Næste uges folketingsvalg vil med stor sandsynlighed byde på en rekord. Op imod halvdelen af alle vælgere vil stemme på et andet parti end ved sidste valg. Ikke engang i det epokegørende jordskredsvalg i 1973 blev der flyttet så mange krydser.
Det stiller helt nye krav til partierne, som ikke på samme måde som før får noget leveret gratis, men må kæmpe for deres stemmer. Det stiller også krav til politologerne, som forsøger at få indblik i, hvad der sker med vælgerkorpset og hvorfor.
Men der er trods alt orden i kaos. Selvom vælgerne er mindre trofaste over for de enkelte partier, udviser de en fundamental ideologisk loyalitet over for enten blå eller rød blok. Samtidig er nye skillelinjer som køn og geografi vigtige determinanter for valg af parti.
Det er en udvikling, som har været i gang i en årrække, og tirsdagens valg tegner til at blive en foreløbig kulmination, siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet.
»Vi har set en tendens til, at flere og flere skifter parti mellem valgene. Det er en løbende udvikling, så det er ikke noget egentligt skred. Men meget tyder på, at det denne gang ender med at blive en rekord i forhold til, hvad vi nogensinde har oplevet tidligere,« siger han.
I 2015 var det 41 procent, der satte kryds ud for et nyt parti. Fire år senere var det 43 procent, og denne gang kan det ende på hele 47 procent, siger han. Det vil i givet fald være endnu højere end i 1973, hvor 46 procent skiftede parti, og der blev vendt op og ned på dansk politik.
Flugten fra Dansk Folkeparti
Den nye empiri efterlader et aftryk i videnskaben. Udviklingen gennem de seneste valg sætter spørgsmålstegn ved en udbredt forestilling inden for politologien om, at partier er en slags sociale identiteter, som folk tænker på som et udtryk for sig selv, siger Frederik Hjorth, også politolog ved Københavns Universitet.
»Den idé er udfordret, når folk skifter parti så beredvilligt, som de helt åbenbart gør her. Der må for eksempel være en del danskere, som har stemt Dansk Folkeparti i hele deres liv. Men de fleste lader til at være villige til at opgive partiet nu. Det, synes jeg, er en ret forbløffende illoyalitet set fra et valgforskningsperspektiv,« siger han.
Netop den omstændighed, at basal ideologi til gengæld ligger nogenlunde fast, bliver bekræftet af statistik fra de seneste danske folketingsvalg. Der har været en tendens til, at kun en lille andel på omkring syv procent vandrer hen over midten fra det ene valg til det andet. Man er og forbliver enten rød eller blå.
»Alle disse bevægelser, vi snakker om, finder for langt hovedpartens vedkommende sted inden for blokken. Så hvis vi snakker om en trofasthed fra vælgernes side, er den ret stærk på blokniveau. Den er det bare ikke på partiniveau,« siger Kasper Møller Hansen.
Det skyldes til dels, at vælgerne ikke er de samme som før. De gamle mekanismer, hvor man nærmest var født ind i en særlig vælgerrolle, og industriarbejdere stemte socialdemokratisk, mens velhavere i byerne stemte konservativt, tilhører et svundet klassesamfund. I stedet har stemmeafgivning ofte en vis ad hoc-karakter, siger Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Center for Valg og Partier på Københavns Universitet.
»Vi stemmer ikke på baggrund af vores økonomi og vores erhverv. Vi stemmer i høj grad på baggrund af de politiske emner, der er på dagsordenen. Og her taler vi ikke alene valgkampens dagsorden og partiernes dagsorden, men også ens egen dagsorden. Man spørger, hvad det er, der er vigtigt for mig,« siger hun.
Det lægger et pres på partierne for at finde emner, der appellerer til befolkningen. Før har det typisk været udlændingepolitik, mens blandt andet skattelettelser er i fokus ved dette valg. Samtidig må partierne tage højde for, at andre skillelinjer end de økonomiske betyder mere. Meget, meget groft sagt er kvinder i byerne røde, og mænd på landet er blå.
»Det er en udvikling, som er kommet langsomt og bare er blevet stærkere og stærkere. Så selvom man måske har en forestilling om, at forskellene mellem land og by og mellem mænd og kvinder var større i 70erne, er det ikke rigtigt. Den er større nu, og den er større, end vi nogensinde har målt tidligere,« siger Kasper Møller Hansen.
Land og by-dimensionen handler i vid udstrækning om en følelse af at blive hægtet af udviklingen i udkantsområderne, og den var målbar allerede ved valgene i 2015 og 2019. Der var stemmer i den, men Kasper Møller Hansen og hans kolleger kunne dengang konstatere, at intet parti havde grebet muligheden.
»Det har Inger Støjberg jo bare gjort fuldstændig rent denne gang. Hvis jeg lægger to kort oven på hinanden, et kort med Inger Støjbergs tilslutning lige nu og så et kort med denne her landlige bevidsthed, som vi kalder det i vores forskning, så passer de meget fint til hinanden. Hun får stemmer dér, hvor den landlige bevidsthed er størst,« siger han.
Det glatte ansigt
Hvis vælgerne repræsenterer »efterspørgslen« på den politiske markedsplads, står partierne for »udbudssiden«, og her er der ligeledes sket en udvikling. Når folk skifter parti hyppigere end før, er en del af forklaringen meget logisk, at der er kommet flere partier at vælge imellem. Her spiller teknologi en afgørende rolle ifølge Frederik Hjorth.
