Leder.

Yahya Hassan

Yahya Hassan Af Klaus Wivel

FOR #MeToo-bevægelsen må Yahya Hassans nye digtsamling udgøre et moralsk sammenbrud. Principielt set bør den vel totalt afvises i en tid, hvor forfattere og skuespillere ikke blot personligt er blevet udskammet som følge af langt mildere overgreb end dem, Yahya Hassan åbent, detaljeret og ofte morsomt beretter om her; selve deres kunst er blevet bortdømt. Så hvad stiller vi op med denne mand, som har opført sig langt mere grænseoverskridende, og som også i den nye digtsamling fremstår som lidt af en psykopat? Han fortæller, at han har stukket sin svoger ned med en kniv, fordi digterens gamle ven var blevet kæreste med søsteren. En tidligere kæreste må holde ham væk med et polititilhold. Fængselsbetjente og personalet på de psykiatriske institutioner, han indlægges på, behandler han forfærdeligt. Han beretter frydefuldt om de våben, han besidder og gemmer i busken, når politiet kommer på besøg. Han kan også finde på at bruge dem, som vi ved. Selv sin mor har han slået, hvis vi skal tro, hvad der står i digtene. Og det er der næppe nogen tvivl om, at vi skal.

KUNSTNEREN Yahya Hassan er altså ikke mere kunstner, end at han fortæller om virkeligheden, som den er. Sådan var det også i hans første, spektakulært selvbiografiske digtsamling, som solgte over 100.000 eksemplarer. De nye digte fortsætter i sporet som en poetisk levnedsskildring af den tid, der fulgte. Men hvorfor rydde forsiden for en voldsmand, en dømt kriminel, en psykisk syg patient? Har de sidste par år ikke netop lært offentligheden, at et kunstværk aldrig er bedre end kunstnerens opførsel og moral? Komikeren Louis C.K.s anstødelige opførsel over for kvinder kan vel ikke tilgives, fordi han er morsom? Der gives da ikke fripas til Roman Polanski til at have voldtaget en 13-årig pige i 1977, blot fordi Pianisten er et mesterværk? Og kan man overhovedet stadig se Woody Allens Manhattan efter de beskyldninger om overgreb på hans tidligere kones datter, som stadig hænger ved?

GÆLDER det ikke også Yahya Hassan? Det kan vel ikke være en undskyldning, at han er af palæstinensisk og muslimsk oprindelse og har haft en hård barndom præget af tæsk og vold. I så fald må empatien også omfatte Polanski, der er af jødisk herkomst og mirakuløst overlevede som forældreløst barn i den jødiske ghetto under Anden Verdenskrig i Krakow. Det er selvfølgelig en formildende omstændighed, at Yahya Hassan ikke fremstiller sig selv bedre, end han er, i sine digte, men tværtimod lægger hele sit synderegister åbent frem. Men kan man undslippe en nådesløs offentlig dom, blot fordi man velvilligt omtaler sine overgreb? Louis C.K. erkendte også sine handlinger, dog efter at sagerne kom frem, men slap ikke for fordømmelse af den grund, og når han tillader sig at optræde igen, debatteres det stadig i USA, om han overhovedet skal have lov. Læg oveni, at der ingen tegn er på skam og anger i Yahya Hassans digte. Bør han slippe afsted med det?

DER findes ingen anden digter som Yahya Hassan i dansk litteratur, og der har aldrig gjort det. Der var kun løst krudt i den pistol, den futuriske poet Emil Bønnelycke fyrede af til et oplæsningsarrangement i 1919. Yahya Hassan skyder med skarpt. Ingen har i dansk litteratur nogensinde formået at skabe et værk, som så konsekvent og med en så voldsom sproglig kraft bruger egen magt og afmagt til at udstille alt og alle omkring sig. Selvmordspoesi kan det ikke kaldes, for skønt Yahya Hassan er præget af destruktionstrang, viser de nye digte samtidig en enorm livsvilje. Hans nærmeste slægtskab er måske amerikansk hiphop, eksempelvis rappere som Tupac Shakur eller Biggie Smalls, der røg ind og ud af fængsler og begge endte med at blive slået ihjel. Aldrig har en digter herhjemme stået bag så megen kriminalitet og selvødelæggende vold og lagt det så vitalt lyrisk til skue. Han bør på en gang anmeldes i avisen og til politiet.

ANDRE måder at se på Yahya Hassans poesi end som en sandhedsskildring findes ikke. Han bærer i sin første bog vidnesbyrd om et samfund i samfundet, der er gået i opløsning, det ghettoiserede muslimske indvandringsmiljø, og i sin anden udstiller han et fængsels- og sundhedsvæsen, som må ty til rå magt for at kunne håndtere ham. Han markerer i sig selv overskridelsen af den danske velfærdsstats yderste grænse. Vi står magtesløse over for mennesker af hans kriminelle støbning, og læser man hans digte, står det klart, at der er talrige som ham, blot uden hans sproglige potens. Det er i sig selv en god grund til, at han skriver sin poesi med store bogstaver. Det er opråb fra udkanten. Det ville være dumt ikke at høre efter.

REGLER gælder der ikke for stor litteratur. Det er også derfor, #MeToo-bevægelsens frontalangreb på det kunstneriske udtryk i mange tilfælde har været så indsnævrende. Man behøver naturligvis ikke være et dumt svin for at lave god kunst – de fleste forfattere og digtere bærer sjældent en kniv i den ene hånd uden at bære en gaffel i den anden. Men af til forekommer det, at kunstnere med en lysende intelligens og et formørket sind skaber uomgængelige værker. Vi gør os selv fattigere og dummere, hvis vi i forargelsens navn nægter at tage dem til os.

Læs Martin Krasniks interview med Yahya Hassan her: »Jeg blev træt af at være præmieperkeren«

Læs også Lars Bukdahls anmeldelse af YAHYA HASSAN 2: »Jeg danser ballet med min ballast«

Hør også Yahya Hassan i En time med Weekendavisen: »25 minutter i patienttelefon Y«

 

Side 14