Grav, varde, revner, spalter, kløfter, hule, elv, sø, udsigt, ofringer, verdenshjørner. Det er nogle af de søgeord, Asta Mønsted har puttet ind i en database over grønlandske myter og fortællinger, som hun har brugt til at undersøge, hvordan landskabet og de overleverede, mundtlige fortællinger har haft betydning for, hvordan inuitterne byggede deres huse, før Grønland blev koloniseret. En udforskning af det materielle og den immaterielle kulturarv i forening.

De 2.280 fortællinger, der indgår i religionssociolog Birgitte Sonnes omfattende database på Arktisk Institut, er alle indsamlet i Grønland, hvor den ældste er nedskrevet i 1735 af Poul Egede og den yngste i 1981 af Mâliâraq Vedbæk. Nu er nogle af dem en vigtig del af Asta Mønsteds ph.d.-projekt, en afhandling, der undersøger de grønlandske inuitters vinterhuse gennem de to ligeværdige kilder: arkæologi og inuitiske mundtlige overleveringer.