Filosofisk lyrik. Forfatteren Signe Gjessing leger alvorligt sjovt med Ludwig Wittgenstein – og med verden.

Signe og Ludwig

Signe Gjessing. Tractatus Philosophico-Poeticus. 39 sider. 200 kr. Forlaget Vandkunsten.

Filosofi burde man egentlig kun digte, skrev den ældre Wittgenstein engang. Her i Tractatus Philosophico-Poeticus – hvor titlen vedkendt, frækt og frejdigt hilser på Wittgensteins debutværk Tractatus Logico-Philosophicus (1921-22) – virker det, som om Signe Gjessing har lyttet til Wittgensteins kryptiske opfordring. Det indebærer, at vi ikke har at gøre med en poetik, altså en teori om digtekunsten, men derimod med en spejlvending af Wittgensteins fordring: Digtning burde man egentlig kun filosofere. Det sidste verbum, »filosofere«, er her på grænsen til at være grammatisk forkert – men der er noget smukt, sjovt og interessant ved Gjessings forsøg på at forløse fordringen og realisere verbet.