Spankulerede man forbi Axelborg i København ved 17-tiden tirsdag aften i denne uge, øjnede man måske en velklædt forsamling mænd og kvinder fra dansk erhvervsliv komme anstigende fra tagterrassen af samme bygning, hvor lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer huserer. Her gik de side om side med flere medlemmer af Dansk Folkeparti, ført an af formand Morten Messerschmidt og næstformand René Christensen. Sammen bevægede de sig ned til Restaurant Mark i stueetagen, hvor en aften med politikudvikling for Dansk Folkeparti efterfulgt af tre retter mad, vin, kaffe, cognac og likør ventede.
Tænker De, at det lyder som et arrangement i, hvad der må være Dansk Folkepartis nye erhvervsklub, er De ikke alene. Samme overbevisning herskede blandt de fremmødte og blandt værterne, der lagde hus og restaurant til. At tro andet efter tirsdagens arrangement ville være tosset, som en tilstedeværende udtrykte det efterfølgende.
Invitationen til det eksklusive arrangement kom da også fra en nystiftet erhvervsforening kaldet »Dansk Erhvervsforening«, som har til formål at »fremme nationalkonservativ politik, blandt andet ved at samle økonomiske tilskud til andre foreninger med tilsvarende formål«, det vil sige partier. Foreningen er registreret pr. 11. juli 2022, belejligt veltimet det forventede nærtforestående folketingsvalg.
At partiet og foreningen er født under samme danske gulderalderblå himmel, er elementært for enhver, for nu at bruge et af Morten Messerschmidts yndlingsudtryk. Alligevel afviser både Dansk Folkepartis og foreningens formand, Niels Gamborg Nielsen, hårdnakket enhver sammenhæng, til trods for at Messerschmidt ikke blot var hovedtaler på programmet, men selv bød velkommen og desuden uddelte rødvin i papkasser med DFs logo på.
Op og ned i sagen
Hvem eller hvad er Dansk Erhvervsforening så, hvis ikke det, alle tænker?
Svaret findes ikke på internettet, også her skorter det på oplysninger om Dansk Erhvervsforening, som mange vel nok kunne komme til at forveksle med den anderledes velkendte organisation Dansk Erhverv. Hvis det virkelig var en rigtig forening, måtte man tro, at den ville hige efter presseomtale, når nu den skal leve af opmærksomhed og store donationer. Men trods ihærdige forsøg var end ikke en erhvervsinteresseret journalist fra en borgerlig avis velkommen til at overvære arrangementet i tirsdags.
Velkommen var til gengæld Frederik Cilius, velsagtens tidens mest anpriste satiriker, som var annonceret som underholdende indslag. Han takkede ja i den tro, at foreningen var en neutral erhvervsforening. Mandag skiftede han holdning: »Jeg var ikke oplyst om Dansk Erhvervsforenings ideologiske og økonomiske formål. Da jeg blev det, valgte jeg at melde afbud – af principielle årsager, for jeg vil ikke bidrage til at samle penge ind til enkelte partier.«
Misforståelsens ophav forbliver uklar, for Morten Messerschmidt afviser at svare på, hvad han har at gøre med initiativet. Han sender aben videre til Anders Vistisen, medlem af partiets hovedbestyrelse, og nu, med egne ord, »ansvarlig for at koordinere forbindelsen mellem partiet og foreningen«. Ikke at der findes en forbindelse af den grund, lader han forstå:
»Som sagt, vi er glade for, at de er positivt stemt over for os, ja, og hvis nogen spørger, hvem vi peger på som inspiration, så er det nok dem, ja, det er nogle fornuftige mennesker, de er i ideologisk overensstemmelse med os.«
Selv havde Messerschmidt travlt med at finde en afløser for Frederik Cilius, for med afbuddet blev Messerschmidt faktisk aftenens eneste taler. Den ville alligevel være for tyk, så den karismatiske leder sms’ede Mads Brügger – den snarrådige journalist, som ikke én, men to gange har taget fusen på Nordkoreas regime, men nu måtte se sig snøret af Dansk Folkepartis formand. I et selvudleverende nyhedsbrev på Brüggers ellers meget uafhængige medie Frihedsbrevet skrev han onsdag, at Messerschmidt havde garanteret »centrale folk fra dansk erhvervsliv«, og Brügger fantaserede derfor om at »holde et oplæg, der ville udmønte sig i lukrative abonnementsordninger«, i den naive tro, at foreningen »havde med Dansk Industri og Axelborg at gøre«. Som tak modtog han to flasker rødvin med DFs logo påklistret. Senere, efter hovedrysten fra hustru og kollegaer, indså Brügger, at han havde ageret »pauseklovn for et politisk partis pengeklub«.
Messerschmidt forklarede efterfølgende Brügger, at erhvervsforeningen har »et antisocialistisk udgangspunkt«.
»Jo mere han forklarede sig, jo mere tydeligt blev det, at Dansk Erhvervsforening selvfølgelig er Dansk Folkepartis pengeklub,« tilføjede Brügger.
Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor så ihærdig en tilsløring?
Hvis der intet fordækt er i konstruktionen, er det bemærkelsesværdigt, hvor ihærdigt begge formænd har gjort sig umage med at holde tingene adskilt. Messerschmidt har som bekendt personlig erfaring med jura på både teoretisk og praktisk plan, og denne gang vil han tilsyneladende meget gerne udstråle orden i sagerne. Udfordrer man ham og foreningens formand, spænder de armslængdeprincippet demonstrativt hårdt som en insisterende pubertær dreng, der vil blære sig med sine nye muskler. Mærk selv, hvor hårdt det er!
Eksempelvis har foreningen et medlemskontingent på 22.200 kroner årligt, svarende til beløbsgrænsen for anonym partistøtte: Et bevidst valg, siger formand Gamborg Nielsen, »så overholder vi loven, og vores medlemmer er sikret anonymitet«. Men også et interessant valg, al den stund at en selvstændig, partiuafhængig forening ikke behøver følge partistøtteloven.
»Det er sådan, bestyrelsen har valgt at gøre det,« forklarer formanden.
Men hvorfor formår de hverken at udvise klare linjer eller stå ved at være en partiorganisation?
Roger Buch, forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at der er mange måder at omgå reglerne, hvis man vil: »Vi har huller i partistøttelovgivningen, der muliggør de her finter, og de udhuler demokratiet. Problemet er, at man ikke kan bevise motiverne.«
Det løser også et andet problem for partiet: Frederik Cilius havde næppe takket ja i første omgang, hvis overskriften var »Støtteindsamling til Dansk Folkeparti«. Erhvervslivets pinger havde heller ikke stået i kø. Der kan være en gevinst ved at lokke ressourcestærke folk ombord på en Dansk Folkeparti-skonnert hejst med uafhængighedens sejl.
