Anmeldelse. Den franske fortidsjæger Patrick Modiano sætter ord på de ting, som får os til at glemme.
De andres guldalder
En af de bedste kommentarer om nostalgi finder man i Woody Allens Midnight in Paris fra 2011. Her følger man den amerikanske manuskriptforfatter Gil Pender, spillet af Owen Wilson, som via en overnaturlig portal får mulighed for at blive transporteret til 1920rnes Paris blot for at indse, at menneskene dér er overbeviste om, at alt var bedre, og alle var lykkeligere under La Belle Époque. Pointen er selvfølgelig, at guldalderen altid er et andet sted end der, hvor man selv er.
Selvom der ikke umiddelbart er mange lighedspunkter mellem Woody Allen og Patrick Modiano, kom jeg til at tænke på den amerikanske komiker, da jeg læste den franske melankolikers to nyoversatte bøger, den ene fra bagkataloget, den anden helt ny. Fælles for de to er nemlig bevidstheden om, at nok er fortiden et dragende sted, men tidsrejser er et besværligt foretagende, og lykkes de, skal man i øvrigt ikke regne med at finde utopia.
Del:
