Revydommer. De mest strålende bøger i 2019 var de bittesmå insekter, der kastede mægtige skygger i Platons internetcafé.

Græshoppens lyse morgen

Græshoppens lyse morgen

Årets bedste lille stykke tekst, »13 måder at være en græshoppe«, står i sidste afsnit i Lea Marie Løppenthins lille, cool, urolige roman Sæson, lige nu min yndlingsbog fra 2019; her er de første syv måder:

»1. Leve i en by med appelsiner på træerne. Ikke forsøge at spise dem.// 2. Opholde sig ved vandet i dagtimerne. Se, lytte, vente. Være i syv sind eller flere.// 3. Dér! Kom en mand gående målrettet med en appelsin. Nærmest vred var han.// 4. Lægge sine æg i jorden, bore hullet til dem med sin hale.// 5. Myrde/ overse Jesper Fårekylling.// 6. Være en ven af myrerne, hvorfor ikke? Hør, hvor kære de lyder: myrer./ Fejre jeres forskelligheder.// 7. Deltage i den ottende plage, som Gud nedkalder over Egypten. Deltage, medvirke, indgå.«

En græshoppe ved navn Per (forkortelse for Persephone), født af den kvindelige jegfortæller Frank gennem øret som en unuttet blanding af autonomt fabeldyr og psykisk allegori, bliver en gennemgående person i Løppenthins roman, der ellers former sig som præcist distræte glimt fra Franks småeksotiske, men ikke ligefrem eventyrlige barndoms-, ungdoms- og voksenliv i Danmark, Vietnam og Bruxelles. »Pers tredje sang til Frank« gør en remse af Franks diagnose:

»Det er længe siden, Frank begyndte at tage antidepressiva, at hun begyndte at gå til psykolog og psykiater og i den sammenhæng fik tildelt en ny titel, en tvivlsom adling:/ Bipolar/ B ipolar// Bi polar/ Bip olar/ Bipo lar/ Bipol ar/ Bipola r/ Bipolar bear// Hun fik antidepressiva mod depression/ men hun fik ingenting mod hypomani/ denne udmattende selvlysende tilstand af klarhed/ hvori hun styrtede rundt, når depressionen slap hende.«

Det må være selve definitionen på den »diagnoselitteratur«, som digter og forlægger og poesi-pastor Asger Schnack rynkede på næsen ad, men uden at nævne navne, i en månedgammel opdatering på Facebook, som han valgte at slette, da kommentartråden nedenunder voksede sig for stor og kritisk, men senere tillod Information at optrykke (uden kommentartråd naturligvis):

»En ikke helt ny trend i den hjemlige littera­tur er, hvad jeg vil kalde diagnose­litteratur. Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke og være villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin ulykke. Eller måske bare have fået et barn. 1970’ernes bekendelseslitteratur er den rene centrallyrik i forhold til den nye privatisme.«

Så kunne vi ørkesløst spekulere over, hvilke bøger og forfattere han hentydede til, og hvor velresearchet aversionen egentlig var. Han mente vistnok ikke Løppenthin, som i en kommentar vredt diskvalificerede Schnack fra fortsat at beundre hendes to første (digt)bøger, før hun som den eneste modtog en slags frifindelse. Måske mente han jævnaldrende Liv Nimand Duvås roman Rosenreglen, der mere tungt og traditionelt end hos Løppenthin, men ikke uden en vis dygtig grumhed, flettede et fortidsspor om selvskade og overgreb sammen med et nutidsspor om at føle sig hjemsøgt og ud til bens i et kollektiv. Eller den del af Dy Plambecks viljestærke roman-rodsammen Til min søster, der er hårdkogt reportage fra fødegangen.

Han kunne ikke mene Yahya Hassans forrygende forbistrede Yahya Hassan 2, for den digtsamling så dagens bratte blitzlys efter opdateringen, men heller ikke Hassan er bleg for at attakere sine lidelser og diagnoser direkte med hele sit ubændige talent; bogens fjerde del hedder decideret »PSYKOSEPERKER« og indeholder blandt andet dette lille, brutale misbrugsdigt, »RØGET«:

»JEG LAGDE MINE PANDELAPPER NED/ OG AFBARKEDE MIN HJERNESTAMME/ HVIS JEG TAGER ET HVÆS MERE FALDER MINE LUNGER SAMMEN/ JEG ER SÅ RAMT AT JEG MÅ LIGGE I AFLÅST SIDELEJE.«

Ingen har beskyldt Maja Lucas’ lille, stikkende roman Gennem natten og vinden om en på samme tid groft omsorgssvigtende og vildt omsorgsfuld enlig mor for at være autofiktion; den kunne i stedet ligne autofantasi: at forestille sig den værst mulige deroute og solidarisk indleve sig i den, derouten, hele vejen ned. Gennem natten og vinden er lige så unheimlich, som Sæson er liflig, og lige så præcist bevægende i sin romankorthed.

Generelt er romaner jo bare for lange, for rigtig lange romaner, egentlige monstrummer, er det kun de sande originaler, der får udstedt licens til.

For generelt er romaner jo bare for lange – kan nogen huske, dengang kriminalromaner aldrig kom over de 200 sider; der findes ingen tyk Agatha Christie-krimi – for rigtig lange romaner, egentlige monstrummer, er det kun de sande originaler, der får udstedt licens til, ikke mindst Svend Åge Madsen og Pablo Llambías med de også monstrøst betitlede romaner Enden på tragedie og Zombierådhus. Begge bøger er brandoriginale i deres egen ret, men samtidig linker de på livet løs til deres ophavsmænds tidligere (brandoriginale) værker, i Madsens tilfælde, via diverse slægtsnavne, så godt som samtlige værker siden 1970erne, i Llambias’ tilfælde hans totalt urubricerbare bog nr. to, Rådhus.

