Tusmørkeøen

Der er klart nogle overflødige påfund i Dennis Gade Kofods sirligt forbumlede førstedel af en hel »Torsdagsbarns-trilogi«, Power to X, for eksempel at hovedpersonen Joan – det er hende, der er et torsdagsbarn, der »får meget at se«, det vil sige er synsk – kan forstå, hvad dyrene siger. For enten siger de meget lidt og elementært: »Hej, hej, hej, hej, hej. Hvem er I? Hvem er I? bjæffer en hund, der kommer løbende for sig selv.« Eller også konverserer de bare sådan lige ud ad landevejen, mere eller mindre, som regel mindre, i overensstemmelse med deres arts vanlige karakteristika:

»Fåret tager en tot lyng./ Hvordan smager det?/ – Som det plejer./ – Har du talt med kragerne?/ – De har heller ingenting set./ – Kragerne har da altid set noget./ – Ikke denne gang./ – Hun må være her et sted./ – Prøv nu at høre, hvad jeg siger. Ingen har set hende, vrisser fåret.«