Af Michael Lauritzen, Langstrømpevej 11,2, Silkeborg.
Et barokt syn kom til mig, da jeg havde læst Morten Messerschmidts kronik (WA #39) om den kølige pokeragtige strategi, DF vil gå ind i klimakampen med, og som kan formuleres sådan: På den ene side uformindsket forbrug, på den anden side fuld kraft på den grønne teknologi, der skal reducere og med tiden – det er håbet – eliminere forbrugets klimakonsekvenser.
Synet: Jeg så Messerschmidt sidde i førsteklassessalonen på Titanic hin ulyksalige aften i 1912, hvor han efter at have sunket sit mundvand ved underretningen om det skæbnesvangre sammenstød med isbjerget henvender sig til tjeneren med følgende replik: »Tjener, vil De bringe mig en avec mere? Og ...« fortsætter han, idet han tager et bundt pengesedler frem fra tegnebogen: »Vil De give disse her til skibstømreren, eller hvem I nu har til den slags beskæftigelse, og bede ham lappe hullet snarest muligt, så vi kan holde os flydende og slippe tørskoede og uskadte fra denne hændelse?«
Messerschmidt gør sagen klar:
»Det handler om at dreje samfundet i en retning, hvor vi stadig kan forbruge og leve, som vi ønsker – men hvor produktionen er bæredygtig og grøn, og hvor vi ikke belaster klima og miljø«.
Men hvordan forestiller han sig, at vi skal kunne forbruge og leve, som vi har lyst, uden at belaste klimaet og miljøet? Det kan hverken lade sig gøre nu eller inden for en overskuelig fremtid. Hvilket hensyn skal så efter hans opfattelse vægtes i den tid, der forhåbentlig bare er en mellemtid på nogle få årtier, den ubegrænsede forbrugerfrihed eller klimaet? Skal vi besindigt og nyttigt skrue ned for forbruget, indtil den grønne omstilling har sat sig igennem med et verdensomspændende CO2-frit forbrug?
Nej, han siger det ikke rent ud, men holdningen er ganske tydelig: »Det handler nemlig om den enkeltes frihed i dagligdagen.«
Billedet af Messerschmidt med cognacglasset, han ikke vil sætte fra sig, er altså ikke helt ved siden af. Det modsvarer den præmis, han åbenbart vil sætte for den grønne omstilling, at forbrugsfesten skal fortsætte uanfægtet.
Men selvfølgelig skal den ikke det. Med den erkendelse vi har af sammenhængen mellem CO2-mængden i atmosfæren og de vordende klimaændringer, som vi har fået en forsmag på, bør vi naturligvis dreje på alle nyttige knapper og derfor som nationalt og EU-kollektiv i aftalt fodslag med resten af den ansvarlige del af verden også regulere vores egen forbrugeradfærd, hvad enten det er med afgifter eller restriktioner, ikke mindst i indeværende fase, hvor den grønne teknologi slet ikke er på omgangshøjde med situationen.
Det er ikke forbrugerens hedonistiske frihed, der skal forsvares. Nej, med udsigt til uafvendelige klimaforandringer og til, at gigantiske landområder lægges øde på grund af tørke, og at andre lige så omfattende oversvømmes varigt; med udsigt til, at de beboelige og dyrkelige landområder reduceres samtidig med, at antallet af mennesker, alle selvsagt med behov for plads, beskæftigelse og føde, over de kommende årtier forventes at stige med flere milliarder – og notabene: det er som bekendt ikke fantasy-forestillinger – er det en mere elementær frihed, der står på spil, og som skal beskyttes: friheden til ikke bare at eksistere, men også at kunne leve som menneske: at kunne bo og ernære sig og lykkes med sit liv i et trygt samfund. Om det så bliver en frihed med fryns: flyrejser, vine fra New Zealand, bøffer fra Argentina, gåselever fra Frankrig og så videre er et helt underordnet spørgsmål. Man kan drømme om det, men drømmen kan ikke være udgangspunkt for den klimapolitik, der skal føres. Messerschmidt synes at henvende sig til borgeren, der kerer sig om, hvad de næste ti år vil bringe, svarende til godt og vel to valgperioder, men i klimaspørgsmålet er vi rigtig mange, der med god grund kerer os om udsigterne for de kommende 50 og flere år.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Morten Messerschmidts kronik: »Klimakamp er frihedskamp«
