Chicago-San Francisco. Et opsigtsvækkende og hidtil ukendt brev, som Weekendavisen har fundet, løser én gang for alle mysteriet om Herman Bangs død og gengiver en øjenvidneberetning om forfatterens sidste dage og timer.

Herman Bangs sidste rejse

Herman Bangs sidste rejse Af Poul Pilgaard Johnsen

[Publiceret første gang 28. august 2009]

Hvordan døde Herman Bang?

I snart 100 år har den store danske forfatters død i 1912 i et tog på vej fra Chicago til San Francisco været et omdiskuteret mysterium. Hurtigt og vedholdende bredte rygterne sig: at den kun 54-årige Bang var blevet udsat for et rovmord, måske begået af togets personale. Andre og mere besindige skribenter og historikere holdt sig derimod til en redegørelse fra det amerikanske jernbaneselskab baseret på togpersonalets eget udsagn: at Bang var kommet helt naturligt af dage.

Under alle omstændigheder gav den internationalt berømte forfatters spektakulære død - alene, på oplæsningsrejse, i et tog i et fremmed land, hvis sprog han ikke talte - efterfølgende stof til flere, halvt faktuelle, halvt fiktive udgivelser, helt frem til i dag. Tidligere i år udkom i Tyskland Eines Dichters letzte Reise med tekster af bl.a. forfatterne Friedrich Sieburg og Joachim Kersten, og i næste måned udgiver Syddansk Universitetsforlag Rejse til nattens ende, som er en oversat novelle fra 1940 skrevet af Klaus Mann - søn af Thomas Mann - ligesom den danske forfatter Dorrit Willumsen i romanen Bang har fabuleret over Herman Bangs sidste dage.

Men hvordan døde han i virkeligheden?

Svaret gemmer sig i København: Et brev, som Weekendavisen i denne uge har fundet i arkiverne på Det Kongelige Bibliotek, kaster nyt og afgørende lys over mysteriet om Herman Bangs død og leverer samtidig en detaljeret beretning om forfatterens sidste dage og timer i toget fortalt af en mand, som ledsagede ham på rejsen.

Herman Bang-eksperten, tidl. studielektor Sten Rasmussen, der er ankermanden bag det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgivelse af Herman Bangs samlede værker, betegner det hidtil ukendte brev som »et opsigtsvækkende dokument«. Han siger:

»Nu får vi endelig slået fast med syvtommer søm, hvordan Bang døde, og aflivet myterne, og det hele er selvfølgelig yderst interessant navnlig på grund af de dybt tragiske omstændigheder, hvorunder hans rejse og død fandt sted: På et tidspunkt, hvor han i realiteten er udbrændt som forfatter, vælger han at drage på en desperat jordomrejse for at få nyt stof at skrive om. Det er på et tidspunkt, hvor han på sin vis er hærget af Johannes V. Jensens spøgelse i den forstand, at Jensen var blevet den store rejsende. Nu ville Bang vise, at han også kunne.«

Men Herman Bangs spinkle krop og fysik kunne ikke.

Brevet på Det kongelige Bibliotek er skrevet på maskine, på tykt, flødefarvet papir og med rødt farvebånd, og efterfølgende har brevskriveren - danskeren Frits Holm - pertentligt rettet slåfejl og streget forkert anbragte kommaer ud med fyldepen. »Det er dateret New York den 18. februar 1912«:

Kære Dir. Peter Nansen: -

Efter i Gaar at have talt med en Mand, der var sammen med Herman Bang paa Pacifik Banen, sender jeg Dem nogle Oplysninger, der muligen vil interessere. Jeg har ikke kunnet gøre dette før, da vedkommende Herre først for et par Dage siden er vendt tilbage fra San Francisco.

Herman Bang rejste herfra New York Torsdag den 25de Januar Kl. 5 om Eftermiddagen med Chicago Expressen, og vi var nogle faa norske og danske paa Stationen for at sige farvel. Dr. Einar Hansen, en herboende dansk Læge, der havde tilset Bang under hans korte Ophold her, og jeg fulgte vor Landsmand ind i selve Toget, hvor jeg overgav ham hans Billet, hans Bagage'checks' og en Rulle Banknoter - omtrent 160 Dollars -, som jeg hele Dagen havde baaret paa min Person. En amerikansk Dame, der ogsaa var kommen ned ved selve Toget - Perronen er ovenover - for at sige Farvel, vekslede nogle Ord med Bang og sagde, ligesom Dr. Hansen, et hjerteligt Farvel. Saa skubbede Herman Bang lempeligt og sagde:

'Ja - gaa nu, Frits, ellers bliver jeg virkelig alt for bedrøvet!' - -

Saa gik vi; men Doktor Hansen sagde lidt senere ovenpaa, at han ansaa det for en Risiko at lade Hr. Bang rejse over Kontinentet alene. (...)

