Lurifaxmaskine. Sjældent har da en skoldhed grød været omkringtravet så ørkesløst og talentfuldt som i Lars Frosts nye fantastisk forbistrede roman om alt, intet og parforholdsgrøden.
Lad os kalde hende Lars
Altså, hvis man nu bare havde fået udleveret Lars Frosts nye utroligt frustrerende – fordi for satan også ubetvivleligt, karakterfuldt hyper- og pragtstilige – roman De forenede som en åben tekstfil pr. mail, kunne man med en enkelt kommando have gjorde den i hvert fald 25 procent mindre frustrerende: nemlig ved at udskifte »hun« og »hende« med »han« og »ham«.
Hvilket forfatteren selv venter med at gøre helt frem til side 226, hen mod slutningen af et stykke barndomserindring, altså at oute sin kvindelige hovedperson, der bogen igennem skiftevis optræder som første- og tredjeperson, som i virkeligheden, romanvirkeligheden, værende af hankøn og lydende navnet Lars (kvindeudgaven af Lars får aldrig et navn, og det gør i resten af romanen heller ikke kvindeudgaven af den frem til side 228 mandlige kæreste):
Del:
