AULA BUNKER, står der på vejskiltet på det flade, forsømte land bag lufthavnen i den syditalienske by Lamezia Terme. Sådan kaldes en supersikker retssal på italiensk. I dette tilfælde indrettet i et gammelt callcenter i et henvisnende industriområde langt fra alting, lige bortset fra det, denne retssal er indrettet til at gøre op med: den calabresiske mafia 'Ndranghetaen i provinsen Vibo Valentia, hvor mange af de tiltalte kommer fra. Med start i 2021 med ikke færre end 355 på anklagebænken og to tusind vidner er »Rinascita-Scott«-retssagen, som den officielt hedder, den største mafiaretssag i Italien i næsten 40 år.
»Rinascita« er det italienske ord for genfødsel, hvilket er den effekt, man håber, retssagen vil få ikke bare for lokalområdet, men for hele regionen Calabrien, som ikke kun er en af Italiens fattigste, men også en af de mest mafiainficerede regioner. »Scott« var efternavnet på en afdød agent i det amerikanske føderale anti-narkokorps DEA, som var en god ven af den lokale anklager, Nicola Gratteri.
At aula-bunkeren og den retssag, der udspiller sig i den, er Gratteris personlige »barn«, er ikke noget, Gratteri forsøger at nedtone, nærmest tværtimod. For Gratteri vendte udviklingen, samme dag som han tiltrådte stillingen som chefanklager ved retten i Calabriens hovedstad, Catanzaro. Han er både rytter, hest og trompeter i kavaleriet, som han i øvrigt selv har tilkaldt. Scenen er hans, showet er hans, og i interviews dvæler han som regel ved datoen 16. maj 2016, da udviklingen efter hans mening begyndte at vende, og ’Ndranghetaen, som mafiaen hedder på disse kanter, i hans fortælling begyndte at komme i defensiven. En mafia, der betragtes som en af de stærkeste i hele verden med en årlig omsætning, der anslås til 55 milliarder euro og tilstedeværelse på alle kontinenter, men med rødderne dybt plantet i Calabrien.
»Da jeg blev indsat den 16. maj 2016 i Catanzaro, fandt jeg en anklagemyndighed fuld af intelligente hoveder tilhørende unge, dygtige mennesker, som desværre manglede motivation, fordi de ikke havde haft en angrebsstrategi at arbejde efter,« fortæller han, da Weekendavisen møder ham i Catanzaro i justitspalæets bibliotek. Det var måske gået i en mindre vigtig anklagemyndighed, lader han forstå. Men ikke i Catanzaro, som dækker fire ud af Calabriens fem provinser, og hvor langt hovedparten af indbyggerne bor.
»Klokken 14 mødtes vi i dette rum, og jeg begyndte at bygge mine kollegers psyke op til det, der ventede os. For skulle det lykkes, var det nødvendigt ikke blot at genopbygge kontoret fysisk. Resultatet ser vi nu. Og her tænker jeg først og fremmest på, at vi som anklagemyndighed har genvundet troværdigheden i befolkningens øjne. Vi har givet calabreserne håbet tilbage. Et tydeligt tegn er listen med hundredvis af mennesker, som vil mødes med mig og fortælle om deres problemer. En gang om ugen har jeg sat tid af fra klokken to om eftermiddagen til klokken ni om aftenen, og her har hver person ti minutter til at fortælle, hvad de har været udsat for af afpresning, åger eller andet. Det var ikke muligt uden tillid. Og det er nok det vigtigste resultat af de første år med Gratteri som leder af anklagemyndigheden i Catanzaro,« fortæller Gratteri.
Total råddenskab
Det var også ved at betragte en masse mindre sager under ét, at Rinascita-Scott-sagen blev født. I det udzoomede perspektiv så det ud til, at særligt én ’Ndrangheta-klan styrede »åndedrag og hjerterytme i hele provinsen«, som Gratteri udtrykker det. Nemlig Mancusoerne fra den lille by Limbadi, hvis formodede medlemmer fylder godt op på anklagebænken i maxiretssagen i Lamezia Terme. På ordre fra Gratteri og hans kolleger blev over tre hundrede formodede mafiosi og deres samarbejdspartnere anholdt i ét hug i en gigantisk politioperation i december 2019, og siden er flere kommet til.