Medens Herman Bang vel talte tysk og fransk, talte han ikke et Ord engelsk; og det var følgelig ganske uforsvarligt at lade ham rejse - stærk var han ikke - 5 Dage i Jernbane alene. Paa mit Forslag blev det saa arrangeret, at han skulde rejse sammen med Hamburg Amerika Liniens Maskininspekteur, Herr G. Kötter, der netop skulde til San Francisco for at inspicere CLEVELANDS Maskiner. (...) om end han ikke var direkte syg, saa var det bedre end ingenting, at Maskininspekteuren skulde tage sig af ham og være hans Tolk.

Samtidig med Hr Bang's Afrejse telegraferede jeg til Konsul Bech i Chicago om at tage sig af vor Landsmand, naar han skulde fra Station til Station i Chicago; og jeg hører, at flere danske gav Herman Bang en smuk Middag i Chicago Universitetsklub.

Brevskriveren, Frits Holm, var en af tidens bemærkelsesværdige skikkelser. Han var født i Charlottenlund og vandt sig verdensberømmelse, da han i 1907 som 26-årig foretog en ekspedition til Kina og derfra under store anstrengelser hjembragte en tonstung kopi af Nestorianerstenen, der er det første vidnesbyrd om kristendommens ankomst til Asien. Han udgav en bog om ekspeditionen, arbejdede som journalist for flere danske og amerikanske aviser og giftede sig senere med den rige og smukke datter af præsidenten for The American Bank Note Company.

Et af Holms mest fremtrædende træk var en udtalt knaphulskløe, og da han døde i 1930 var han dekoreret med en sværm af ordener og titler. En del af disse var utvivlsomt og dokumenterbart ægte, bl.a den meget fine Konstantinske Sankt Georgs-orden, der uddeltes af Greven af Caserta, en efterkommer af De To Siciliers sidste konge, som blev afsat i 1859. Titlen som Hertug af Kolachine var derimod sandsynligvis et falsum. Enten fordi nogen havde taget Frits Holm ved næsen og solgt ham en adelstitel, som Holm måske troede var ægte i den forstand, at diplomet rent faktisk var udstedt af den afsatte konge af Montenegro, eller også medvirkede han direkte selv til forfalskningen.

Intet tyder dog på, at Frits Holms opsigtsvækkende beretning i brevet til Peter Nansen skulle være udslag af en livlig fantasi. Tværtimod indikerer en række forhold, at den er sand:

I et indlæg i Politiken den 18. februar 1912 om Bangs død skriver den danske kandidat Mads Henningsen, der boede i Chicago, således bekræftende, at »en Ven af Herman Bang i New York havde telegraferet til Konsul Bech om at tage sig af ham ved hans Ankomst til Chicago.« Henningsen fulgtes med konsulen til stationen for at hilse på Bang og tilføjer:

»Der var en ung Amerikaner i Waggonen, som kunde tale lidt Tysk. Han skulde helt ud til San Francisco og lovede at tage sig af Bang. Det beroligede os en Smule, for vi var ikke saa lidt ængstelige ved at lade ham rejse alene i den Forfatning, hvori han var.«

Ærkeamerikanske motiver var allerede i 1903 blevet introduceret til dansk litteratur med Johannes V. Jensens prosadigt Paa Memphis Station. Og Johannes V. Jensens succes lå tungt over Herman Bangs skrivelyst. Foto: Det Kongelige Danske Geografiske Selskab
Ærkeamerikanske motiver var allerede i 1903 blevet introduceret til dansk litteratur med Johannes V. Jensens prosadigt Paa Memphis Station. Og Johannes V. Jensens succes lå tungt over Herman Bangs skrivelyst. Foto: Det Kongelige Danske Geografiske Selskab

