Hvordan fortæller man historien om det retslige efterspil af frankrigshistoriens blodigste terrorangreb? Hvordan bevæger man læserne med en fortælling om død, lemlæstelse, knuste liv og skæbner, når alle fakta i forvejen er vendt og drejet i den konstant kværnende mediestrøm? Og hvordan plukker man i de omkring 53 reolmeters sagsakter og vidneudsagn fra de 1.800 civile sagsøgere, der enten er blevet invalideret eller er efterladte til de 131 dødsofre for denne skæbnesvangre novemberaften for syv år siden? Kort sagt: Hvordan undgår man, at den enkelte fortællings gru og smerte udviskes, og empatien sløves af den uvægerlige repetitions monotoni?
Svaret er lige så enkelt, som opgaven synes uoverstigelig: Man får forfatteren Emmanuel Carrère til at sætte sig på tilhørerbænken i den særligt indrettede retssal i det gamle justitspalæ på Île de la Cité midt i Seinen, som i ti måneder var skueplads for det, der blev kaldt århundredets retssag, men som i daglig tale blot blev omtalt som »V13«, for vendredi 13, den sorte novemberfredag i 2015, da terrorister fra Islamisk Stat drog på et rædselstogt gennem gaderne i Paris, mejede cafégæster ned og sluttede af med et veritabelt blodbad på spillestedet Bataclan.
Gennem hele sit prisbelønnede forfatterskab – hvoraf flere titler er oversat til dansk – har Carrère kredset om store kollektive tragedier, der overstiger den enkeltes skæbne, religion og fundamentalistisk vækkelse, løgn, bedrag og menneskelig forstillelse samt morderiske bedrifter.
Og lad det være sagt med det samme: Det er ingen almindelig retsreportage, Carrère har affattet, men et stykke dybt bevægende samtidslitteratur og en af dette års helt uafrystelige franske læseoplevelser.
INDHOLDSFORTEGNELSEN ANTYDER en tør, tredelt narrativ struktur, der følger retssagens faktiske kronologi (kapitlerne har været bragt som ugentlige klummer i nyhedsmagasinet L'Obs, men er nu udvidet og skrevet om): først »ofrene«, dernæst »de anklagede« og endelig »retten«.
Men det lykkes Carrère ved hjælp af nøje udvalgte personer, skiftende greb og vinkler og korte, næsten novelleagtigt afsluttede skæbneskildringer at skabe én lang og sammenhængende fortælling, der er nærmest umulig at lægge fra sig. Bogen både bevæger, ryster og oplyser læseren. Man bryder sågar lejlighedsvis ud i en nærmest katarsisk latter, som da den hovedanklagede Salah Abdeslam omtaler sin beskæftigelse som »hellig kriger for Islamisk Stat«, hvortil retsformanden tørt bemærker: »Hmm, i mine papirer står der 'vikar'.« Eller da forfatteren nærmest tilfældigt forvilder sig ned i kælderen, hvor Ilich Ramirez Sanchez, alias »Sjakalen Carlos«, plæderer for en prøveløsladelse efter 27 år bag tremmer for en forfærdelig forbrydelse, som dog i forhold til islamisternes nærmest umættelige voldstørst i dag nærmest synes som »de gode gamle dage«.
Bogen er skrevet i et ligefremt, præcist og uforstilt sprog, der ikke viger fra ubehagelige detaljer, men ej heller svælger i dem. Vi veksler mellem kliniske udtryk som »spredningszonen« (den omkreds på 50 meter, hvor man kan forvente at finde menneskelige rester efter en eksplosion) og varierende grader af lemlæstelse samt ofrenes egne beretninger, der finder plads i et særligt rystende indslag fra orkestergraven, hvor de fleste dræbte befandt sig. Her nøjes han med at citere voldsomme og ubehagelige brudstykker, der brænder sig fast og er umulige at fortrænge. Som dette fra Gaëlle: »Jeg opdagede, at min kind var revet helt af og hang løst fra mit ansigt. Jeg masede min højre hånd ind i munden for at tage de knuste tænder ud, så jeg ikke slugte dem, fordi det kunne få mig til at hoste og tiltrække terroristernes opmærksomhed.«
Det vender sig i en, men man læser åndeløst videre.
