Interview. Søren Pind gik ud af politik, fordi han ikke kunne sige sin ærlige mening om Kina. Det kan han nu.

Kineserne kommer

Kineserne kommer Af Arne Hardis

Hvis man skulle have glemt det, kan man jo selv kikke efter i opslagsværkerne, siger Søren Pind og giver så alligevel sin korte version af karakteren af det kinesiske styre.

»Det er et ondsindet regime, der undertrykker sin egen befolkning massivt. Jeg forarges over dem, der siger, at styret trods alt har bragt samfundet voldsomt fremad. Dagens Kina står på ryggen af formand Mao, en massemorder med utallige ofre på samvittigheden. Millioner af dræbte og sultedøde. Massiv overvågning af hele befolkningen. Senest i forbindelse med coronavirus ser vi et system, som lukker sig om sig selv og straffer dem, der taler ud om sygdommen og dens omfang.«

Vi sidder på en københavnsk frokostrestaurant, og anledningen til vor Kina-snak er en enkelt sætning, ekspolitikeren afleverede på det seneste radikale nytårsstævne. Man havde inviteret Søren Pind til at tale om dannelse sammen med Sofie Carsten Nielsen, og med en showmands professionelle aflevering pointerede Pind de fire grunde til, at han forlod politik i utide. Udlændingesagens overgribende hærgen. Finansministeriets ditto. Kristian Jensens og Lars Løkkes evindelige slagsmål. Og så det, at han ikke kunne sige, hvad han mener om Kina.

Det kan han nu. Jeg har inviteret ham til at give afløb for den indestængte kritik, og vi har sat et par timer af til sagen. Hvad er det, Pind kan sige nu, som han så at sige ikke kunne sige i går?

Enhver kan forsikre sig selv om, at danske politikere hvisker gennem en pose vat, når de taler om Kina. Jo tættere på magten, des mere vat. Man mødes med Dalai Lama i lufthavnen (Nyrup), man taler om nyttig dialog og spilleregler, som man ikke kan finde nedfældet (Lidegaard), man benytter oratoriske taskenspiller-tricks, når de svære spørgsmål kommer op.

Det var det, Lars Løkke Rasmussen gjorde, da han i maj 2009 som nyslået statsminister var kommet til at mødes med Dalai Lama på Marienborg. En aldeles privat samtale, understregede Statsministeriet, men det hjalp selvsagt ikke. Kineserne lod det gensidige forhold nedfryse, hvorpå Danmark forsikrede sin støtte til den kinesiske etstatspolitik. Løkke selv understregede, at han så Dalai Lama som en åndelig og religiøs leder, som det havde været spændende at træffe. Skulle han så mødes med ham igen, ville pressen vide. »Jeg er ikke selv buddhist, og af den grund har jeg jo ikke noget særligt behov for at mødes med ham igen,« sagde Løkke. Jeg minder Pind om ordvekslingen.

»Det var egentlig meget godt sagt, for man må forstå, hvor alvorlig situationen var set fra Danmarks side. I Kina er alt politik, også eksporten. Hvis der lukkes ned politisk, lukkes der for alt. Alt,« siger Søren Pind.

»Det var dengang, man udarbejdede den såkaldte verbalnote om Kinas etstatspolitik, det vil sige accepten af, at Tibet er kinesisk. Den er vist stadig ikke oversat til dansk. Noten kom, fordi Kina havde lagt Danmark på køl, og siden har dansk politik været præget af en dyb angst for, at vi kunne havne i dybfryseren igen. Det må aldrig ske igen, der skal aldrig igen siges noget om det kinesiske kommunistpartis magtgreb om det kinesiske samfund.«

Man lærer at tie

Jeg prøver at få Søren Pind til at forklare, hvordan man som regeringsmedlem finder ud af, at man går på glasskår og for Guds skyld skal tale udenom. Jeg forestiller mig, at det er lidt, ligesom når vi i pressen får en historie, hvor det kunne være relevant at bringe en Muhammedtegning, hvorpå underbevidstheden straks går i gang med at finde argumenter for, at det faktisk ikke er så relevant denne gang.

»Første gang jeg selv prøvede det, var, da en journalist fra Jyllands-Posten ville have mig til at svare på, om Kina var et diktatur. Jeg svarede udenom efter bedste evne, og Friis Arne Petersen, der var på vej fra USA til Kina som ambassadør, var der også. Til sidst sagde Friis Arne Petersen i sin fortvivlelse, at Danmark jo også er et monarki. Det er bare sådan en fælles bevidsthed, der opstår i et regeringsapparat, fordi så meget er på spil. Balladen er for omfattende, erhvervslivet bliver sure, Kina bliver vred. De er ekstremt sensitive over for selv den mindste systemkritik. Under en middag med nogle partifolk i Shanghai spurgte jeg til, at det kinesiske samfund synes så uforståeligt, jeg brugte det engelske udtryk opaque, dunkelt. Den øverste partispids blev rasende og vendte tilbage til det fire gange under resten af middagen. De har den her helt særlige blanding af arrogance og angst, foragt for udlændingen kombineret med angsten for at miste det hele under et hjemligt oprør. Det er sket ofte i Kinas historie.«

Man siger aldrig, at Kina har et ondsindet og undertrykkende styre, som har forvandlet hele landet til verdens største sweatshop, hvor folk arbejder til slavelønninger og under elendige forhold.

Søren Pind

Det fascinerende er jo, at det er svært at se Søren Pind som ikke-politiker. Han var toppolitiker og minister lige for lidt siden, han lod Tibetsagen kommissionsundersøge, han blander sig uafbrudt i aktuel politik, men nu kan han pludselig fortælle alt, fordi han formelt set er erhvervsmand i dag.

»Men sådan er det. Folketingsmedlemmer er friere end ministre, jeg kan huske, jeg som folketingsmand selv benyttede muligheden, da jeg talte om at blive væk fra De Olympiske Lege i Kina. Jeg blev efterfølgende sat på plads af Fogh, for sport og politik har jo ikke noget med hinanden at gøre, vel? Når man så er helt ude, kan man sige, hvad man vil. Det er fair nok, det er sådan. Som minister er man en del af et hold, man taler altid for hele regeringen. Man accepterer det og siger aldrig, at Kina har et ondsindet og undertrykkende styre, som har forvandlet hele landet til verdens største sweatshop, hvor folk arbejder til slavelønninger og under elendige forhold. Det siger man ikke som minister, det siger jeg nu.«

– Så scavenianer om dagen og modstandsmand efter fyraften?

»Det er måske et meget godt billede. Vi lever i verden. Man kan spørge, om det er for fejt at gå ud af politik, men jeg nåede altså samlet set min grænse.«

Kolossen i øst

Salmonsens konversationsleksikon kunne allerede i 1920 under opslaget »den gule fare« affærdige begrebet, men dog forudse, at »asiatiske Arbejdere ved deres Flid og tarvelige Levemaade« vil kunne »undersælge den hvide Races Arbejdere ikke alene paa det asiatiske Marked, men ogsaa paa deres egne Hjemmemarkeder«. Digteren Tom Kristensen kunne samtidig og lidt senere skrive de Asien-fascinerede digte, som hvert et gymnasiebarn kan recitere et par stumper af.

Og senest har historikeren Uffe Østergård fastslået, at Europas tid varede fra Columbus til Anden Verdenskrigs slutning – et knap halvt årtusind levetidsforlænget en stund for Marshallpenge. Der venter os, hvis man koger Østergårds synspunkt ind, en skæbne som frilandsmuseum for Kina. Siden er der bare kommet mere Kina – i Arktis, i Hongkong, i alverdens butikker, i fornærmede kommentarer til avisers illustrationspraksis, alle steder. Er det slut for os?