»Her er det hele. Advokater, politikere, funktionærer i Justitsministeriet, folk fra ordensmagten, sågar også oberster. Et snit hele vej ned gennem samfundets lag, som får dig til at forstå, hvad ’Ndrangheta er i dag. En organisation, som ud over at indsmugle tonsvis af kokain til Europa er blevet en integreret del af samfundet og gør brug af dets professioner,« siger Gratteri. Han giver som eksempel, at en mafiaboss, som »regerer« et område med en halv million indbyggere, ikke er i stand til at hvidvaske penge på en sofistikeret måde. Han kan som altid erhverve sig et hotel, et feriecenter eller en restaurant over det meste af Europa.
»Men de helt store pengesummer kan bossen ikke selv vaske. Det kan kun ske med hjælp fra professionelle i bank- og finansieringssektoren. De er hans nye samarbejdspartnere. Folk, der i stedet for at begå mord og smugle narko har forstand på at flytte millioner af euro over grænserne, til Schweiz, til Østrig, til Tyskland, og få det til at se lovligt ud.«
Jeg følger skiltene bag flyvepladsen. Til sidst havner jeg i en indkørsel, der er kontrolleret af en flok svært bevæbnede soldater. Hundrede meter længere nede ad parkeringspladsen holder et køretøj med et par carabinieri, politisoldater. De vil også se papirer. Endnu hundrede meter, og et nyt hold soldater tager over. Det samme gentager sig ved indgangen til retssalen, hvor bagagen også bliver gennemlyst. Inden jeg når ind i »bunkeren«, er jeg blevet kontrolleret fire gange.
Det første indtryk indenfor er overvældende og skuffende på samme tid. Et visuelt rundhyl af borde, stole, mikrofoner og skærme. Kun hvis man kniber øjnene sammen, kan man godt se, at det hele slutter nede ved en væg, hvor der med store bogstaver står det, der står i alle italienske retssale. Nemlig, at LA LEGGE È UGUALE PER TUTTI, at »loven er lige for alle«. Retsmødet er i fuld gang, kan man høre gennem højttaleranlægget og se på skærmene. Men hele det enorme rum er rungende tomt for tilhørere.
Lige nu aflægger en efterforsker vidneudsagn om en række telefon- og rumaflytninger, han har foretaget for at dokumentere klanens aktiviteter og netværk. Det handler ikke så meget om, hvad der bliver sagt, for det meste af kommunikationen foregår i kodesprog. Men mere om, hvem der taler med hvem. Grebet ud af luften giver det ingen mening.
En af de personer, der omtales, er en højtstående mafioso, der allerede sidste efterår blev idømt 20 års fængsel i en forenklet, kort proces uden appelmulighed, som en tiltalt frivilligt kan vælge for at opnå strafnedsættelse med en tredjedel i tilfælde af dom. Den vej havde 90 af de over 300 tiltalte valgt at følge. De 20 af dem blev pure frifundet, og de resterende 70 blev idømt fængselsstraffe på tilsammen 674 år.
En hjørnesten
I justitspalæets bibliotek i Catanzaro er Nicola Gratteri fuld af begejstring over den bygning, som han tydeligvis betragter som en del af sit livsværk.
»Har du set, hvor smuk en aula det er? Det er den største i verden! Ingen andre steder har de sådan en ting. Den er på 3.300 kvadratmeter, har 1.000 siddepladser, alle placeret 1,20 meter fra hinanden, så de lever op til covid-19-kravene. Alle stole er boltet fast i gulvet, så de ikke vælter, hvis der udbryder panik,« siger han stolt.
To en halv million euro har den kostet. Men så er der også tale om de fysiske rammer om den sag, som Gratteri betragter som »hjørnestenen i den mur, vi er ved at bygge«, som han udtrykker det. En mur, der skal holde ’Ndranghetaen ude.
