For Venstre er der noget på den skæbnesvangre måde historisk over ugens meningsmålinger fra Voxmeter og Epinion. Omkring 11 procent af stemmerne er, hvis det bliver virkelighed på den tilstundende valgdag, mere end en halvering i forhold til det seneste folketingsvalg i 2019.
Man skal tilbage til Dansk Folkepartis kollaps ved 2019-valget og ellers det mytologiske 1973-valg for at se tilsvarende vælgerflugt fra et stort folkeligt parti. Samtidig varsler de elendige Venstre-målinger, at en blå valgsejr vil afgøre striden om det borgerlige statsministerkandidatur til Søren Pape Poulsens fordel. 16,5 og 16,7 procent får hans Konservative i samme målinger. Konservative fik blot 6,6 procent ved det seneste folketingsvalg.
Dermed er styrkeforholdet mellem de to partier på vej til at blive skubbet tilbage til et niveau, der ikke er set, siden den konservative Poul Schlüter i 1980erne ledede de borgerlige regeringer med Venstre som orkestrets noget støjende andenviolin.
Det er også den periode, vi skal opsøge, hvis vi skal finde noget, der for Venstre er værre end dagens 11 procent. Det er folketingsvalget i 1987, hvor Venstre fik 10,5 procent af stemmerne.
Parallellen kan strækkes yderligere, for i 1987 hed Venstres formand Ellemann-Jensen, og det var hans første valg i spidsen for partiet. Selvom der er betydelige forskelle mellem problemerne for den første og den anden Ellemann, er der også en fælles basgang. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt partiets fødder skal være placeret på storbyens fortov eller i mulden, og især i den jyske af slagsen.
Uffe Ellemann-Jensen vandt formandsposten i kampvalg med Ivar Hansen. Den ene cand.polit. og journalist med studentereksamensbevis fra Birkerød Statsskole, den anden landmand med folkeskole og to års ophold på Ladelund Landbrugsskole.
Jakob Ellemann-Jensen har ikke været i kampvalg. Han overtog et parti, der allerede var martret af kampe mellem andre aktører, men de modsætninger, faderen sloges med, findes i bedste velgående. Kan bonden og den storbyliberale gå i takt og i samme parti? Svaret er et betinget ja, men der bliver noget tvungent over gangarten. Som en travhest, der tenderer at slå over i galop under pres.
Det jyskeste jyske
Uffe Ellemann-Jensen satte sig sammen med næstformand Anders Fogh Rasmussen og partisekretær Claus Hjort Frederiksen i spidsen for en forvandlingsproces, der var dikteret af demografisk nødvendighed.
Den landbobefolkning, der historisk havde været partiets base, svandt ind, og dermed kunne man fremskrive Venstres gravlæggelse, medmindre man fik fat i nye grupper. Det lykkedes langt hen ad vejen, og Venstre blev igen det store borgerlige parti, dels på grund af egen indsats, dels båret af en årtier lang, selvdestruktiv konservativ deroute.
Men det gamle Venstre har vist sig mere sejlivet, end de demografiske fremskrivninger om bondesamfundets endelige afvikling antydede i 1980erne. Således var det langt hen ad vejen landets Venstre, der til slut gjorde det af med Lars Løkke Rasmussens formandskab, selvom en kæk VUer på et tidspunkt havde ytret, at han ikke gad høre mere brok fra »Sønder Røv«.
Med de paradokser, som opstår af magtkampens uforudsigelige dynamik, endte det med, at den storbyliberale Jakob Ellemann-Jensen med fortid i Ny Alliance var last man standing, da oprørets røg havde lagt sig. For balancens skyld blev han udstyret med det jyskeste jyske, partiet kunne opdrive, nemlig Inger Støjberg som næstformand.
Ellemann og Støjberg repræsenterede Venstres to kulturelle strømninger, dets yderpoler i udlændingepolitikken. Genialt på tegnebrættet, umuligt i virkeligheden, viste det sig. Favnen blev så bred, at den ikke kunne lukke sig i et ægte kram.
Enden på det hele blev et tredelt Venstre spændt ud over tre partier: en snas af storbyvælgerne til Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, en betydelig større luns af provinsens korps til Støjbergs Danmarksdemokraterne og resten til Ellemann og det oprindelige Venstre.