Begge bøger er rigt befolkede, hvilket siden Dickens har været et skønt og vigtigt romantræk, Enden på tragedie med skæve, skæbneramte århusianere, Zombierådhus med både sære og alt for almindelige rådhus­ansatte og -besøgende og med en virkelig sær gruppe tidsrejsende fra fremtiden, anført af en lille, talende hund. Begge bøger er, som alle romaner med monsterlicens, formelt, kompositionelt originale, Madsens bog mixer intrikat en roman og den novellesamling, romanens hovedperson skriver, Llambías’ bog består af en tekst pr. rådhus i Danmark, der hver især tager udgangspunkt i Google Earth-billedet af samme, men udvikler sig vidt forskelligt, også genremæssigt, fra Bodelsen-novelle over provinssatire til dæmonisk dystopi.

To andre anbefalelsesværdige 2019-monstre er Thomas Bobergs »rejseroman« Africana og Hans Otto Jørgensens absolut genreløse (hvis ikke titlen er genren) Nedrakket til skrift. Bobergs bog lader kæresten Rebecca fortælle sin historie, om sine ghanesiske rødder og mødet med Thomas og mødet med flygtningeskæbner på rejser i Afrika, som han, Boberg, anderledes kaotisk og hovedløst rapporterer fra, når han målrettet farer vild igen og igen. Jørgensens bog er en komplet atomiseret fluesværm af eksperimentel satire over Dagens Danmark og celebrering af skriftens uregerlighed (plus et arkiv med Jørgensens greatest (eksperimentelle) hits):

»1. Mærsk for en bedre fremtid. Sig det igen: knippelsuppe. Syng det: Fis så af. Igen: Dit Waterloo. Salvelsesfuldhed. Okkerrød.// 2. Der skal noget fornyelse til. Sig det igen: SUV. Syng det: fusentaster. Igen: Marsboerne. Lokumsbræt. Laksefarvet.// 3. Gør det ordentligt. Sig det igen: slavesind. Syng det: drillepind. Igen: hellig krig. Den største vittighed. Blodrød.«

Kristina Nya Glaffey udsendte tredje bind af sin ømt fræsende saga om en regnbuefamilie i opløsning, Fuck Mor og Busser, men hun har også signeret to af årets lystigste og skarpeste, bogsmalle julelege, Madalfabet, sammen med Maja Lee Langvad, et kulinarisk remix af Inger Christensens Alfabet, og Donor Escort, hvor hun sammenstiller annoncer for sæddonorer og annoncer for callgirls, her to annonce­begyndelser på samme opslag:

»Finch has a typical African look with very dark skin, completely dark brown eyes and thick, black, curly hair« vs. »Fanny is warm-hearted spanish senorita with a sexy body shape, smooth skin, cute smile, tight firm breasts and a round ass«.

Suverænest smalle og smallest suveræne bog må være Signe Gjessings poetiske traktat Tractatus Philosophico-Poeticus, der overskriver filosoffen Wittgenstein meget ligesom Madalfabet overskrev Christensen, bare visionært-poetisk i stedet for satirisk-kulinarisk.

Digtskriveriet, kernesmalheden, blev praktiseret i stærke digtsamlinger af lumsk garvede digtere som Susanne Jorn, Ny og næ, Sten Kaalø, Slowfox, Peter Laugesen, Aftenblade, og Laus Strandby Nielsen, Og andre steder. Et langdigt, der flår sin ble-realisme fra hinanden med selve sit hvirvlende nærvær, er min kæreste, Cecilie Linds, Mit barn. En flammende politisk digtsamling, der mildt og vist begynder at patronisere sig selv, er Lone Aburas’ Den sorte bog (B-sider). En så anti-avantgardistisk digtsamling, at den bliver hyper-avantgardistisk, er Nikolaj Zeuthens Viceværtsdigte, der svimlende straight handler om at være vicevært på Frederiksberg.

Hvad har jeg glemt? Alt muligt! Men i hvert fald Henning Mortensens springske roman Trampolin, Katrine Marie Guldagers sagt­modige roman Et rigtigt liv, Dorrit Willumsens boblende roman Løg trækker tårer og for syv søren Christina Hesselholdts over­legent kulørte mordhistorie Virginia is for lovers.

Jeg prøver til gengæld ihærdigt at glemme den skuffende halvdel af de halve skuffelser af Kristian Bang Foss, Frank vender hjem, Niels Frank, Sidste vers, René Jean Jensen, I nat bar jeg Caligula, og Christina Hagen, Korrekthedsbibelen.

Og SÅ mistede vi to af de allerstørste og allermest bevidsthedsudvidende digtere i 2019, Simon Grotrian og Jess Ørnsbo. Grotrian har vi lykkeligvis ikke hørt det sidste til, han udgav en samling digte, der bare hed Digte, dagen efter sin død, den 15. august, og endnu en samling, Damoklesdrive-in her i december, fra sidstnævnte kommer her den mest passende nytårshilsen, jeg kan finde på, »Ørerne i maskinen«:

»At indføre en generalstrejke på tamponer/ og hælde postevand på en lysekrone, hvorunder man ryger sæbebobler/ er det nærmeste, jeg kommer det hulmursisolerede individs spasmer/ før dommedag skubber vingerne ud af kummefryseren, skat.«

 

Læs også Johannes Bauns kommentar til 2010ernes litteratur: »Tallenes baggrundstale«

Deltag i afstemningen om Weekendavisens Litteraturpris 2019 her.

Side 37