Det er tredje gang, jeg møder Nicola Gratteri over en periode på 12 år. Hver gang har han været som en sodavand, der lige er blevet rystet. Åbenmundet, kategorisk, udiplomatisk og tydeligvis meget optaget af sin egen rolle som problemknuser. Undervejs har han været på nippet til at blive justitsminister, og han har været igennem en del modstand, både politisk og i pressen, hvilket i Italien ofte er én og samme ting. Der er noget uslebent over ham, som man ikke finder hos mange af hans dommerkolleger, hvis fædre og fædres fædre var jurister før dem. Gratteris forældre var calabresiske bønder i et af de mest mafiøse områder på støvlesnudens østkyst, og han betegner ligeud sit ophav som »halvanalfabeter«.
»Min mor gik kun i skole i tre år, min far i fem, men de var alligevel ikke i tvivl om, at alle deres fem børn skulle have en uddannelse. Af dem lærte vi god opførsel, gavmildhed og ærlighed. Og at være flittige i studierne. Det var mit store held, at jeg blev født i den familie. Var jeg i stedet kommet til verden i en anden familie i nærheden, så var jeg måske blevet en mafiaboss i stedet. Når jeg tog den på stop til skolen, som lå ni kilometer fra landsbyen, så jeg en gang imellem gennem bilruden lig ligge på vejen. Folk, der var blevet skudt i mafiaens opgør. Foran skolen oplevede jeg mafiabossernes sønner være voldelige, og jeg kunne allerede dengang mærke, at al den vold ikke var noget for mig, og at jeg måtte gøre noget for at stoppe den, når jeg blev stor. Dengang ville jeg bare være politibetjent, tror jeg. Jeg anede ikke, hvad en anklager var for noget,« fortæller han.
Med sin lave statur, sit pjuskede hår og sine plirrende øjne ligner han nærmest en karikatur af en calabresisk bjergbonde. Muligvis en kriminel en af slagsen, som man kan se på skjulte politioptagelser fra ’Ndranghetaens topmøder. Han fortæller ivrigt, at han er begyndt at dyrke bergamotoranger på sin fædrene jord hjemme i landsbyen Gerace, hvor han er blevet boende alle årene, og at det at bruge søndagen på at hakke i jorden og plante grøntsager er noget af det eneste, der kan få ham til at slappe af i et liv, der ellers er fyldt op af papirbunker, afhøringer, retsmøder, blå blink og livvagter.
»Man kan sige, at jorden er min psykiater. Jeg har været under beskyttelse siden 1989, da jeg begyndte at efterforske i ’Ndranghetaen. Nogle år senere blev der skudt mod hoveddøren i min daværende forlovedes hus, og hun blev ringet op midt om natten, og en stemme sagde, at hun lige så godt kunne lade være med at gifte sig med mig, fordi jeg alligevel var en død mand. Resten af livet indtil nu har været en slalom mellem trusler og attentatplaner i en stadig kamp for at holde mig i live. De planlagde at kidnappe en af mine sønner, en anden ville de myrde i et camoufleret færdselsuheld. Men indtil videre er det ikke lykkedes dem,« siger han.
»Det har selvfølgelig sin pris. Det meste af dagen er jeg på mit kontor. Jeg spiser aldrig ude, men sender livvagterne ud efter mad, lidt yoghurt eller en panino. Når jeg bevæger mig ud, har det altid med arbejde at gøre. Jeg bor ti kilometer fra havet, men kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget et havbad. Jeg kender ingen privat her i Catanzaro, jeg har aldrig sat mine ben i et privat hjem. Det kan kun lade sig gøre at leve sådan, hvis du har en meget stærk motivation. Hvis jeg tror, at det nytter noget at bo ti år under en sten, så gør jeg det. Men kun hvis det gavner en idé, et projekt. Hvis du ikke tror, at det nytter, så havde du ikke klaret det et eneste minut, men var straks stukket af, bukket under eller blevet skør. Jeg har også øjeblikke, hvor jeg er lige ved at gå ud for at få en is eller tage en tur på cyklen. Men så tænker jeg på mine livvagter, som skal sætte deres liv på spil for min skyld, og så lader jeg være. Og sådan har det været siden ’89.«
En godartet boss
Man kan mene, at Nicola Gratteri er gjort af det samme stof som de mænd, han har investeret hele sin tilværelse i at bekæmpe. Snuheden, stædigheden og selvopofrelsen er nogenlunde den samme. Også gamle bosser på flugt kravler i bogstavelig forstand under jorden, når det er nødvendigt. De bugter sig ind gennem falske pizzaovne og skakter for at leve som tugthusfanger, indtil faren er drevet over. Gratteri er ikke mafioso, men han ved, hvordan en mafioso tænker, taler og handler. Blot er han på lovens side, hvilket gør ham til en særlig farlig mand for ’Ndranghetaen.
