Grønt. Det er en borgerlig dyd at give samfundet videre til de kommende generationer i en renere, mere sikker og bedre stand. Danmark skal derfor være foregangsland i den grønne omstilling.

Klimakamp er frihedskamp

Klimakamp er frihedskamp

 

Af Morten Messerschmidt, klimaordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at opgive at have min egen bil eller spise bøf, når jeg har lyst. For mig er det ikke bare livskvalitet. Det er frihed. I 200 år har det industrielle samfund udviklet og skabt stadig flere og bedre valgmuligheder for dets indbyggere.

Velfærd – både privat og offentligt. Det er godt. Og derfor er det vigtigt, at klima- og energipolitikken også fremover bygger på et bredt flertal på Christiansborg – ikke kun socialismens yderste fortropper. Det handler nemlig om den enkeltes frihed i dagligdagen. Regeringen må derfor vælge, om man vil gå ad den røde vej, hvor målet er at gøre os alle til cyklende veganere i genbrugstøj, eller om man sammen med os borgerlige vil gennemføre en grøn omstilling uden løftede pegefingre, der skaber vækst og udvikling og mulighed for, at enhver kan leve det liv, hun ønsker.

Det er et afgørende valg. Derfor melder Dansk Folkeparti klart ud. Klimapolitik handler for os ikke om at revolutionere dagligdagen så meget som muligt. Det handler om at dreje samfundet i en retning, hvor vi stadig kan forbruge og leve, som vi ønsker – men hvor produktionen er bæredygtig og grøn, og hvor vi ikke belaster klima og miljø.

At lægge afgifter på kød gør det sværere for dansk landbrug at udvikle nye klimavenlige produktionsformer. At lægge afgifter på flyrejser fjerner det økonomiske råderum for en i forvejen trængt industri til at udvikle nye flybrændstoffer. Vi redder ikke nogen ved at straffe os selv. Tværtimod er det afgørende, at den grønne omstilling sker i fællesskab med erhvervslivet. For uden erhvervslivet, hvem skal så skabe de teknologier, der skal sikre den grønne omstilling – her som i resten af verden?

For enhver borgerlig er det en dyd at give samfundet videre til de kommende generationer i en renere, mere sikker og bedre stand, end vi fik det overleveret. Danmark skal derfor være foregangsland i den grønne omstilling. Det gør vi kun ved at fortsætte den mere end 30 år gamle tradition for energipolitisk konsensus. Klima- og energipolitik er alt for vigtig, investeringerne alt for store og planlægningsbehovet alt for langsigtet til, at smalle forlig kan give den fornødne sikkerhed. Derfor rækker vi i Dansk Folkeparti hånden ud til regeringen.

Læs også artiklen om, at Mærsk udleder lige så meget CO2 som hele Danmark: »CO2-piraterne«

Det handler om at sikre Danmark som en fortsat fri og uafhængig nation. Når gassen og olien slipper op i Nordsøen, er det derfor afgørende, at vi har ændret vores samfund bort fra afhængighed af fossile brændselsformer, så vi ikke skal til at importere fra regimer i Mellemøsten. Det handler også om vores tryghed og sikkerhed. Ved at udvikle nye energiformer, der på sigt kan udkonkurrere Mellemøstens olie, fjerner vi underlaget for den islamiske terrorisme, som vi i dag er med til at finansiere. Hvert år pumper Vesten milliarder af dollar ned i lommerne på despotiske regimer i Mellemøsten, som ikke holder sig tilbage fra at finansiere islamismens udbredelse i Europa – fra wahabistiske skoler til regulær terror. Ved at udkonkurrere olien sikrer vi vores uafhængighed og fjerner grundlaget under de mellemøstlige landes økonomier – og oliestaternes ødelæggende indflydelse på resten af verden.

Men også på den korte bane er der åbenlyse fordele ved den grønne omstilling. Sidste år kunne en række forskere fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet konkludere, at luftforureningen 1.066 steder overskrider grænseværdierne for kvælstofoxider. Alene i hovedstaden. Det er et alvorligt sundhedsproblem, som kun kan løses med en grøn omstilling af hele vores transportsektor. Ikke ved at gøre det dyrere eller besværligere at køre i de biler, vi har i dag. Men hvor vi gennem fornuftige afgiftspolitikker gør de grønne biler til det oplagte valg, næste gang familien skal have ny bil, og hvor vi gennem iblandingskrav gør den diesel og benzin, der i dag får motoren til at køre, mere miljøvenlig.

Den grønne omstilling handler også om arbejdspladser og vækst. Og det er centralt. Ikke mindst fordi verden befinder sig på nippet til en magtpolitisk omstilling. Vækstende økonomier som Kina og Indien buldrer frem. Når Kina i 2030 overgår USA som verdens største økonomi, rejser det en stribe sikkerhedspolitiske spørgsmål. For i virkelighedens verden følger økonomisk og teknologisk magt hinanden. Økonomisk styrke vil derfor i de kommende årtier være af afgørende betydning, hvis Danmark ikke skal sejles agterud – forsvarspolitisk, teknologisk med videre. Derfor må den grønne omstilling ikke sinke vor økonomiske og teknologiske udvikling, men fastholde og forbedre den. Og den gode nyhed er, at vi ved, det er muligt. Siden 1990 har vi nemlig gjort det.

