Kommentar. Nobelpriserne holder liv i myten om »det ensomme geni«, mener kritikere. Men man skal ikke kimse ad personlige historier.

Hvad med Eske?

Årets nobelpris i medicin og fysiologi gik til svenske Svante Pääbo. Pääbo har kortlagt neandertalernes genom og været med til at grundlægge palæogenetikken; et fremadstormende forskningsfelt, hvor man udforsker dna-spor fra fortiden.

Men hov, er det ikke dét, den danske dna-forsker Eske Willerslev er verdensberømt for? Er han blevet overset? Burde de to have delt prisen?

Det kan være svært at vide, hvorfor nogen løber med æren, og andre bliver forbigået. Sådan har det været siden 1901, hvor den allerførste nobelpris i medicin gik til Emil von Behring for opdagelsen af antitoksiner, mens hans tætte samarbejdspartner Shibasaburo Kitasato ikke blev anerkendt. Nobelhistorien er fuld af potentielle uretfærdigheder.

ÉN TING ER, AT PRISEN kan gå til den forkerte, men i de seneste år har priserne også mødt en mere grundlæggende kritik. For giver det overhovedet mening at hylde ét individ – eller nogle få – for en stor videnskabelig erkendelse?

Spørgsmålet blev aktuelt i 2017, da tre forskere fik Nobelprisen i fysik for deres opdagelse af tyngdebølger. Trioen stod i spidsen for det enorme LIGO-projekt, som havde foretaget de revolutionerende målinger – men hvad med de mange andre, som var en del af LIGO? Mere end 1.000 forskere stod som forfattere på det studie, som beskrev opdagelsen.

Det fik blandt andre den britiske astrofysiker Martin Rees til at protestere: Ved at nægte at uddele priser til større grupper af forskere (Nobelprisen kan maksimalt deles af tre personer) giver nobelpriskomiteen »et fejlagtigt indtryk af, hvordan videnskab faktisk bedrives«, udtalte han. Også videnskabsjournalist Ed Yong har argumenteret for, at priserne er med til at videreføre en uheldig myte om »det ensomme geni«.

IDEEN OM DEN STORE ENSOMME tænker er forældet, hvis den da nogensinde var sand. Forskning er i stigende grad en holdsport, og i den forstand ville det give mening at belønne organisationer eller forskningsenheder i stedet. Sandheden er bare, at vi næppe ville interessere os lige så meget for nobelpriserne, hvis ikke de var knyttet til konkrete mennesker.

Tag for eksempel professor Morten Meldal fra Københavns Universitet, som onsdag fik Nobelprisen i kemi for at have udviklet en metode til at koble molekyler sammen og efterfølgende blev hyldet i de danske medier. Det er svært at forestille sig, at Ekstra Bladet ville skrive om bioortogonal kemi, hvis ikke der var en dansk stjerne at fejre.

Æren vil ikke altid blive fordelt retfærdigt. Egoer vil få knubs, pionerer vil blive forbigået. Nogle samfundsgrupper – kvinder, for eksempel – har det desuden med at blive overset, og det er et problem, der skal tages alvorligt. Men vil man vække interesse for videnskaben, er ikke-så-ensomme genier en effektiv indgang.