DRØMMEN om en regering hen over midten lyder altid sympatisk. Aktuelt forekommer den også logisk. I disse år flyder kriserne sammen, i hvad der føles som uendelig undtagelsestilstand: klimaet, sundheden, inflationen, manglen på arbejdskraft, krigen, Kina. Det hele akut, og der skal træffes hurtige, holdbare beslutninger. Som Mette Frederiksen udtrykte det grundlovsdag: »Jeg deler gerne ansvaret. Hvis flere er villige til at påtage sig det. Også i de allersværeste situationer.« Det virker indlysende. Undgå at spilde tiden, hæv jer over politisk fnidder, og kom i gang.

OM det var den slags tanker, statsministeren gjorde sig, før hun erklærede sig åben for en regering med borgerlig deltagelse, er ikke til at vide. »I en tid, hvor der er nogle, der gerne vil splitte,« sagde hun grundlovsdag, er »vi nysgerrige på, om der kan bygges bro hen over de grøfter, der traditionelt er i dansk politik«. Da Lars Løkke Rasmussen midt under valgkampen for tre år siden befriede sig selv fra de tunge blå lænker og dernæst fra både Statsministeriet og sit eget parti, sagde han det samme: Tiden kræver et opgør med yderfløjene.