Partisankrig. Da russerne indtog landsbyen Andrivka, flygtede mændene ud i skovene, hvorfra de angreb besætterne. De russiske soldater svarede igen ved at udplyndre, voldtage og myrde partisanernes tilbageblevne mødre, koner og døtre.

De hev dem op af kælderen ved deres hår

ANDRIVKA – De militære planlæggere havde næppe tiltænkt Andrivka nogen fremtrædende rolle i invasionen af Ukraine. Flækken med 450 sjæle fordelt på beskedne bondehuse og datjaer omkranset af lave stakitter og et åbent landskab gennemskåret af en snorlige landevej synes ikke at gøre sig fortjent til store militærstrategiske overvejelser. Højst et kort pitstop på vejen til at omringe og indtage den ukrainske hovedstad ved at afskære vestmotorvejen.

En af den slags ydmyge steder, historien kører over eller igennem på vej mod større mål.

Og sådan så det også ud, da den første russiske kolonne rullede igennem landsbyen 25. februar dagen efter den russiske invasion.

»Kampvogne, haubitser, pansrede mandskabsvogne, granatkastere. I alt talte vi 360 styk. Vi kunne høre dem, længe inden de kom,« fortæller Vitalij Tjerkasov, en næsten to meter høj beboer i landsbyen og indehaver af en bilmekanikerforretning.

Til sammenligning havde Tjerkasov og de godt 75 mænd, som havde besluttet sig at tage kampen op mod de indtrængende, to dusin jagtgeværer til deling. Regeringen i Kyiv kunne ikke afse våben til landsbyens forsvar. Som var den ikke umagen værd. Det synes også at have været russernes første konklusion. De første kolonner kørte lige igennem. Først den 28. februar blev landsbyen besat.

Underlegne i både våben og mandtal valgte forsvarerne at gøre, som generationer har gjort i deres sted. At flygte ud i skovene for at føre guerillakrig. Bag sig efterlod de kvinder, børn og gamle.

»Om dagen kontrollerede de landsbyen i deres pansrede køretøjer,« fortæller Tjerkasov. »Men om natten frygtede de os partisaner.« En frygt, der snart blev forvandlet til et terrorregime vendt mod partisanernes tilbageblevne familier.

Men først strammede de nyankomne sig an for at gøre et godt indtryk.

Officererne gik fra hus til hus og præsenterede sig. »I behøver ikke frygte noget,« lød budskabet, husker Leonid Udod, en 75-årig pensioneret økonom, der blev tilbage i landsbyen.

Det første møde med besætterne var da heller ikke frygtindgydende.

»Det var tynde drenge. Man skulle næsten tro, de havde mælketænder. De sagde, at de var mekanikere. Men jeg så på dem og på deres hænder. De ville ikke kunne finde motoren på en jeep,« siger Leonid og griner. »Jeg talte med mange af dem, og de sagde alle det samme: 'Vi ved ingenting. Vi fik at vide, at vi skulle til Belarus. Men vi blev sendt hertil i stedet.'«

En russisk officer skød to af sine egne soldater. En mand, jeg kender godt, overværede det.

Leonid Udod, 75-årig pensioneret økonom i landsbyen Andrivka

Men de åbenhjertige samtaler forstummede hurtigt. For i ly af mørket slog partisanerne til.

»Vi havde folk i landsbyen, som vidste, hvordan de bevægede sig. Hvor kompagniet holdt til,« forklarer Tjerkasov. Oplysningerne videregav de til de ukrainske styrker, der bombede de russiske enheder.

»Da angrebene begyndte, så de fjender i os alle. De var så bange, at de pegede på os med geværer, når de kom for at kræve mad,« forklarer Leonid Udod. »De tog alt.« Vin og vodka. Svin og høns. Tømte hele forrådskamre. Alt, hvad der kunne spises, blev kørt bort.

De russiske officerer mærkede hurtigt, at de var blevet forvandlet fra jægere til bytte i Andrivka. Deres stillinger blev ramt igen og igen med forbløffende præcision.

