Din dejlige nakke

Jeg oversatte Gilead til dansk i 2005, jeg synes, den er et mesterværk. Først og fremmest var jeg optaget af fortællerstemmen. Den gamle pastor Ames fortæller om sig selv og sin slægt i et brev til sin lille søn. Alt det han vil nå at fortælle, for han ved, at han snart skal dø. Jeg-fortællerens stemme kan være et kunstværk i egen ret, stemmens melodi er altafgørende. Tænk på Steen Steensen Blichers store jeg-fortællere. Nerven i En landsbydegns dagbog ligger i stemmen, der taler, og sådan er det også med Gilead.

Pastor Ames’ stemme er bøjelig, der er ingen hindringer for, hvad den kan rumme. Først og fremmest er der godhed og kærlighed i den stemme. Men der er også anfægtethed, stemmen skælver af træthed, sårethed, vrede eller frygt for at miste. Stemmen kan være varm af latter og glæde eller tilbageholdt af humor og af selvironi, når han begynder at blive for prægtig og forklaret, stemmen stammer, når Ames forsøger at finde svar på det, der nager, og i perioder bliver den tavs af forpinthed og modvilje, mens Ames grunder over barndomsvennens og præstekollegaens søn, Jack, der aldrig har været til at få hold på, sin fars største sorg i livet, for nu vender Jack hjem til Gilead efter ingen kontakt i mange år, en Jack, der ganske vist er slidt og brugt og træt, men alligevel den største trussel mod Pastor Ames’ sjælefred, for hvilket indtryk gør dette destruktive menneske, dette menneske, der altid har unddraget sig, så glat og ligeglad, slimet høflig, når det passede ham, og ondskabsfuld i lynraske bid, der lammede dem han bed, denne mand der for mange år siden rejste fra det hele med et grin og efterlod sig en stjålen sportsvogn og en lille forsømt datter i en skurvogn hos en mindreårig mor, efterlod sin fortvivlede familie med et hul i hjertet, der hvor han skulle have været, deres elskede søn og bror, som de aldrig holdt op med at tilgive helt endeløst tilgivende, dette sorte hul i familieuniverset, hvilket indtryk gør han på Pastor Ames’ unge kone Lila og den lille søn?