Rio de Janeiro – For at forstå brasiliansk udenrigspolitik må man forstå Morro da Providência, Brasiliens ældste favela (fattigkvarter, red.), grundlagt i slutningen af 1800-tallet af krigsveteraner og frigivne slaver.
De indtog det stejle bjerg bag Rio de Janeiros havneområde med en drøm om frihed, men fandt ufred, og den dag i dag former favelaerne mange brasilianeres verdenssyn.
Folk er vrede eller flove over kummerligheden, volden, plasticposerne i trækronerne. Flovheden appellerer den konservative præsident, Jair Bolsonaro, til, når han vil »dræbe banditterne«, sætte Brasilien først internationalt og gøre landet stolt igen. Vreden taler socialisten Luiz Inácio Lula da Silva til, når han vil gøre op med nedarvede uretfærdigheder.
»Favelaen er et symbol på, at udenrigspolitik ikke er det vigtigste for os,« siger Cosme Filippsen, en lokal politiker fra Lulas parti, på torvet under en kabelbane, ført herop før OL i Rio i 2016, og som siden har fået lov til at forfalde. Den unge politikers nevø blev skudt her på torvet af politiet i 2010, og hans bror er også blevet dræbt af politiet. Her mangler sanitet, dagplejepladser, job, tryghed. Krigen i Ukraine? Den føles meget langt væk, siger Filippsen, selv efterkommer af slaver, med lidt tysk i morens slægt. En enarmet mand spiser kylling ved siden af os, der er skudhuller i cafeens vinduer. En bandevagt skuer over os fra et højdedrag.
Favela-doktrinen kunne man kalde det forhold, at Brasilien har nok i egne problemer.
Måske er det derfor, at Lula, favorit før anden valgrunde, har rodet sig ud i så mange diktatorapologier med årene? Måske har han tankerne et andet sted? Måske her på bjerget?
Han kaldte Fidel Castro for sin ven og for »den bedste af alle latinamerikanere«. Han støttede den allerede meget autokratiske Hugo Chávez i valgkampen i Venezuela i 2012.
»Regn med mig, Chávez,« sagde Lula i en berømt videohilsen og roste hans »ekstraordinære præstationer«. Også diktatorens afløser, den endnu mere forbryderiske Nicolás Maduro, har Lula forsvaret og først meget sent distanceret sig fra. I 2020 kaldte Lula den vestligt allierede venezuelanske oppositionsleder, Juan Guaidó, for både »en svindler« og en kupmager.
Zelenskyj er en showman
Også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har ekspræsident Lula hånet.
Forleden kaldte han ham i magasinet Time for mærkelig og showmanagtig. »Han (Zelenskyj, red.) ønskede krig. Hvis ikke han ønskede krig, ville han have forhandlet lidt mere. That’s it,« sagde Lula her og hævdede samtidig, at »hadet til Putin bliver fremprovokeret«.
Også Brasiliens siddende præsident, højrenationale Bolsonaro, har støttet Putin. De mødtes få dage før invasionen af Ukraine. Og modsat Lula hylder Bolsonaro også Brasiliens egen fortid som militærdiktatur. Han truer med borgerkrig, hvis han taber valget.
»Lula er klart at foretrække fra et europæisk synspunkt,« siger Ivan Briscoe, latinamerikadirektør i International Crisis Group. Han er mere demokratisk og diplomatisk, vil beskytte Amazonas bedre, bidrage mere til FN-fredsmissioner som i Haiti.
»Lula vil, trods skæverterne, være på demokratiets side i en tid, hvor det er udfordret. Og fordi hans bagland har tætte bånd til de venstreorienterede diktatorer i Nicaragua og Venezuela, vil han kunne forhandle bedre med dem om løsninger,« siger Briscoe. »Men på den anden side skal I ikke lade jer rive med. For også Lula vil knytte Brasilien tæt til Rusland og alliere sig med Kina.«
Det samme siger Mauricio Santoro, professor i udenrigspolitik ved universitet i Rio: »Lula er bedre for både Europa og klimakampen, men ikke nær så meget bedre, som I tror.«
Santoros familie er fra en by i den del af Amazonas, hvor regnskov viger for landbruget. Her foretrækker en typisk arbejder Bolsonaro. Det stod klart efter første valgrunde søndag. Det er skidt for planeten at fælde træerne for at producere soja og kvæg, men er det ikke for de lokale. Det dilemma har Lula også. Hans parti er ifølge professoren rødt, før det er grønt.
Bolsonaro vil have lov til at fælde sin skov, ligesom Europa har gjort, det siger han ofte og skrydende. Lula derimod anerkender, at klimaforandringerne ikke kan bremses, hvis Amazonas brænder, og at ødelæggelserne må stoppes, før de snart når det punkt, hvorfra selvdestruktionsmekanismerne ifølge videnskaben sætter ind og gør skaderne uoprettelige.
Men Lulas dilemma stikker dybt. Kinesiske firmaer udvinder blandt andet jernmalm i Amazonas. Og Lula vil knytte Brasilien tæt til Kina. Han var en af initiativtagerne til BRICS.
»Uighurerne er mindre vigtige for Lula end handlen med kineserne og udfordringen af den vestlige verdensorden,« siger Santoro, som i år udgav en bog om det kinesisk-brasilianske forhold. Han kalder det en kold krig mellem Kina og Vesten i Amazonas. »Lula vil mægle i den krig, og det skal I være glade for, men han er ikke jeres mand i Amazonas,« siger han.
Faktisk ligger Lula ifølge Santoro længere fra Vesten i forhold til Kina, end Bolsonaro gør. Bolsonaro kritiserer Kina, »kommunisterne«, og giver dem skylden for pandemien.
Leonardo Paz, en anden af Brasiliens førende udenrigspolitiske analytikere, tilknyttet blandt andet Fundação Getulio Vargas, siger det mere skarpt: »I får, uanset hvem der vinder, ikke mere hjælp af os, end I fortjener. Det er Vestens fejl, at I vil have os til at opdele verden i gode og onde og vælge side. Mellem jer og Rusland. Mellem jer og Kina. Vi gider det ikke.«
Lula vil ifølge Paz formulere sig mere diplomatisk, og igen føre an i kampen mod sult i verden, men også forblive kritisk over for vestlig dominans. »Lula synes, at I er medskyldige i krigen i Ukraine,« tilføjer Paz. »Han tror på teorien om, at NATO har fremprovokeret krigen. Lula er imod krig, sådan helt generelt, men han har næppe nærstuderet Ukraine. Så måske ombestemmer han sig. Heller ikke for ham ligger udenrigspolitik højt på prioritetslisterne.«