»Medlemmer af ’Ndranghetaen, der bliver anholdt i udlandet, vil helst ikke hjem og afsone i Calabrien, fordi de er bange for at møde mig. I Holland kan de både ringe og få besøg af deres koner. Vi aflyttede én af dem, som ringede hjem og sagde: ’Har du set ham Gratteri? Han har øjne som en sindssyg, ham skal jeg ikke have noget at gøre med.’ Haha, det er sådan de tænker om mig.«
I virkeligheden er det ikke kun mafiaens mænd, der betragter Gratteri som en galning. Han deler også vandene blandt sine kolleger i dommerstanden, hvor nogle betragter ham som en helt og andre som en narcissistisk sherif uden for pædagogisk rækkevidde. Han er massivt til stede i medierne, hvor han taler regeringen midt imod, når det passer ham, og hvor han altid har insisteret på en kompromisløs linje, når det handler om mafia og den særlig hårde afsoning for mafiosi, som Italien er blevet kritiseret for. Særlig galt gik det for hans interne popularitet, da han i et tv-interview udtalte, at den calabresiske dommerstand har et problem med korruption.
»Vi kan tale om seks-syv procent. Det er alvorligt, forfærdeligt og svært at forestille sig. Ikke mindst fordi vi tjener godt i forvejen,« sagde Gratteri og nævnte herefter sin egen løn.
Sådanne udtalelser gør ham måske populær blandt menigmand, men bidrager stort set alle andre steder til hans ry som løsgående missil. Selv tager han kritikken med knusende ro.
»Jeg har ondt af dem, der ikke har evnerne, lysten eller tiden til at danne sig en egen mening, men i stedet som papegøjer og måske endda i god tro gentager det, de har hørt professionelle ærekrænkere sige om mig. Det er synd for dem, men ikke for mig. Jeg har samvittigheden i orden og ved, hvad jeg gør. Jeg kan ikke lade mig standse af folk, der som det første, når de slår øjnene op om morgenen, tænker på, hvordan de bedst kan sværte mig til.«
I retssalen bliver de fem minutters pause til 35, inden dommerne og vidnet vender tilbage nede ved endevæggen og fortsætter gennemgangen af aflytningerne. Der er kun én journalist til stede ud over mig selv, og han ser ud til at beskæftige sig med andet end at følge med. Gratteri har indimellem luftet sin skuffelse over, at de store italienske medier efter retssagens start ikke har vist den store interesse for, hvad der sker i Lamezia Terme.
»Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er blevet interviewet af medier fra Norge, Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, Spanien, Mexico, Australien, USA, Canada, Japan. Hele den udenlandske presse har villet vide noget om denne retssag. Men italienerne … Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi det er trættende at tale om mafia. Det er måske også derfor, politikerne aldrig taler om mafia,« siger Gratteri og ler.
Nogle dage senere efter mørkets frembrud bevæger jeg mig nordpå ad den trafikerede kystvej på østsiden af støvlesnuden, da et blåt skær pludselig viser sig i det fjerne. Jeg tænker først på et uheld, men klumpen af lys bevæger sig, kommer nærmere. Så stryger en kolonne af politibiler forbi i den modsatte retning, mod syd, med slukkede sirener. Det må være Nicola Gratteri, der er på vej hjem til sin kone, sine høns og sine bergamotoranger i landsbyen, som han aldrig rigtig har forladt.
