Fælles forsvarspolitik. Efter sin komfortable valgsejr vil den franske præsident forsøge at virkeliggøre planerne om et »strategisk autonomt« Europa. Men en EU-hær kommer ikke på tale i overskuelig fremtid.
En militær orm
Emmanuel Macron er – efter Angela Merkels afgang og med en komfortabel valgsejr i ryggen – ubestrideligt Europas mest magtfulde politiker. Han er også den mest visionære, hvad enten man kan lide hans visioner eller ej. Allerede i en tale i 2017 slog han til lyd for et EU, der kunne stå på egne ben, militært og sikkerhedspolitisk, naturligvis påvirket af Donald Trumps valgsejr året før. Sidste år uddybede han sin vision i endnu en tale om Europas »strategiske autonomi« – et EU, der skulle udvikle sig hen imod at være en geopolitisk stormagt på linje med USA og Kina.
Og selvom Macron får travlt med at klinke skårene i sit dybt polariserede fædreland, er der næppe tvivl om, at han vil bruge sine næste fem år ved magten til også at skubbe EU frem mod en stadig dybere integration – politisk, økonomisk, energi- og klimapolitisk og sikkerhedspolitisk. I den proces har han tætte og magtfulde allierede: den italienske premierminister, Mario Draghi, den spanske ditto, Pedro Sánchez – for ikke at tale om EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Del:
