Hønsestrikket drømmekage

Det gør jo ikke mere ondt på mig, men jeg er i hvert fald voldsomt og mindst dobbelt forbandet over, hvor skuffet jeg er over Merete Pryds Helles nye roman, Det vågne hjerte, den længe ventede efterfølger til de to både kritisk og kommercielt succesfulde romaner Folkets skønhed og Vi kunne alt, 2016 og 2018.

Jeg er for det første forbandet over, at jeg var så glad for de to forrige bind, at jeg forventede og glædede mig til at føle mig fuldt fornøjet atter. Og jeg er for det andet forbandet over som midaldrende mandlig kritiker at forholde mig surmulende kritisk til en jævnaldrende kvindelig forfatters roman om en kvinde, Lis, der har sin gang og omgangskreds i et feministisk/lesbisk miljø i København i 1984, lige netop som en stor gruppe forfattere, herunder Pryds Helle, har underskrevet et opråb om, at det er for dårligt, at en videnskabelig undersøgelse viser, at kvindelige forfattere bliver anmeldt mindre og dårligere end mandlige forfattere (bortset fra at det bliver de, hvis tallene nærlæses, ikke rigtig). Over et link til undersøgelsen skrev Pryds Helle på Facebook: »Hård læsning når man har en bog på vej!« Øv for timing, siger jeg bare, det havde været så rart og smart at være hovedløst begejstret i stedet.