Yeah Yeah! Som en tyv om natten, der godt og grundigt har siddet i brummen, ankommer Yahya Hassans bog nr. to spækket med oprømt trods og uformindsket poetisk styrke.

Jeg danser ballet med min ballast

Jeg danser ballet med min ballast

Jeg tror og håber på, at det sidste lange digt, »GERNINGSSTEDER«, i Yahya Hassans omsider udkomne og lykkeligvis absolut ikke skuffende anden digtsamling, der selvfølgelig bare hedder Yahya Hassan 2, også er det senest skrevne digt - ligesom jo det fantastiske »Langdigt« klart nok var det i den allerede seks år gamle, stratosfæriske debut Yahya Hassan. Det er, som bogens to andre lange, lange langdigte, »DEMOKRATUR« og »TAB OG VIND MED SAMME SIND«, ligeså ubændigt skramlende, som det er rastløst ramlende, zigzagger sig forbi både dansk kolonihistorie, obskure royale anekdoter, et bittert kærlighedsbrud og et rejsebrev fra Thailand, før det afslutningsvist eksploderer i rap-agtig selvfølelse og hævntrang:

»JEG ER EN KUSSEMAGER/ DU ER BARE EN SKOMAGER/ FOLK SNAKKER/ MEN KAN END IKKE GIVE TILBAGE PÅ EN PENGESEDDEL/ NÅR DE PRØVER AT SÆLGE MIG ET ELLER ANDET LORT/ GRIMME PERKERE I EN KRUDTSTANK/ JEG ER SMURT IND I FISSESAFT OG KRUDTSLAM/ JEG HAR STADIG MILLIONER I MIN BANK/ JEG HAR RÅD TIL RETSSAGEN OG JEG HAR RÅD TIL AT ANKE/ JEG KAN STÅ TI ÅR I STAMPE/ TRYKKE DEN AF OG GENLADE OG RAMME OG GØRE DIG LAM OG KLAM/ OG GAMMEL I EN KØRESTOL DIN NAR/ JEG HAR GRUND TIL AT SKRÆMME DIG/ GRUND TIL AT BANKE DIG/ JEG HAR GRUND TIL AT LARME/ GRUND TIL AT SPILLE SMART/ GRUND TIL AT HUGGE DIT HOVED AF HVIS DU ER EN SLANGE/ JEG STIKKER DIG NED MED EN STIKFLAMME/ / VISER DIG MIT ISENKRAM/ HVOR ER MIN KØDHAKKER/ HVOR ER MIN TANG/ JEG SAGDE HVOR ER MIT FUCKING FORFANG/ JEG VEJRER MORGENLUFT I GYLLETIDEN/ EN FYRIG VIND FARER FORBI KURERER OG GESANDTER OG ILBUD/ DER VIL GÅ I BRECHEN FOR EN SKØR PRINS/ OG DØ MED RYGGEN TIL SKØNHEDEN/ JEG HAR STOR FLID/ OG GØR MEGEN GAVN/ MEN EN ULYKKE KOMMER SJÆLDENT ALENE/ JEG ER ET LITTERÆRT HANGARSKIB/ ET POETISK MASKINGEVÆR/ BØDE HÆFTE OG FÆNGSEL PRELLER AF PÅ MIG/ IKKE FORDI JEG ER UEGNET TIL STRAF/ MEN FORDI JEG ER FOR EGNET TIL DET.«

Og slut på bogen! Og åh, hvor er der en prægtig, umiskendelig energi pågående her!

Det er derfor, jeg citerer slutningen og citerer den så ekstensivt, for at understrege, at digteren rent poetisk is still going strong. Man finder midt i den meget bastante egomani og aggression bare så mange fine og underfundige sproglige detaljer (selv hvis vi ser bort fra de virkelig underlige linjer om »kurerer og gesandter og ilbud« og en »skør prins«). Hvad er for eksempel et forfang? Ifølge Fiskesøerdanmark.dk’s ordbog er forfanget ”det yderste stykke af fiskelinen. Det er typisk i et andet materiale end hovedlinen. Ofte er forfanget i et mere gennemsigtigt materiale, så det er sværere at se for fisken«.

En formel nyhed i bogen er det skamløse rimeri (og nær-rimeri): slange/ stikflamme/ isenkram/ tang/ forfang, som også godt kan ligne en rap-påvirkning. En tematisk nyhed, der ligner en egentlig excentricitet og rigt blomstrer op i bogens sidste del, er optagetheden af danmarkshistorie og kongefamilien og royal danmarkshistorie, rigest og særest udfoldet i det halvlange digt »SLUMROYAL«, der begynder således, inklusive endnu en eksotisk Hvad kan du blive-opremsning;

»VANVIDDET HAR SMITTET ALLE PERIODENS MÆND OG KVINDER/ SORGLØSE LANDMÆND KNYTTER SIG/ TIL JORD KVÆG OG BONDEKONER/ NEPOTISME OG INDAVL GÅR FOD I FOD/ FORBI DET KEJSERLIGE POLITI/ HVERVEOFFICERER OG MARINEMINISTRE OG KORVETKAPTAJNER/ OG FELTMARSKALLER OG FELTMADRASSER/ REKVIRERES FRA RESERVEN.«

Læs også Klaus Wivels leder: »Yahya Hassan«

Et andet sent digt, anderledes sentens-kort, udmåler med manende konkretion (og et triple-rim) den evighed, der er gået siden debuten, »VILDT« hedder det:

»JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/ SIDEN ÅR 2013/ TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/ DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/ OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED.«

I det afsluttende langdigt forefindes en mere pågående (men som allegori objektivt sand) billeddannelse: »DEN LORT JEG LAGDE I 2013/ LIGGER STADIG OG BRÆNDER I JERES LOKUM.«

Samlingen deler evigheden op i fire kapitler med – tror man på! – i samme nu nedgriflede digte. Første del, »PRÆMIEPERKER«, er digte om og fra den første stormomsuste tid efter debuten, da Hassan bizart nok måtte læse op og leve sin hverdag under politibeskyttelse. Anden del, »JAGTSÆSON«, er digte om og fra tiden efter stormomsustheden og politibeskyttelsen, som Hassan selv opsagde, lost i Aarhus med en forbistret kærlighedshistorie og en ulyksalig beef med lokale bander. Tredje del, »FÆNGSLER OG FANGER«, er digte om og fra tiden bag tremmer, efter Hassan havde skudt en anden ung mand i foden. Hvornår har vi sidst – eller nogensinde? – læst danske fængselsdigte? Et særligt indtryk gør de ordpåholdne, deadpan-cool portrætter af drabelige medfanger, måske fordi klarheden vidner om en skæv empati, hvis ikke solidaritet:

»MANDEN I NABOCELLEN VAR STENHUGGER/ HAN DRØMTE OM AT HUGGE KUNSTSTEN/ MEN VAR ANSAT TIL AT HAKKE BROSTEN OG GRAVSTEN/ HAN ENDTE MED AT HUGGE SIN EKSKONE HALVT IHJEL/ FORDI HUN NÆGTEDE HAM SAMVÆR MED BARNET/ NU BESØGER HUN HAM EN GANG OM UGEN/ OG HUN TAGER BARNET MED.«

Fjerde del, »PSYKOSEPERKER«, som jeg ovenfor har citeret ekstensivt fra, er digte om og fra tiden efter løsladelsen frem til nu, der skiftevis nøgternt og vidtløftigt, til tider inden for samme digt, rapporterer om, hvad der foregår i og uden for den alt for erfarne, stadigvæk håbløst unge digter. Der er ikke digte, der vil være eller uden videre er sympatiske; flere gange berøres skudepisoden, der førte til Hassans fængselsophold, og stalkingen af en ekskæreste, der førte til et tilhold mod at opholde sig i hendes nærhed, og det er meget svært at få øje på noget, der minder om fortrydelse eller bare anfægtelse. Et muntert rimende digt om skyderiet som det følgende er både til at smile og få en dårlig smag i munden af:

»JEG SAGDE SMUT/ MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/ OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/ DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/ SELVOM DET ER FORBUDT/ AT PRUTTE MED KRUDT.«

Ikke fordi digteren ikke også kan agere skrøbelig, det sker bare helst i små, hastige glimt og i små, hastige digte, eller rygvendt, forblommet som i de spøjse, historiske og royale indslag. Dette »MÅNEDIGT« handler da vistnok i virkeligheden om at være taknemlig for at have overlevet seks forbandede, galsindige år med livet og poesien i behold:

»JEG VIL IKKE TILBAGE TIL MÅNEN/ JEG STÅR I SKUDSIKKER VEST OG BOLLER DIG PÅ EN RASTEPLADS/ JEG VIL HUSKES SOM ET AF DE MENNESKER/ DER IKKE BLEV SLÅET IHJEL/ FOR INGENTING/ PÅ DEN HER JORD.«

Af en tilsværtet toer at være er Yahya Hassan 2 en overrumplende karakterfuld og kanongod bog.

Yahya Hassan: Yahya Hassan 2. 113 sider. 199,95 kr. Gyldendal.

 

Læs også Martin Krasniks interview med Yahya Hassan: »Jeg blev træt af at være præmieperkeren«

Hør også Yahya Hassan i En time med Weekendavisen: »25 minutter i patienttelefon Y«

Side 38