»Nej, nej. Men det er tragisk, at vi kun har Trump til at stå imod kineserne, for han forfølger ikke pointer, der fører til frihed. At se dagens USA og dagens Kina er som at se to ejendomsmatadorer, der prøver at slå en handel af. Men hør nu her: Folk, der tror på national suverænitet i forholdet til Kina, er idioter. Og jeg mener det helt bogstaveligt: idioter. Kun økonomier mindst af EUs størrelse kan modstå Kinas tryk. Ingen af de der Morten Messerschmidt-typer, der skræpper op, har forstået noget som helst. National suverænitet er en ren illusion her.«

Ifølge Søren Pind er det store spørgsmål, om Kina kommer først med virkelige gennembrud på kvantecomputere og avanceret kunstig intelligens, så de »kan kontrollere en fjerdedel af jordkloden og dermed indirekte resten af verden«. Derfor skal Vesten bruge langt flere penge på de områder. Og så i øvrigt stå sammen, for der er stadig håb, hvis ikke vi er naive, understreger han.

»Reaktionen på coronavirus er meget illustrativ. Kinas styre starter med at fortie problemet og lade folk lide, straffer dem, for styret skal fremstå ufejlbarligt. Det er grundlæggende et sygt styre.«

– En kolos på lerfødder? De har dog ellers virkelig taget fat med at isolere folk med en konsekvens, vi ikke ville kunne håndtere.

»Jeg beundrer som måske bekendt Ronald Reagan, der i starten af 1980erne sagde, at inden længe ville den sovjetiske kommunisme være forvist til historiens askehob. Få år efter var det sådan. Det kom, efter at han havde ført systematisk økonomisk krig mod russerne. Jeg vil ikke sige, styret i Kina er en kolos på lerfødder, men der er jo kolossale uhensigtsmæssigheder i et styre, som må bruge så vanvittigt mange resurser på at overvåge og kontrollere sin egen befolkning.«

Vi skal begynde med at holde sammen i Vesten mod den kinesiske ekspansion.

Søren Pind

Pind mener, at Kina skal ses, som Sovjetunionen blev set i 1980erne. Vi skal handle med dem (det var ikke så aktuelt med russerne), det kan endda være gavnligt, men det vil ikke kunne ændre Kina.

»Det ville være naivt at tro. Vi skal ikke være bange for at sige det indlysende: Kina har behov for et andet styre, kineserne har krav på frihed. Vesten skal stå sammen i kampen for frihed og imod det politiske diktatur. Man må ikke tro, det nuværende styre i Kina har nogen som helst intention om at blive som os, og det er foragteligt, hvis man på nogen måde lader sig imponere af, at det kinesiske samfund er blevet en økonomisk stormagt. Man skal altid huske på, at i Danmark er det lettere for en statsminister at kalde det absurd, at Trump vil købe Grønland, end at sige den mindste lille negative ting om Kina.«

Jeg påpeger, at man i Europa og Danmark – også Søren Pind selv – har været mere optaget af at bekæmpe muslimsk indvandring og islamisme end det Kina, som han advarer så stærkt imod.

»Men det er rigtigt. Udfordringen fra islam er kun en svag skygge af det, kineserne er i gang med. De muslimske lande kan knap brødføde sig selv, mens Kina er i gang med at etablere en ny økonomisk verdensorden som Riget i Midten. Det er det, det aktuelle tryk på Hongkong og Taiwan vidner om. Imens det sker, har Rusland været Kinas nyttige idioter i Mellemøsten ved at holde gang i en konflikt i Syrien, som har bundet mange af Vestens kræfter, splittet os og krævet næsten al vor opmærksomhed. Vi skal begynde med at holde sammen i Vesten mod den kinesiske ekspansion.«

 

Hør også Søren Pind i samtale med Martin Krasnik i En time med Weekendavisen: »Kinesisk mundkurv«

Læs også Martin Krasniks leder fra 31. januar om, at den kinesiske sygdom er den smittefarlige totalitarisme: »Smittefare«

Læs også om, at det kontrolglade rige kan have skabt en pandemi, vi aldrig slipper af med: »Kinasyndromet«

Side 1