»Det er meget nemmere og billigere for partier at nå ud til vælgere i dag, for eksempel gennem de sociale medier. Og det er tilsvarende sværere for de etablerede partier at monopolisere den politiske markedsplads, end det var før,« siger han.
»Det er også helt basalt nemmere for partier i dag at komme på stemmesedlen. Den digitale adgang til at samle underskrifter ind gør det ligetil for partier at blive opstillet.«
Han tilføjer, at for eksempel Facebook gør det muligt for politikerne i højere grad at appellere til vælgerne direkte og omsætte deres personlige politiske brands til stemmer. Magtfulde politikere har mulighed for at bryde op og etablere en personlig magtbase uden for det parti, de er vokset op i.
Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet, ser den voksende personfiksering og personalisering af dansk politik som det måske definerende aspekt af det aktuelle valg.
»Hvis jeg skal pege på noget, som jeg synes tegner markant anderledes denne gang, så må det være den betydning, som personerne ser ud til at have. Lars Løkke og Inger Støjberg er stort set egenhændigt i stand til at etablere to partier og på relativ kort tid opnå en betydelig opbakning, et stykke af vejen jo på deres glatte ansigt,« siger han.
»Noget andet er, at Mette Frederiksen også ser ud til at få en stor betydning, fordi der har været så stor fokus på hendes person under coronanedlukningen og i diskussionerne om minksagen og FE-sagen. Jeg gætter på, at vi kommer til at se en betydelig polarisering. Nogle elsker hende, og andre hader hende i større grad, end vi er vant til at se. Det er også en faktor, som er med til at flytte rundt på vælgerne.«
Om det så betyder, at dansk politisk historie står over for et vendepunkt i stil med jordskredsvalget i 1973 eller for den sags skyld systemskiftet i 2001, tvivler sagkundskaben dog på. I jordskredsvalget kom der nye partier ind med ny politik med Fremskridtspartiet som det klareste eksempel. I år ser vi ifølge iagttagere nye partier med gammel politik, først og fremmest Danmarksdemokraterne som det »nye« Dansk Folkeparti.
»Jeg er skeptisk over for sammenligninger, for det rigtige jordskredsvalg dengang i 1973 kom mere som et lyn fra en klar himmel. Vi gik fra fem til ti partier i Folketinget, og tre af dem havde aldrig været repræsenteret før. Der havde ikke været nogen voldsomme forudgående vælgerbevægelser,« siger Stubager.
»Andelen af vælgere, der denne gang stemmer på et nyt parti, ender måske i en rekord, men det bliver trods alt ikke markant højere end i 2019. Den omskiftelighed, vi oplever ved valgene nu og her, er kommet mere gradvist. Nu er det mere the new normal i et eller andet omfang.«
Dynamik på midten
Flemming Juul Christiansen, lektor i politik og forvaltning på Roskilde Universitet, peger på, at hvis det nye folketing ender med at have 12 partier, som meningsmålingerne antyder, er konsekvensen den største fragmentering i danmarkshistorien. Men heller ikke han mener, at forandringen fra 2019 til 2022 tåler sammenligning med tiden mellem valgene i 1971 og 1973.
»Dengang var det både en forandring i partisystemets størrelse og dets dynamik. Størrelsen henviser til, hvor mange partier der er, og hvor fragmenteret partisystemet er. Og det blev naturligvis markant større fra 1971 til 1973. Desuden fik man nogle nye typer partier ind og dermed en mere udpræget dynamik,« siger han.
»Man fik ikke bare mange flere partier, men også partier i nye positioner, for eksempel Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i centrum og Fremskridtspartiet på højrefløjen. I det her valg får vi et eller to flere partier, men vi får stort set ikke partier i nye positioner bortset måske fra en styrkelse i centrum.«
Netop fremkomsten af et mandatstærkt centrum, i form af Lars Løkke Rasmussens projekt Moderaterne, kunne ifølge Christiansen blive historisk. Et midterparti, der kan samarbejde til begge sider, vil kunne ændre dynamikken i dansk politik.
»Det danske system giver et konsensuselement i den måde, politik bliver til på, fordi der er så meget samarbejde om lovgivningen, og over 80 procent af alle love bliver vedtaget af brede flertal,« siger han.
»Men der bliver bevaret et kompetitivt element i konkurrencen om regeringsmagten i den forstand, at valgene er en reel dyst mellem rød og blå. Dér vil et centrumparti, der sætter sig ud over at være rød eller blå, kunne betyde en afgørende forandring.«
Det danske system er en kombination mellem det majoritære britiske system, hvor to blokke konkurrerer om magten ved regelmæssigt tilbagevendende valg, og det kontinentaleuropæiske konsensussystem med Holland som det klassiske eksempel, hvor et midterparti i årtier sikrede et bredt samarbejde omkring centrum ved skiftevis at appellere til venstre og højre.
»Hvis man opfatter den danske model som den bedste af to verdener, fordi den kombinerer konkurrence om regeringsmagten med bredt samarbejde om policy, så kan man sige, at en model, der lægger op til en bred regering, jo bryder med den model, og der kommer vi tættere på en traditionel kontinentaleuropæisk model,« siger Christiansen.