I Epinions opgørelse torsdag er Støjbergs nye parti endda et mandat større end det parti, hun forlod. 20 til Ellemann, 21 til udbryderen. Paradokset er, at netop Støjberg ser ud til at have så tilpas tag i socialdemokratiske vælgere, at det er blevet aktuelt at diskutere, hvem der skal være borgerlig statsminister efter valget.
Her har Ellemann lige nu de dårligste kort og ikke kun på grund af meningsmålingerne. Tanken om, at Støjberg skal støtte den partileder, der stemte for, at hun som næstformand skulle for rigsretten, er ikke af denne verden, medmindre Pape af andre grunde mister muligheden.
For at fuldende det borgerlige paradoks er Pape ud over at være den aktuelle favorit måske også den afgørende årsag til, at der slet ikke bliver nogen blå statsminister efter valget. Hvis man igen vender blikket mod meningsmålingerne, er De Konservative i den seneste fra Voxmeter gået vældigt frem i forhold til ugen før, uden at det har rykket stemmer mellem blokkene. Det tyder på, at Papes succes er bygget på blå kannibalisering.
Det statsministerprogram, han hidtil har bekendtgjort, er da også først og fremmest egnet til at friste i forvejen borgerlige vælgere. Massive skattelettelser i toppen, offentlig nulvækst og afskaffelse af Arne-pensionen trækker næppe i de socialdemokratisk sindede.
Til gengæld er Pape noget nær en socialdemokratisk ønskemodstander i en trang tid. Mette Frederiksen har hele tiden haft en plan om at gøre valget til en slags folkeafstemning om Arne-pensionen med det underliggende tema: skattelettelser eller velfærd. Den plan fortonede sig, da først Inger Støjberg og siden Jakob Ellemann-Jensen fredede Arne-pensionen. Nu har Pape genoplivet muligheden.
Drømmespurten
Det efterlader Ellemann-Jensen med en pæn håndfuld problemer, men også med nogle muligheder. Der er ingen tvivl om, at man i Venstre har den største lyst til at gå i flæsket på De Konservative, og ingen kan vel fortænke Venstres formand i det, hvis han føler sig som en maratonløber, der 500 meter før målstregen ser en mand springe ud fra tilskuerpladserne og indlede en drømmespurt.
Pape har levet godt og stille siden sidste valg, mens Venstres formand har taget dybe slag både internt og eksternt. Nu melder Pape så sin ankomst på opløbsstrækningen og melder sig klar til at løfte pokalen, måtte den falde i blå hænder.
På minussiden begrænser det Ellemanns manøvrerum til at rykke mod midten politisk og retorisk. Symbolet på den politiske benlås var, da han i forrige uge fik mumlet så meget om en mulig ministerpost til Inger Støjberg, at partifællen Troels Lund Poulsen måtte skære det ud i pap. Selvfølgelig kan Støjberg blive minister. Straffen er udstået, mærkerne efter fodlænken er nærmest usynlige.
Havde Venstre-folkene sagt det modsatte, havde de skubbet Støjberg direkte i armene på Søren Pape Poulsen. Der ender hun nok alligevel, for er det usandsynligt, at hun støtter Ellemann, er det mindst lige så usandsynligt, at han vil gøre hende til minister. Men ude i det herostratisk berømte »Sønder Røv« er der stadig mange Venstre-folk med veneration for den tidligere næstformand, og skal det komme til et nyt brud, skal det være hendes valg – ikke Ellemanns. At mere salonfæhige liberale stemmer så havde ønsket et andet svar på spørgsmålet om Støjbergs ministerværdighed, er den omkostning, Venstres formand må leve med.
I den bedste af alle verdener kan Jakob Ellemann lukrere på en voldsom konfrontation mellem Mette Frederiksen og Søren Pape Poulsen. Vil den ene bruge penge og den anden lette skatten, er det Venstres håb at stå som partiet i midten, der vil en smule af begge dele. Venstre har lanceret en beskeden skattelettelse på 3.000 kroner til alle i arbejde. Det samme til kassedamen og direktøren. Dertil en fastholdelse af det gode gamle skattestop og en beskeden stigning af de offentlige udgifter i takt med den demografiske udvikling.