At Frits Holm virkelig var en god ven eller bekendt af forfatteren vidner et lille håndskrevet brev om, som i dag befinder sig i Herman Bangs arkiv på Det Kongelige Bibliotek. I brevet, der er fra 30. juli 1911, skriver Frits Holm: »Kære Hr. Bang. Da det i Dag er et Aar, siden jeg hørte Dem læse op paa Sommerlyst, sender jeg Dem mange Hilsener samt Tak for Gæstfrihed i fjor. Deres uforandrede Frits Holm.«

Også identiteten af Holms hjemmelsmand i beretningen, »Maskininspekteur G. Kötter« kan bekræftes. I flere artikler, som Weekendavisen har fundet i The New York Times' arkiv, omtales George Kötter - indimellem stavet Koetter eller Kotter - flere gange i en helt anden sammenhæng, nemlig da han senere, under Første Verdenskrig, sammen med to kolleger bliver idømt to års fængsel for at have hjulpet tyske soldater med forsyninger i amerikanske havne på et tidspunkt, hvor de to lande er i krig med hinanden. George Kötter omtales i artiklerne konsekvent som »tidligere ledende ingeniør på Hamburg Amerika Linien«.

Og endelig er alle rent faktuelle oplysninger i Frits Holms brev til Peter Nansen i februar 1912, om Bangs ophold i New York og Chicago, afrejsetidspunkter mv, helt i overensstemmelse med de fakta, som i månederne efter dødsfaldet blev fremlagt i aviser og i en indberetning til Udenrigsministeriet fra den danske konsul i Chicago.

I brevet skriver Frits Holm, at Herman Bang efter planen skulle have rejst sammen med et selskab på seks-syv turister, der også skulle med Cleveland over Stillehavet fra San Francisco, men at Bang af uforklarlige årsager ikke var blevet informeret om afgangstidspunktet, hvorfor han først rejste to dage senere end de andre - og nu ganske alene.

Resten af Frits Holms brev lyder i direkte afskrift (dog er »oe« og »ae« erstattet med »ø« og »æ«, red.) således:

Klokken halv ni om Aftenen Fredag d. 26de Januar afrejste Herman Bang fra Chicago i en Pullman Vogn, der skulde have bragt ham direkte til Pacifikkysten, til 'Fricso'.

Jeg lader nu Maskininspekteur Kötter tage Ordet og genfortæller, hvad han sagde til mig i Gaar:

'--- jeg traf ikke Hr. Bang i Toget fra New York til Chicago, hvilket jeg var meget ked over i Betragtning af Sagens senere Udvikling og sørgelige Resultat'.

'Først da vi Fredag Aften rejste fra Chicago, præsenterede jeg mig for Deres berømte Landsmand, som saa fortalte mig om Middagen i Chicago. Han talte ogsaa en Del om sine Rejser i Rusland og Tyskland; og han kunne ikke blive træt af at udpege, hvor umulige de amerikanske Jernbaner var indrettede sammenlignet med europæiske Linier.' (Deri havde Bang i allerhøjeste Grad Ret. F.H.)

'Ved Halvtitiden bad Hr. Bang mig om at instruere Portieren i Pullman Vognen om at give ham en Sandwich og noget Øl, og han blev serveret, hvorefter han gik i Seng'.

'Han gjorde Indtrykket af at være meget træt, men tilfreds og glad over de faa Timer i Chicago og Udsigten til igen at skulde 'over Havet'. Han fortalte mig om en Storm, de havde haft under Overfarten med MOLTKE over Atlanten'.

'Næste Morgen, Lørdag den 27de Januar, var Hr. Bang næsten ikke til at vække. Portiéren forsøgte flere Gange. Der var Beviser for, at Bang havde været meget syg om Natten; men han havde ikke været oppe'.

------ 'Henimod Kl. 11 om Formiddagen lykkedes det Portiéren at faa Bang paaklædt; og han gik da ind i Spisevognen, efter at alle andre havde haft deres 'Breakfast', for at faa noget at spise. Jeg ved ikke, om han spiste noget. Da han kom tilbage, tyve Minutter efter, gik han forbi mig uden at se mig, og han saa meget syg ud. Han satte sig paa den ham tilhørende Plads, men gled gentagende Gange ned fra Sædet. Da dette ikke kunde blive ved, redtes hans Seng igen omtrent Kl. tolv. Han laa saa roligt hen hele Eftermiddagen og natten, tilsyneladende bevidstløs'.