De sendte deres soldater på klapjagt på mobiltelefoner og deres ejermænd.

Snart fandt de frem til familien Tjerkasovs hus. »Min kone og andre kvinder havde skjult sig i kælderen. De kastede en håndgranat over stakittet, inden de gik ind. Det var begyndelsen på helvede for min familie,« fortæller Tjerkasov. Hans spidse næse, der holdes på plads af hornbriller, giver ved første blik indtryk af en akademiker. Men de kæmpestore hænder, der snarere end at bladre i regnskaber ligner nogle, der løfter træstrammer, fortæller historien om en manager, som krigen gjorde til militsleder. »Min svoger nåede at ringe til mig. 'De leder efter dig,' sagde han. Jeg kunne høre min kone skrige og soldaterne råbe ad hende.« Så blev linjen afbrudt.

»Det var utrolig hårdt at være i skoven og ikke vide, om min familie var i live eller ej.«

De russiske soldaters kampmoral og disciplin faldt, i takt med at dagene gik, og tabstallene steg.

»De begyndte at skyde på folk, der blot var ude for at finde mad eller vand. Du kunne ikke længere stikke hovedet ud ad vinduet,« fortæller Leonid Udod.

Hævnens time

Valentina Sergejevna, en 68-årig pensionist, søgte som de øvrige indbyggere tilflugt under jorden. Uden strøm og varme rystede de af kulde og angst i kældrene. »Jeg ved slet ikke, hvordan vi overlevede,« siger Valentina, der, selvom hun er en storbykvinde fra Kyiv, har en bondekones farverige tørklæde bundet om det brune hår og de runde kinder.

I nabohuset havde ni mennesker søgt tilflugt. »En dreng løb ud og holdt hånden frem for sig. 'Skyd ikke, skyd ikke. Her er kun kvinder og børn,' råbte han. Men soldaterne skød ham gennem hånden,« fortæller hun, da vi møder hende foran hendes datja langs hovedvejen. Bortset fra et væltet stakit er den sluppet for skader. Men man skal kun to grunde ned ad gaden for at se, at fronten løb her. Et stort hus er reduceret til sortsvedne murbrokker.

En ældre nabo forlod sin kælder for at forsøge at slukke branden på sit hus efter et granatnedslag, husker Valentina. »Slå ham ihjel. Slå ham ihjel,« lød ordren til de russiske soldater, der prompte adlød. »Han døde på stedet.«

Efterhånden som krigslykken vendte, og de ukrainske styrker nærmede sig landsbyen, blev russerne stadig mere desperate.

De samlede en gruppe kvinder og børn på den lokale skole og erklærede: »Det er jeres mænd, der er ude i skoven og skyder raketter mod os. Nu kan I være her og opleve, hvordan det er at være skydeskive.«

Snart var det ikke længere kun mobiltelefoner og modstandsfolk, de russiske soldater var på jagt efter, når de foretog husransagninger.

»Efter et angreb tog de tilfældige folk og skød dem. De ville hævne sig,« fortæller Tjerkasov. »Vi fik hele tiden nyheder om, at nu havde de slået den og den ihjel.«

I krigens tredje uge lå der så mange lig i landsbyens gader, at russerne fandt en gravko og udkommanderede lokale til at grave en massegrav. »Fem gange fem meter. Bag skolen,« siger Tjerkasov. De lokale fik besked på at kaste de døde i den. Så dækkede russerne graven til og jævnede jorden med en kampvogn.

Partisanerne stod over for det klassiske dilemma. Opgive kampen i håb om at redde de civile fra repressalier. Eller fortsætte kampen. De valgte det sidste.

Det fik de russiske soldater til at tabe besindelsen endnu mere.

»Drikkeriet gik helt over gevind. De drak alt, hvad de kunne finde. De spillede høj musik. Og gik rundt og skød omkring sig i landsbyen for sjov,« fortæller Leonid. »Så begyndte voldtægterne.«

»De startede efter et særligt stort angreb,« husker Tjerkasov.

