Andrew Dominiks Marilyn Monroe-biopic, Blonde, skal i det mindste have ros for bevidst at styre uden om genrens sædvanlige faldgruber. Filmiske portrætter af berømtheder har en slem tendens til at falde i Wikipedia-fælden, hvor biografiske højdepunkter gennemgås slavisk, så resultatet bliver en forudsigelig illustration af milepæle snarere end en film med egne ideer og konturer.
Dominik anlægger i stedet en klar synsvinkel på sin hovedperson, der strukturerer alt, hvad vi ser på skærmen: Marilyn Monroe var først og fremmest en stakkel og et offer, hvis korte, tragiske livshistorie kan reduceres til, at hun forgæves søgte en erstatning for den far, der forlod hende, før hun blev født. Dominiks, og filmens, store problem er, at der ikke er noget som helst uden om denne grundpræmis. Blonde er ikke stort andet end et knap tre timer langt traumekatalog, hvor én eneste nuance tværes ud over samtlige scener.
VI MØDER FØRSTE GANG Marilyn som barn, inden hun fik sit kunstnernavn og stadig hed Norma Jeane. Hun bor med sin alkoholiserede, psykisk syge mor, der mishandler hende, inden hun ender på et børnehjem. Denne indledning er filmens eneste anstrøg af klassisk vugge til grav-biopic – resten af den foregår på kanten af graven med en vifte af sekvenser, der skildrer Monroes turbulente liv som skuespiller og berømthed. Hun spilles af Ana de Armas, som er hendes spitting image helt ned til intonation og mimik.
Først voldtages Monroe af en producer til en casting, og siden udnyttes og mishandles hun igen og igen af en række mænd. Hvorfor kommer hun så galt afsted? Ifølge filmen fordi hun søger intimitet i form af den daddy, hun aldrig har haft. Hvis man som tilskuer skulle nære tvivl om, at dét er hendes mål, maner Dominik den kluntet til jorden ved at lade Monroe kalde alle mænd, hun involverer sig med, for »daddy« – de Armas siger måske daddy 100 gange i løbet af filmen – og der gøres brug af enhver bid af de sange, Monroe sang, hvor ordet indgår.
Hos den ene berømte daddy efter den anden får Monroe gradvist ødelagt mere og mere af sit liv og sit selvbillede: Baseballlegenden Joe DiMaggio tæsker hende, ægteskabet med dramatikeren Arthur Miller ender i ulykke efter en abort, og John F. Kennedy udnytter hende seksuelt. På intet tidspunkt oplever vi Monroe uden for en traumatiseringskontekst. Vi ser stort set ingen egentlige eksempler på hendes dybe passion for skuespil, vi får intet indtryk af hendes karakterfuldhed, og vi ser hende udelukkende omgås personer, der misbruger hende – hvis man ikke vidste det i forvejen, ville man efter at have set Dominiks film spørge sig selv, hvorfor hun nogensinde blev et kulturelt ikon.
ALT DETTE kunne muligvis gouteres, hvis ikke det var for Dominiks tendentiøse stilistiske valg. Instruktøren har i tidligere film som Chopper, der portrætterer det australske forbryderikon af samme navn, og gangsterberetningen Killing Them Softly bevæget sig faretruende tæt på tom nihilisme. I begge tilfælde er han alligevel endt med et seværdigt resultat i kraft af en original tilgang til voldskoreografi og genrekonventioner og en evne til at give sine skuespillere rum til at udfolde deres karakterer.
Blonde er imidlertid lutter studentikose trick. Da Monroes karriere tager fart, begynder filmen at veksle mellem farver og sort-hvid for at illustrere, at grænserne mellem den virkelige kvinde og filmikonet sløres. Der hamres tillige søm i pointen via dialogen, der tildeler Ana de Armas platheder som: »Jeg er en slave af denne Marilyn Monroe!« Og: »Den tingest oppe på lærredet er ikke mig!«
Endnu værre er filmens effektjagende kameraarbejde. Billedet sejler rundt, og ansigter sløres, når Monroe er påvirket af alkohol, og i en abortscene ser vi sågar et skud inde fra hendes vagina. Hendes længsel efter at skabe sin egen familie illustreres under den ene mislykkede graviditet efter den anden, ved at hun fører samtaler med et computergenereret foster. Dominiks eklatante mangel på smagfuldhed og subtilitet når et lavpunkt i scenen, hvor Monroe udfører semitvungen oralsex på præsident Kennedy, og han ejakulerer, mens vi ser billeder af raketten Friendship 7, der affyres i fjernsynet ved siden af sengen.
INSTRUKTØREN VIRKER IKKE det mindste interesseret i Monroe som figur eller menneske, kun i at snylte på hendes ikoniske status, så filmen kan opnå en ufortjent aura af noget opsigtsvækkende og sensationelt. Grundtanken om, at Monroe frem for alt var et offer, er naturligvis ikke diskvalificerende i sig selv, men den får kun en virkning, hvis offergørelsen stilles i forhold til noget andet. Det gør den på intet tidspunkt i Blonde, hvor myten Monroe udbasuneres skingert og billigt, og mennesket Monroe aldrig har fremstået mere fjernt.
Blonde er en smagløs film. Ikke kun på grund af det usubtile filmsprog, eller fordi den banalt og vulgærpsykologisk reducerer Monroe til en farhungrende stakkel. Det værste er følelsen af, at Dominik udnytter den figur, han foregiver at interessere sig for at skildre, og hvis psykologi han postulerer en indsigt i. På den måde ender han med at fremstå som endnu en kynisk daddy i filmbranchens lange tradition for at drive rovdrift på Marilyn Monroe.
Blonde. Instr. og manus: Andrew Dominik. Foto: Chayse Irvin. 166 min. USA 2022. Kan ses på Netflix.