(Takt forbød mig at spørge Maskininspekteuren, hvorfor i Alverden man dog ikke havde telegraferet forud efter en Læge ved én af de talrige Stationsbyer. Dette skulde jo være gjort allerede Lørdag Morgen efter Bang's Sygdom om Natten).

Inspekteur Kötter siger saa videre:

'Søndag Morgen d. 28de efter en vistnok ganske bevidstløs Nat uden Lidelser saa Bang dødssyg ud; men der var desværre ingen Læge blandt Passagererne paa Toget.

'Hen paa Eftermiddagen, da Bang intet Livstegn gav fra sig i Timevis, telegraferedes der til Ogden City i Utah, og der mødtes Toget saa af en Ambulance og en noget officiøs Læge, der beordrede Bang taget ud af Toget'----.

Maskininspekteuren rejste videre til San Francisco, og Herman Bang toges bevidstløs til Dee Hospitalet, hvor han hensov Mandag Morgen Kl. 5 d. 29de Januar 1912.

Man kan ikke undlade at tænke paa, hvor forskelligt alt vilde have været, om Bang var rejst med Turistselskabet paa seks eller syv Personer, som arrangeret af Hamburg Amerika Linien; og man har Vanskelighed ved at forstaa, at man kan beholde en syg Mand paa et Tog i halvandet Døgn.

Det forlyder fra Ogden, at man paa Herman Bangs Lig kun fandt seks eller otte Dollars i Kontanter, hvilket altsaa vil sige, at hans Person var blevet fraranet en betydelig Sum.

De vil huske, at jeg gav ham en Rulle Banknoter ved afrejsen fra New York. I-alt havde Bang allermindst 175 Dollars paa sin Person, da han rejste herfra; og da han jo ingen Udgifter havde i Chicago at tale om, burde han have haft et Minimum af $ 150.- tilbage, da han afklædtes paa Hospitalet. Man maa haabe, at dette Mysterium opklares - baade for Togpersonalets og Hospitalets Skyld.

Dr. Einar Hansen, der, som sagt, tilsaa Herman Bang under hans ophold her i New York, sagde iGaar til mig over Telefonen, at han følte sig overbevist om, at Bang ikke havde lidt; men at en langsom Hjerneblødning havde sat ind allerede natten til Lørdag - altsaa næsten umiddelbart efter Afrejsen fra Chicago -, og at denne Blødning havde foraarsaget Bevidstløshed fra Lørdag Middag til mandag Morgen, da Bang døde i Ogden.

Dette er naturligvis en Trøst at vide; men dog synes hans ubetimelige Bortgang under en Rejse, som han saa fremad med Henrykkelse som et Barn til at fuldføre, os saa uendelig trist og meningsløs og, maaske, - undgaaelig.

Det er kun tørre, korte Fakta, jeg har tilskrevet Dem i disse Linier - mine Følelser er jo mine egne.

Med venlig Hilsen,

Deres hengivne,

FRITS HOLM.

Dr. phil.

Så vidt Frits Holm. Efter Herman Bangs død på hospitalet i Ogden blev hans lig bragt til begravelsesfirmaet Kirkendall for at blive balsameret og kisten derefter med tog ført til New York og om bord på Det forenede Dampskibsselskabs Ba smykket med laurbærkranse fra Ogden og Chicago og en sølvkrans fra New York. I København blev den lille egetræskiste modtaget af bl.a. Peter Nansen og anbragt i Jesuskirken i Valby, hvorfra Herman Bang dagen efter blev begravet på Vestre Kirkegård.

I de følgende måneder og år opstod myten om, at Herman Bang var blevet myrdet. De begyndte da en dansk vicekonsul fik Bangs efterladenskaber udleveret fra de amerikanske jernbanemyndigheder og konstaterede, at Bangs ene bukselomme var skåret op, hans ur var borte og hans penge væk. Det kunne ligne et røveri, og med tiden blev røverimistanken forvandlet til en mistanke om mord. Dette skyldtes især Herman Bangs tidligere elsker, Christian Houmark, der adskillige gange i avisartikler fortalte, at Bang var blevet myrdet.

Først blev mordet fremsat som en sensationel formodning, som var godt journalistisk stof, men med Houmarks posthumt udgivne bog fra 1950, Timer, der blev til dage, endte formodningen som en kendsgerning. Her bærer den døendes hals endda »Mærker af stærke Kvælningsforsøg«, og Houmark lader læseren ane, at der har fundet en kamp sted med »en ung, velklædt Type af internationalt Udseende ... en elegant Type, som saa godt ud.« For at give beretningen autoritet tilføjes det, at også Udenrigsministeriet mente, »at Bangs død skyldtes ydre Vold.«

Påstanden skyldtes dog ikke, at Houmark havde været i Udenrigsministeriet og læse papirerne men er en gengivelse af, hvad den amerikansk-danske redaktør Emil Opffer havde fortalt. Ganske vist var Opffer milevidt fra det sted, hvor Herman Bang fandt sin død, men han havde været i ministeriet, påstås det, »hvor Konsulens Rapport Ord for Ord var i Overensstemmelse med,« hvad han fortalte.

San Francisco i 1912 - med menneskemylder og moderne biler. Foto: Det Kongelige Danske Geografiske Selskab
San Francisco i 1912 - med menneskemylder og moderne biler. Foto: Det Kongelige Danske Geografiske Selskab

Christian Houmark lader Emil Opffer aflægge dette vidnesbyrd sommeren efter Bangs død, men da var Opffer i virkeligheden slet ikke i Danmark. Det skriver teaterhistorikeren Robert Neiiendam i artiklen Herman Bangs sidste Dage, som i 1950 blev trykt i det nordiske tidsskrift Ord och Bild som en reaktion mod Houmarks bog. Modsat ham og Opffer har Neiiendam gjort sig den ulejlighed at opspore den undersøgelse i Udenrigsministeriet, som Pullman Kompagniet foretog på foranledning af konsul Bech i Chicago. Neiiendam skriver:

»Efter Pullman-Konduktørernes Rapporter var Herman Bang på Rejsens første Dag (Lørdag den 27. Jan.) saa svag, at han gentagne gange tabte, hvad han havde i sine Hænder. En Ring gled af hans Finger. Konduktøren og en Negerportør samlede den op og forsøgte at tale med ham, men han forstod dem ikke. Disse Iagttagelser svarer ganske til, hvad det lykkedes Pastor Jensen Kent at faa oplyst ved Henvendelse til Jernbanemyndighederne i Ogden. Handelsmanden Loewenstein var den eneste af de medrejsende, der havde ydet den syge nogen Hjælp. Han fortalte, at Bang i Løbet af Lørdagen havde været ude i Spisevognen og ved Baren. I øvrigt havde han flere gange set ham sidde og fumle ved sit Ur (et Træk, der var karakteristisk for Bang, naar han var distræt); han tabte det, men Loewenstein hjalp ham med at samle det op.«

Alligevel er det i den danske og internationale offentlighed frem til i dag forblevet et omdiskuteret emne, hvordan og hvorfor Herman Bang døde. Rapporten i Udenrigsministeriet lider af den svaghed, at den alene bygger på konduktørernes udtalelser, og under alle skriverierne i pressen lå jo en slet skjult antydning af, at det netop var dem, som havde berøvet og forgrebet sig på Bang.

Med Frits Holms hidtil ukendte beretning, som i høj grad bekræfter konduktørernes, er mysteriet om Herman Bangs død endelig fuldt opklaret. Tilbage står enkelte spørgsmål:

Er den tysktalende ingeniør Kötter i Holms beretning i virkeligheden identisk med handelsmanden Loewenstein, som blot har været udsat for en navneforveksling i konduktørernes rapport? Eller var der to tysktalende om bord på toget, som Bang rejste med ind i døden?

Hvorfor valgte Peter Nansen ikke at offentliggøre Frits Holms brev, sådan som Holm i et ledsagebrev af samme dato opfordrede ham til? Måske fordi rovmordet først blev en - omdiskuteret - »kendsgerning« i offentligheden med udgivelsen af Houmarks bog i 1950, og da var Nansen for længst død og borte.

Og hvorfor var det tilsyneladende Houmark livet - og døden - om at gøre at knæsætte teorien om et mord? Måske fordi man, som Neiiendam skriver, »faar det Indtryk af Houmarks posthume Bog, at han bag al Stilistik baade nærede en ulykkelig Kærlighed til og hadede Bang, der som Kunstner var ham overlegen paa alle Omraader.«

(Publiceret første gang 28. august 2009)

Side 19



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter