Overbesat. For Søren Ulrik Thomsen har nostalgi altid været en tænkestrategi, men som tiden går, bliver erindringen også en måde at fastholde fremtiden på.
Udsigten fra drømmehuset
Hjemme hos Søren Ulrik Thomsen er stuevæggene farvet gyldne af tobak, men det anes kun svagt, for det meste af tapetet er dækket med billeder af de mennesker og steder, der betyder noget for forfatteren.
Over det lyse fyrretræsbord, hvor han skriver sine bøger, hænger et sort-hvidt fotografi af en metronedgang i Paris. Et andet sted hænger en billedramme med portrætter af Monet og Freud, som begge poserer med tobak i den ene hånd, mens den anden hånd er placeret koket i hoften. På bagvæggen er det et pladeomslag med en ung Patti Smith, der fanger mit blik. Rummet føles som et kort over forfatterens liv, og ligesom kontinenterne har genstandene for længst fundet deres plads i forhold til hinanden. Derfor overrasker det mig, da jeg spørger Søren Ulrik Thomsen, om det stadig sker, at han hænger nye ting op, og han peger på en filmplakat for Andy Warhols kultfilm Flesh fra 1968, der ellers passer fuldstændig ind i stuens øvrige interiør. Oprindeligt hang plakaten i hans klubværelse på Købmagergade, men den blev væk, da han i 1994 flyttede ind i taglejligheden på Bartholinsgade ved Søerne, hvor han stadig bor, og først sidste år genfandt han den så i et københavnsk antikvariat.
Del:
