Ikke rigtig klogt

HJERNEN er det organ, der tilbedes i den danske folkeskole. Det får enhver af de mange elever, som i næste uge begynder eller vender tilbage til klasseværelserne, at mærke. Vi har i Danmark i årtier givet dem en undervisning med det formål at lede dem direkte ind på de videregående uddannelser. Og ikke bare hvilke som helst uddannelser, de mest efterstræbelsesværdige: de akademiske. Lyder det som et af velfærdsstatens mirakler, har det samtidig forårsaget en skævvridning, som kan spores både hos de elever, der klarer sig bedst, og i de fag, som stadig færre søger ind på.

HÅNDEN med alle trumferne sidder de veluddannede forældres piger med. For nylig offentliggjorde Dansk Arbejdsgiverforening således en undersøgelse, hvis resultater er både ildevarslende og genkendelige. Elever af veluddannede forældre klarer sig stadig bedre end elever af ufaglærte forældre. Derudover trækker pigerne i stigende grad fra drengene. Folkeskolen, hvis formål er at løfte de svageste, løfter i disse år de stærkeste. Hvad er der sket? Her svarer mange, at skolen er blevet akademiseret. Elever spores i mindre grad mod såkaldte omsorgsfag, hvilket kan se på de katastrofalt få ansøgninger til sygeplejerskeuddannelserne i år. Og ligeledes i mindre grad mod at blive håndværkere, hvilket ses ved, at stadig færre tager en erhvervsuddannelse. Problemet er ikke nyt, men der synes at være tale om en naturlov, som også kan iagttages i andre lande end Danmark. For et par år siden udsendte den britiske forfatter David Goodhart bogen Head, Hand, Heart, hvis pointe var, at vi i Vesten overvurderer den boglige intelligens og forsømmer at hædre dem, der som sygeplejerskerne med livet som indsats hjalp til under coronakrisen, og de renovationsarbejdere, der står op før solen for at fjerne vores skrald. Han spørger, om vi virkelig mener, en kommunikationschef i et PR-firma gør mere gavn end en buschauffør eller en VVS-mand eller den hjemmeplejer, der tager sig af den demente. Årsagen til det forrykte statusforhold sporer Goodhart til de politikere, som også i stadig højere grad udklækkes på fine universiteter, og som har skabt et samfund i eget spejlbillede. Det har medført en uerkendt form for fordummelse, som er sivet ned gennem samfundets rækker; en ukærlig uformåen, når det gælder om at tage sig af de syge og gamle og et fremmedgjort forhold til egne hænder. De kan deres Foucault, men evner ikke at skifte pæren på en lampe.