Venstre håber med den position at stå som en fornuftens stemme i midten, men risikoen er åbenlyst at ende som valgkampens lunkne grød. Og for alvor at gå ind over midten med tilbud, der eksempelvis kunne friste De Radikale til at støtte Ellemann, kan Venstre ikke. Det vil givet kræve en blødgjort udlændingepolitik, som endegyldigt skubber Støjberg, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i konservativ retning. Og uden dem bliver Ellemann ikke statsminister, uanset hvor meget den genopståede midte tales op i tidens politiske samtale.
»Kunne man spørge Pape?«
Så er der selvsagt det håb, der knytter sig til, at Søren Pape Poulsen endelig er trådt ud i vinden og dermed har udsigt til en mindre nænsom behandling i offentligheden. Det fik den konservative leder en lille forsmag på i denne uge, da han måtte bruge en del af sin offentlige taletid på at redegøre for definitionen af onkelbegrebet i Den Dominikanske Republik, efter at Ekstra Bladet havde lavet baggrundstjek på den fortælling, ægtefællen Josue Medina Vazquez har givet offentligheden om sig selv.
Det er i småtingsafdelingen og kan formentlig afvises med henvisninger til privatlivets fred. Men ridser i troværdigheden er ridser.
Mere udfordret vil Pape givet blive på det substantielle. Venstre kan ikke selv offensivt bore i det netop fremlagte konservative skatteforslag uden at bryde den skrøbelige blå borgfred, men man håber inderligt, at andre vil gøre det. Især kunne man tænke sig fokus på, hvordan planen skal finansieres.
17,8 milliarder kroner skal eksempelvis hentes ved uspecificerede effektiviseringer i den offentlige sektor. »Kunne man spørge Pape, hvordan han vil gøre det uden at spare på velfærden, når han ikke engang kan lave et politiforlig uden at hæve skatten?« lyder det eksempelvis i Venstre.
Et andet Venstre-håb knytter sig til ugens udvikling i minksagen. Her fik Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, en advarsel, mens rigspolitichefen og den tidligere departementschef i Fødevareministeriet blev hjemsendt.
De to blå statsministerkandidater kan fint synge i kor, når det gælder kritikken af statsministeren og kravet om politisk konsekvens. Men hvad angår Barbara Bertelsen, der er blevet symbol på regeringens særlige tilgang til magtudøvelse, er der uafdækket land.
Jakob Ellemann-Jensen kan åbent sige, at han ikke agter at fortsætte med Bertelsen, måtte han blive statsminister. Men for Pape, som i sin tid havde hende som departementschef i Justitsministeriet, er sagen mere ulden. Han har hele vejen udtrykt respekt og anerkendelse, når det gælder Bertelsen. Hvad vil han? Det må nogen godt spørge om, hvis det står til Venstre-folkene.
Vejen til skafottet
Hjemme i valgkredsen i Vestjyllands Storkreds er der givet endnu et par penible spørgsmål til den konservative leder. Eksempelvis er De Konservative modstandere af den kommunale udligningsreform, som Venstre og Socialdemokratiet har gennemført. Den sender store beløb fra konservative kommuner i hovedstadsområdet til eksempelvis Vestjylland. Det er de angivelig ikke så kede af derovre, hvor Pape er valgt, og hvordan får han lige fortalt dem, at det faktisk er en skidt idé?
Der er også spørgsmålet om en af provinsens standende kulturkampe, nemlig behandlingen af de dyr, der sættes ud i naturparker som såkaldt rewilding. De Konservative hylder tanken. Venstre kritiserer, at der er andre regler for statens indhegnede dyr end for landmændenes. Folkestemningen er skarpt delt af sund og bælt.
I begge spørgsmål kommer Pape i duel med den fra Europa-Parlamentet hjemvendte Søren Gade, der er oratorisk stærk og aldrig bange for at spille jydekortet. Det kan blive en af valgkampens kernedueller. For nok fremstår Jakob Ellemann-Jensen ikke som nogen udpræget bondeven, men det gør Gade.
Om det så er nok, er usikkert. Til gengæld er det givet, at Ellemann er i knibe, hvis Venstre ender med et valgresultat omkring de 11 procent. Så kan han vælge mellem den korte og den lange vej til skafottet, som en kilde udtrykker det. Gå på valgaftenen eller blive presset ud i en ny lang, smertefuld proces.