Carrère forklarer om »tårernes pris«: Hvordan man ved hjælp af en officiel skadestaksonomi udregner, hvad ofrene får i erstatning, fordi staten ikke har formået at beskytte dem. Taksterne varierer, alt efter om man har mistet et ben, en hustru, en søn, en bedste ven, sin psykiske stabilitet eller sin arbejdsevne. Umuligt at opgøre, men man er nødt til det. Tabene er kumulerbare og udbetales af en central terrorismeerstatningsfond, som alle forsikringstagere – uhyggeligt nok – har bidraget til siden 1985. Dybt forstemmende bliver beskrivelsen af den ekstraudbetaling, der finder sted til efterladte til ofre, som har været »bevidste om deres umiddelbart forestående og uundgåelige død«, som det hedder. For jo, det udløser en slags pekuniær rædselsbonus, som det kan være en stor lettelse for de efterladte ikke at modtage.
CARRÈRE AFVISER at kalde retssagen for »islamismens Nürnberg-proces« og spørger, hvad det overhovedet nytter med en retssag, når de »store fisk«, der fuldbyrdede udåden, alle er væk – enten dræbt af politiet eller sprængt i stykker af selvmordsveste? Tilbage på anklagebænken sidder 20 sigtede, der anklages for at bistået dem, herunder den hovedanklagede: Salah Abdeslam, der førte en af bilerne og kun overlevede, fordi han ikke detonerede sit selvmordsbælte. Men også han er i princippet en mindre fisk: Han skød og dræbte således ingen. Carrère afmystificerer ham fuldstændig og viser, at hans indledende insisterende tavshed og efterfølgende særdeles overraskende forsøg på at overbevise retten om, at han fortrød, da han så de unge glade mennesker på fortovscafeerne, næppe skyldes en afgrundsdyb og nedrig dostojevskisk kynisme, men snarere mangel på intellektuel dybde (hans forsvarsadvokat har omtalt ham som »en person med samme hjernekapacitet som et tomt askebæger«).
Han beskriver forsvarsadvokaternes utaknemmelige, samvittighedsfulde og dybt nødvendige arbejde og problematiserer diaboliseringen af de anklagedes forældre: I mødet mellem Georges Salines, der mistede sin datter Lola på Bataclan, og Azdyne Amimour, hvis søn var en af hovedmændene bag attentatet, og som sprængte sig selv i stumper og stykker kl. 21:57 samme sted, stiller han således det spørgsmål, som er umuligt at svare på: Hvad er værst – at være far til et offer eller til en gerningsmand?
CARRÈRE LEVERER også en fin og rørende fortælling om overleverens uundgåelige skyldfølelse, personificeret i en ung mand, der hulkende fortæller retten, at han i sin flugt trådte på et eller flere mennesker. Et andet offer fortæller siden, at han brækkede to ribben, da en eller anden trådte på ham, men at »det ikke var slemt. Jeg klarer mig«. Den unge skyldbetyngede overlever har allerede forladt salen, men en advokat indhenter ham på trapperne til justitspalæet og fortæller ham historien.
Og sådan er der midt i den store brutale fortælling også mange glimt af håb, humanisme og medmenneskelighed.
Den bedste forklaring på, hvorfor retssagen er bydende nødvendig, leveres imidlertid i hovedanklageren Camille Hennetiers slutbemærkning: »Rædslen er, når det tæppe trækkes væk, som skjuler intetheden, og som normalt gør det muligt at leve i fred. Terrorisme gør denne fred umulig. Rettens dom kan ikke reparere dette iturevne tæppe. Den kan ikke hele sårene, synlige eller usynlige. Den kan ikke bringe de døde til live. Men den kan i det mindste sikre de overlevende, at her er det loven og retfærdigheden, der får det sidste ord.«
Og det gjorde den: 19 af de anklagede blev fundet skyldige og idømt fængselsdomme af varierende længde, Salah Abdeslam på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.
Emmanuel Carrère: V13. 368 sider. 22 euro. P.O.L.
