De to nyheder kom næsten samtidig. Storbritannien gav det kinesiske techfirma Huawei lov til at hjælpe med at bygge landets 5G-netværk, og antallet af døde og smittede efter et udbrud af en ny variant af coronavirus blev drastisk opjusteret til henholdsvis 170 og lige under 8000. Det ene et resultat af overlegen ingeniør­kunst, det andet skødesløs omgang med vilde dyr. Kina vil gerne være supermagt, og regimet har sat alle totalitære kræfter ind på at forhindre, at evigt cirkulerende coronavira involveret i forkølelser får følgeskab af en »wuhansyge«, som styret viser sig ude af stand til at inddæmme.

Det handler om liv og død, men også om ære og følelser, som den kinesiske regering afslørede, da den erklærede sig såret på mere end en milliard borgeres vegne over en karikaturtegning på side 14 i en avis udgivet i den danske provins. Intet er for stort, og intet er for småt for riget i midten.