Det centrale er altså ikke, om Danmark skal være en grøn førernation, men hvordan. Her har Dansk Folkeparti lanceret en række konkrete bud. Ikke mindst skal fortidens fejl undgås. Sidst jeg sad i Folketinget, var PSO-systemet én af de helt store kampe. PSOen var den støtte, der skabte udviklingen af havvind og andet godt. Men det var også en afgift, som ramte de svagest stillede familier hårdest. Den vej skal vi aldrig gå nedad igen. Derimod skal vi omlægge elafgiften, så den sikrer, at alle kan tilvælge det grønne samfund. Derfor bør elafgiften fastsættes på baggrund af strømmens lave CO₂-indhold, så prisen kan sænkes markant i de kommende år, ligesom vi skal sikre, at energirenoveringer altid er en god forretning.

Især i visse dele af Danmark står energivenlige investeringer ikke altid mål med husets værdi – fordi investeringen overstiger den værdistigning, det påfører huset. Derfor skal vi målrette en indsats mod de boliger, hvor investeringen ikke bærer sig selv. Det gælder særligt boliger uden for fjernvarmenettet, der opvarmes med oliefyr eller energikoks. For det er vigtigt, at vi bruger energien fornuftigt. Ikke alene for klimaet, men også for at drive efterspørgslen hos virksomheder som Rockwool, Danfoss mv. På den måde sikrer vi en grøn omstilling, hvor alle kan være med – uanset tegnebogens størrelse.

Læs også artiklen om, at vi skal spise helt anderledes for at redde klimaet, og oksekød er kun et mindre problem: »Madglæde giver klimasyge«

Jeg glæder mig over pensionssektorens melding om at ville investere op til 350 milliarder kroner. Den grønne omstilling kommer nemlig kun, hvis det også er en god forretning. Kun ved at gøre klimapolitik til handels- og erhvervspolitik kan vi udvikle de teknologier, som skal lede den globale omstilling. At gå forrest i Danmark har ingen værdi, hvis det ikke skaber teknologier, som kan få resten af verden til at følge trop. Derfor kræver vi, at der indføres en ventil i regeringens høje ambitioner. Skulle det vise sig, at det ambitiøse mål frem mod 2030 på et tidspunkt kommer til at koste arbejdspladser, vil vi have mulighed for at kunne gennemføre de sidste procentpoint af CO₂-reduktion uden for landets grænser. At reducere med 70 procent bliver svært nok i sig selv. For mens vi i Danmark holder fanen højt, er der mange lande også i EU, der kører på noget nær frihjul. Frem mod 2030 har lande som Bulgarien og Rumænien eksempelvis forpligtet sig til at reducere CO₂-udslippet med bare 0 og 2 procent i de sektorer, som ikke er underlagt EUs kvotesystem.

Det stiller os i et dilemma. For naturligvis er det godt at være ambitiøs. Men kan prisen for dansk CO₂-reduktion ikke blive for høj? Eksempelvis for venstrefløjens evige prygelknabe – landbruget. For ikke bare Danmark, men også resten af verden vil det være en katastrofe, hvis klimaloven koster arbejdspladser i landbruget. Dansk landbrug er nemlig en vaskeægte CO₂-succeshistorie. Siden 1990 har man formået at forøge produktionen med 31 procent, mens udledningen af drivhusgasser er reduceret med 16 procent, kvælstof med 37 procent og ammoniak med 43 procent. Det kan vi være stolte af. Ja, det bør hele verden være taknemmelig for. Dansk landbrug viser nemlig den vej, som resten af verden bør følge. Og derfor kan prisen for at reducere CO₂-udslippet i 2030 blive for høj. Derfor vil vi have mulighed for eksempelvis gennem skovrejsning eller andre lavthængende frugter i de østeuropæiske lande at kunne købe de sidste procentpoint af målet, hvis det i årene op mod 2030 viser sig, at prisen ved at nå det alene i Danmark bliver for høj. At flytte arbejdspladser til Østeuropa nedbringer ikke CO₂-udslippet. Tværtimod gør det hele verden skade.

I stedet for at straffe landbruget skal vi insistere på, at den nuværende linje fortsættes og stimuleres. I fællesskab skal vi forske og udvikle de foderstoffer fra eksempelvis tang, som gør, at belastningen på vore marker bliver mindre. I fællesskab skal vi udvikle de enzymer og tilsætningsstoffer, som reducerer det direkte udslip af klimagasser. I fællesskab mellem landbrug og flyindustri skal vi udvikle den pyrolyseteknologi, som omdanner landbrugets restprodukter til flybrændstoffer. Kun i forpligtende samarbejde sikrer vi den udvikling der gør, at vi når målene.

Derfor står regeringen ved en skillevej. Er målet blot at nedbringe det danske CO₂-udslip – koste hvad det vil? Uanset de sociale og økonomiske konsekvenser? Så skal den bare tale med sit parlamentariske flertal. Men handler det om at skabe en højteknologisk grøn omstilling, som kan bredes til resten af verden, så melder vi i Dansk Folkeparti os klar.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også portrættet af den 16-årig Greta Thunberg og skabelsen af en verdensbevægelse: »Klimakampens Jeanne d’Arc«

 

Side 13