Blå bevægelse

Længe har jeg haft fornemmelsen af, at Charlotte Inuk og hendes bøger var noget, jeg havde drømt. En hemmelig stemme fra mit ældste, indre bibliotek. Blev jeg født spøjs og queer, eller læste jeg for mange Inuk-romaner som ung og påvirkelig? Det er bøger, hvor hovedpersonerne forelsker sig så voldsomt og purt, at de kan besøge hinanden i drømme. Har skytsengle, hjertevenner og heksekræfter. Menneskebørn med magiske navne. Mona Måneskinsdatter. Zodiaque. Tania Tiara, der bor på den grønne ønskeø Midø og modtager breve fra digteren Mikael i København. Vemodige, fantasifulde historier om squattere, børnepunks, gadeperformere, romaer, huldrer og alfebørn. Eventyrene blev siden erotiske, jeg slugte Regina-trilogien fra 90erne, hvor fortælleren Alice rejser verden tynd for at genfinde sin elskede Regina, en uimodståelig, dramatisk boheme med et løbsk forbrug af elskere. Seksualiteten var flydende i Inuks forfatterskab længe, før det blev moderne: En hovedperson kunne smidigt forelske sig i en dreng, så en pige, og måske selv være en pige, der alligevel var en dreng.

Jeg er ikke i tvivl om, at hun gjorde mig til læser. Det var første gang, jeg oplevede bevidsthedsudvidende, virkelighedsudvidende litteratur. Med tillid til, at jeg kunne rumme at læse om tilværelsens mysterier. Jeg lånte bogen på børnebiblioteket og lagde den forvandlet fra mig som voksenlæser. Det budskab, der fæstnede sig i mig, lød: Der er andre sære kids derude, en anden virkelighed er mulig. Man kan stå ensomt på rulleskøjter en måneskins­nat, tavst rulle ind i en tøset dreng på hjul, som bliver ens elsker og siden rejsefælle. Why not? Hendes magiske realisme var ikke fantasy, ikke en parallelverden som Narnia eller Hogwarts, men et fortryllet blik på verden: Alting kunne være anderledes; menneskemagien ligger skjult i den døsige virkelighed.