Det kan være svært at få øje på de gode nyheder for Ukraine, når byer som Mariupol pulveriseres af russiske missiler, og byens interimistiske massegrave fyldes med civile ofre. Men trods de store ødelæggelser og grufulde tab af menneskeliv er det ikke desto mindre ukrainerne, der efter et månedlangt russisk invasionsforsøg er kommet ud på toppen. Ukraine har vundet krigens første fase. Sådan lyder konklusionen fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War i en rapport, der udkom mandag.
Sagen kort: Putins oprindelige mål for krigen forekommer i dag håbløst ude af trit med virkeligheden. Intet peger på, at russerne vil få held med at foretage et regimeskift i Kyiv og reducere landet til en lydstat i nogen overkommelig fremtid. Forventningerne om en hurtig krig, der ville få den ukrainske regering og hær til at kollapse på få dage, viste sig at være ren fantasi, fremtryllet i et virkelighedsfjernt ekkokammer i Kreml. I dag er den militære situation for russerne et sandt mareridt, hvilket i høj grad er et resultat af disse forvrængede feberfantasiers møde med en velforberedt og professionel ukrainsk hær, der endnu ikke viser alvorlige krisetegn.
De massive ødelæggelser i Mariupol er således snarere et tegn på den russiske hærs fiasko end på deres fremmarch. At de endnu ikke har været i stand til at tage kontrol med byen, der ligger et stenkast fra Krim-halvøen, som russerne har kontrolleret siden 2014, vidner om en dybt dysfunktionel hær, der ikke er trænet til bykamp.
De russiske tabstal er astronomiske for en moderne hær. I søndags lagde den Kreml-tro avis Pravda en artikel ud på sin hjemmeside, der oplyste, at de ifølge landets forsvarsministerium lød på 9.861 dræbte soldater og 16.153 sårede. Artiklen blev fjernet igen kort efter. Det er uklart, om der var tale om et læk eller et hackingangreb, men tallene passer nogenlunde med Pentagons estimater. I denne uge lød det fra NATO, at mellem 7-15.000 russiske soldater var dræbte og to til tre gange så mange sårede, deserterede eller taget til fange. Den russiske hær har altså mistet i omegnen af 1000 soldater om dagen siden krigens begyndelse plus en general om ugen. Selv hvis tallene er halvt så store, er de aldeles uholdbare for russerne på både kort og lang sigt.
Den overoptimistiske indledning på krigen gør, at russerne er spredt over tre fronter i nord, øst og syd. De mangler således et sted at lægge deres tyngde. Det er uklart, hvad det militære mål er for tropperne. Amerikanerne har ikke kunnet identificere en øverstkommanderende russisk general, der styrer invasionen. Måske er der ingen. Det ville forklare, hvorfor fronterne tilsyneladende kæmper ukoordineret af hinanden. De store tab og deres kronisk dårlige logistik har gjort store dele af hæren ukampdygtig, hvorfor vi ikke har set nogen nævneværdig bevægelse fra russisk side siden krigens første uge.
Forrige uges bekymringer om, at de ville angribe kystbyen Odesa, forekommer i dag fjerne. For at nå frem til byen, der ligger ud til Sortehavet, skulle russerne først indtage Mykolajiv – en by på størrelse med Mariupol. Deres forsøg tidligt i krigen var uden succes. Og den sidste uge har russerne ikke engang forsøgt, men i stedet overladt initiativet til de ukrainske styrker, der har foretaget en række effektive modangreb i området og presset dem tilbage.
Flere analytikere har peget på, at det ville give god militær mening for de russiske tropper i syd i stedet at bevæge sig mod nord og forene sig med tropperne omkring Kharkiv. Således kunne de afskære de ukrainske styrker i øst. Men også denne plan forekommer i dag urealistisk. Umiddelbart har russerne hverken mandskabet, moralen, ekspertisen eller forsyningerne til en så ambitiøs og langsigtet operation. Og med deres enorme tab af soldater og udstyr er tiden ikke ligefrem på deres side. Hvad vil de så gøre?
Indtagelsen af Mariupol
Ifølge seniorforsker Michael Kofman fra Center for Naval Analyses (CNA) i Virginia er det mest realistiske scenarium for russerne at fokusere på indtagelsen af Mariupol, der vil kunne forene den sydlige front med den østlige omkring Donetsk, der har været under russisk proxy-kontrol siden 2014. Har russerne først forenet disse, vil de have en landforbindelse mellem Rusland og Krim. Herefter vil de kunne forsøge at holde fast i deres territorium, bygge forsvarsværker og indlede en udmattelseskrig, der i sidste ende vil kunne bruges til at få den ukrainske regering til at opgive Donbas-regionen til russerne. Så vil Putin kunne hævde (stik imod al fakta), at det skam hele tiden var hans plan og forsøge at vende det til en storslået sejr over for sit russiske publikum.
Om Putin vælger den strategi, er dog stadig et åbent spørgsmål, der også afhænger af, hvilken information han har til rådighed. Hvis han fortsat fodres med lige så elendige efterretninger som før krigen, kan det være, at han endnu ikke har forstået situationens alvor og fortsat presser på for urealistiske militære mål. Der er både tegn på, at russerne er ved at etablere forsvarsværker, og at de fortsat har Kyiv som mål (hvilket militært set hører til i drømmeland).
Det peger altså endnu i flere retninger. Ifølge de amerikanske og britiske forsvarsministerier kan russerne snart løbe tør for vitale forsyninger. I så fald er de nødt til enten at forskanse sig eller trække sig tilbage. Spørgsmålet er igen, om russerne har mandskabet til en langstrakt krig, som de ikke har forberedt sig på hverken logistisk eller mentalt.
Hvis krigen ender i dødvande, er det dog ikke ensbetydende med, at vi vil se faldende tabstal. Tværtimod har dødvande kendetegnet nogle af de blodigste militære konflikter i moderne historie. Første Verdenskrig havde fronter, der i årevis kun rykkede sig minimalt. Den kostede 20 millioner mennesker livet. Krigen mellem Iran og Irak i 1980erne var præget af dødvande og udmattelseskrig. Den menes at have dræbt i hvert fald en million.
Kan Ukraine vinde?
Hvad angår Ukraines chancer for at vinde krigens kommende faser, er de militære analytikere ikke enige. På den ene side hævder analytikere som professor Eliot A. Cohen fra Johns Hopkins University, at Ukraine er ved at vinde krigen, og at det er på tide, at vi i Vesten indser det. Han bakkes op af Phillips O'Brien, der er professor i strategiske studier ved St. Andrews. Ifølge disse er Ukraine velsignet af en dygtig hær, der har udført et effektivt forsvarsværn mod russerne ved at angribe deres forsyningslinjer og hindret dem i at etablere luftherredømme.
Vi mangler dog endnu at se Ukraine etablere større modoffensiver og eksempelvis genindtage Kherson, den eneste by af betydning, russerne har fået kontrol over. Men kan de også det, har de en reel chance for at vinde krigen og drive russerne tilbage, lyder vurderingen. Det virker også til, at amerikanerne i stigende grad tror, at dette kan være tilfældet. I nord har de haft held med at presse russerne tilbage fra Kyiv. En enkelt stor sejr for ukrainerne ved fronten kunne blive et vendepunkt.
Omvendt er der de mere påpasselige analytikere som Michael Kofman, der understreger, at vi reelt ved meget lidt om tilstanden af de ukrainske styrker. Vores oplysninger om krigens gang er i høj grad formidlet gennem et proukrainsk filter. I den seneste krig mellem Armenien og Aserbajdsjan om regionen Nagorno-Karabakh i 2020 mente de fleste vestlige analytikere, at Armenien var ved at vinde krigen, indtil det pludselig viste sig, at situationen på slagmarken var en anden, og at Aserbajdsjan til deres overraskelse stod tilbage som sejrherre.
Der er dog endnu ingen tegn på, at præsident Volodymyr Zelenskyj er bekymret for sin hærs tilstand. Den ukrainske regering har ikke givet efter for russiske krav. Hans tilbud til Putin om at opgive ambitionen om et NATO-medlemskab var allerede på bordet inden invasionen og kan således svært ses som en indrømmelse fremtvunget af krigens gang. Tværtimod er hans seneste krav om, at en eventuel fredsaftale skal indgås personligt mellem ham og Putin, et ukrainsk styrketegn.
Der er dog stadig to jokere, der potentielt kan ændre krigens forløb. Den ene er Ruslands villighed til at bruge masseødelæggelsesvåben. Hvis Putin vælger at foretage et kemisk angreb og eksempelvis smide giftgas ud over en ukrainsk by, vil det være en gamechanger, der kan presse både ukrainerne og deres allierede i Vesten til at ændre kurs.
Den anden er Belarus, som Putin forsøger at få engageret i krigen. Her virker landets diktator Lukasjenko meget tøvende, da hans tropper næppe har noget ønske om at kæmpe på russisk side. Landets jernbaner er allerede blevet saboteret af proukrainske jernbanearbejdere for at ødelægge den russiske krigslogistik. Belarusisk krigsdeltagelse kan potentielt destabilisere Belarus og vil ikke nødvendigvis vende krigen til russisk fordel, måske vil det tværtimod gavne Ukraine.
Find hele Weekendavisens dækning af konflikten i Ukraine her.
