En eller anden fortæl mig, om mit projekt er umuligt og naivt. Jeg vil gerne leve mit eget liv, ikke spilde tiden på at rende imellem mor og far midt i tredje, niende, syttende skilsmisse.

Dog føler jeg mig forpligtet. Så forbandet, udbrændende forpligtet. Når dem, jeg færdes blandt til daglig – storbybosatte, højtuddannede og kunstnere, politisk bevidste eller i hvert fald smykkende sig med de rigtige holdninger – forarges over provinsen, eksempelvis Støjberg-landet, det forhenværende Gule Danmark, bøvhovederne, båtnakkerne, »Fars hus, fars regler«-segmentet, og ikke blot forarges, men også dømmer og helt stopper med at interessere sig for denne del af befolkningen, er det, at jeg overvældes. Af afmagt.