Leder. I 50 år har den strategiske tvetydighed rådet i forholdet til Kina og Taiwan. Nancy Pelosis besøg er et vigtigt signal om, at den tid nu er forbi.

Strategisk tydelighed

Strategisk tydelighed Af Martin Krasnik

DEN skarpsindige iagttager har nok bemærket, at Nancy Pelosis rejse til Taiwan kunne have været udført mere elegant. Længe var det uklart, om formanden for Repræsentanternes Hus ville tage afsted, præsident Biden og den militære ledelse forsøgte at tale hende fra det, og Pelosi fløj først, da sagen var så varm i offentligheden, og den kinesiske ledelse havde advaret så hidsigt mod rejseplanerne, at hun blev nødt til at tage afsted for ikke at virke helt umulig.

HISTORISKE begivenheder eksekveres ikke altid med den præcision, der matcher deres skelsættende karakter. Måske var det fumlende udtryk endda klogt, fordi det trods alt giver mulighed for at påstå, at den amerikanske Kina-politik er uforandret; at den såkaldt strategiske tvetydighed stadig eksisterer: Vesten er Taiwans allierede, man accepterer Beijings krav om, at der kun findes ét Kina, og anerkender dermed ikke øen som selvstændig stat.

TVETYDIGHED om Taiwan reflekterer den Kina-politik, der blev grundlagt med en anden historisk rejse østpå: Richard Nixons færd til Beijing i 1972, som førte til årtiers pragmatisk samarbejde med Kina. Et samarbejde, der udviklede sig til et stadig tættere engagement og et medfølgende håb om demokratiske forandringer i det kommunistiske diktatur. Det blev opretholdt af regeringer i hele Vesten, som bedyrede, at de skam talte kritisk bag lukkede døre, før de tog hjem med fede handelsaftaler. Så kom Donald Trump. Bruddet med 50 års fejlslagen Kina-politik er det eneste positive, der er at sige om hans præsidentskab.

HAR Pelosis kritikere ret i, at timingen er tåbelig, at hun risikerer at provokere Kina i en tid, hvor Vesten har rigeligt at gøre med Rusland, og at besøget netop giver den nationalistiske præsident Xi en platform til at genvinde magten i Kina? På en måde ja, men væsentligere er det, at der aldrig kommer en situation, hvor timingen ville være god for sådan et besøg. Og det skyldes hverken Nancy Pelosi eller nogen vestlig regerings provokerende opførsel.

NÅET sin afslutning har den strategiske tvetydighed endelig – og det skyldes det kinesiske kommunistparti. Herfra udtrykkes nemlig stadig mere strategisk tydelighed. Når det var muligt at tro på den hidtidige strategi, skyldtes det, at Kina var for svagt til virkelig at udfordre Vesten. Ikke længere. Kina er et brutalt regime, der undertrykker minoriteter, overvåger og kontrollerer sin befolkning og bruger sin økonomiske styrke til at nå et klart udtrykt mål: at erstatte USA som klodens stærkeste magt og dominere verden med kinesiske værdier – den kinesiske drøm, som præsident Xi udtrykker det. De første skridt er at tage kontrollen over Sydøstasien: sluge Hongkong, militarisere regionen og – når det kan lade sig gøre – indlemme Taiwan.

SIT eftermæle har præsident Xi allerede planlagt: For ham er Taiwan ikke noget rigtigt land, men en gemen udbryder, der retteligt hører til i moderlandet og før eller siden må tvinges hjem. Lyder det bekendt? Som Putin vil Xi genrejse det rige, der er blevet holdt nede af de vestlige lande og deres falske demokratiske værdier. Og i et kinesisk perspektiv er Xi ikke ekstrem. Han udtrykker den dominerende holdning i partiet, som vil være uforandret, så længe kommunistpartiet sidder på magten. Det er en værdikamp, som har to stærkt symbolske figurer: Hongkong og Taiwan, kanariefuglene i kulminen. Hongkong er som bekendt allerede tabt på det skammeligste.

ENDELIGT svar på spørgsmålet om Taiwans fremtid får man naturligvis ikke med Pelosis besøg. Kina reagerer skarpt, men parterne er for optaget af interne problemer og Ukraine-krigen til at lade krisen eskalere. Det er åbenlyst, at vi i Vesten ikke vil gå i direkte krig med Kina for at forsvare Taiwan. Men USA og resten af Vesten kan vise kineserne, at man tager Taiwans skæbne dybt alvorligt, og at et kinesisk angreb på øen vil få uoverskuelige konsekvenser for Kina. Pelosis besøg er et vigtigt signal om, at det halve århundrede med tvetydighed i Kina-politikken har nået sit endeligt. Kina har for længst gjort op med uklarheden. Det bør vi andre også gøre.