Kunstnerhjem. »Man kan ikke bo i et hus tegnet af en kvinde.« Men det gjorde maleren Sigurd Swane, nemlig på Malergården i Odsherred, som hustruen Agnete Swane tegnede trods sin fars formaning. Malergården er genåbnet i fin form og fuld af historier.
Paradis genopstået
Lad os begynde et sted, hvor man straks forstår, at familien Swane på Malergården i Odsherred ikke var som folk flest. Patriarken – og den kendteste – var maleren Sigurd Swane (1879-1973), men et særligt øje for farver og det maleriske har hele familiens to voksne og tre børn haft i varierende grader.
Søndag 6. maj 1945, to dage efter Danmarks befrielse, skriver den ældste datter, 19-årige Hanne: »Jeg blev sendt ud efter nogle kartofler og en skål rabarbergrød i den gule stue. Hundene gøede voldsomt, og jeg hørte en bil komme. I den hvide trappestue tænkte jeg, kommer de nu alligevel efter onkel Valdemar? Da jeg var nået ind i den grønne trappestue, så jeg en lille drapfarvet (brungrå) bil holde skævt ude i gården…«.
Del:



