogt sammen med de bedste metoder, vi har i dag, til at give en form for samlet bud.«
Han tjekker selv centralbankers nowcasting-modeller en gang imellem, men hånden på hjertet er det ikke de tal, han følger mest. Det er derimod de helt traditionelle finansielle data: Går det op eller ned på aktiemarkedet, og hvordan bevæger renten sig?
»Hvis vi for eksempel tager den danske tiårige statsobligationsrente, så er den ene rente jo summen af, hvad alle investorer sidder og tror,« siger han. »Finansielle data har vist sig at være ret præcise omkring, hvornår der kommer et økonomisk tilbageslag.«
Det er især det såkaldte rentespænd, man skal holde øje med: Det betegner forskellen mellem den lange og den korte rente, og når et kortvarigt lån mod sædvane bliver dyrere end et langvarigt, udtrykker det investorernes frygt for aftagende vækst. Det har historisk set vist sig at være et meget pålideligt signal om en kommende opbremsning.
Men nærmest ligegyldigt hvilke tal man stikker næsen i for tiden, så peger de i samme retning:
»Det er efterhånden rigtig mange kilder af data, der indikerer, at vi er ret tæt på en recession,« siger Jesper Rangvid. »Måske er den her allerede.«