»En dag kom en soldat og råbte. 'Jeg vil have kvinder. Jeg vil have kvinder og vin.' Jeg tror, han var fuld allerede,« fortæller Valentina. »Vi gemte de unge piger i kældrene. Vi lod dem ikke så meget som stikke hovedet ud. Vi vidste, hvilken risiko de ville løbe.«

Manglen på unge piger fik dog ikke soldaterne til at holde sig tilbage.

En dag forgreb en soldat sig på den 68-årige enke. »'Lad os gå ned i kælderen. Lad os hygge os lidt,' sagde han og rev mig i armen,« fortæller Valentina. »Først kunne jeg ikke tro mine egne ører. Men han insisterede. Så gav jeg mig til at skrige. Jeg skreg og skreg. Der var en anden kvinde, som også gav sig til at råbe på hjælp.« Den kom fra uventet kant. En russisk soldat, der bevidnede optrinet sprang ned fra sin kampvogn og tog affære med sit automatgevær. Med en kalasjnikov i maven blev den vordende voldtægtsmand gennet væk.

»Jeg kan takke den soldat for, at jeg er i live i dag,« siger fru Sergejevna om sin ukendte redningsmand.

Men ikke alle var så heldige.

»Der var en mor og en datter. Hun var 16 eller 17. Der var fem soldater. De voldtog pigen. Nogle også moderen. Da faderen forsøgte at redde datteren, dræbte de ham. Men moderen og datteren overlevede,« fortæller Valentina.

»Før de kørte væk, truede de med at komme tilbage og dræbe dem, hvis de fortalte et ord til nogen. Men der var naboer, som så det. De så, hvordan de smed dem i vejkanten.« Hun stopper op i sin fortælling og ser med de blå øjne ud over landskabet, som ville hun danne sig et overblik over livsens ondskab. Så tager hun en dyb indånding og fortsætter.

»Der var andre voldtægter her i Andrivka. Jeg kender til en kvinde. De voldtog hende. Og det var ikke kun én mand. I hendes eget hus.«

Leonid Udod kender også til flere tilfælde.

»Her på vores gade var der en 16-årig pige, der blev voldtaget. Hendes søster også.

De hev dem op af kælderen ved deres hår. Men de overlevede. Det er stærke piger,« siger Leonid Udod.

»Vitalij Tjerkasovs datter er 18 år og meget smuk. Det var med nød og næppe at hun ikke også blev voldtaget.«

Ikke sanktioneret ovenfra

Ifølge menneskeretsorganisationer er voldtægterne i Andrivka ikke enestående. »De fleste sager, vi har dokumenteret, er fra landsbyerne omkring Kyiv,« fortæller Katarina Borozdina fra La Strada Ukraine, en menneskeretsorganisation. »Det var hovedsageligt unge kvinder eller piger, der blev voldtaget, da russerne stormede de kældre de havde søgt tilflugt i.«

Rapporterne har fået eksperter til at tale om brugen af voldtægt som et krigsvåben.

»Seksuel vold er et af våbnene i enhver krig,« siger Katarina Borozdina, men understreger, at ansvaret for en voldtægtsforbrydelse ligger hos den, som begår den. »Uanset om der foreligger en ordre eller ej.«

Men hvis der er udgået ordre fra Kreml om at bruge voldtægt som våben, er den ikke fulgt slavisk i Andrivka.

For ifølge Leonid var fru Sergejevnas ukendte redningsmand ikke den eneste russer, som modsatte sig voldtægtsmændenes hærgen. En russisk officer stillede ligefrem to af sine menige for en standret og henrettede dem, som straf for at de havde voldtaget og dræbt to af landsbyens piger.

»Ja. En russisk officer skød to af sine egne soldater,« siger Leonid. »En mand, jeg kender godt, overværede det.«