EM – dag 29. Dette vidunderlige EM har budt på 140 scoringer. Vor énmandsjury har nu været igennem dem alle og har voteret. Her er slutrundens ti bedste scoringer. Med dyb beklagelse over for Federico Chiesa, Luka Modric og Robert Lewandowski.

Her er de 10 dejligste EM-mål

<p>Tjekkiets angriber Patrik Schick scorer fra 49 meters afstand mod Skotland. Foto: ANDY BUCHANAN / POOL / AFP.</p> Foto: ANDY BUCHANAN <p>Tjekkiets angriber Patrik Schick scorer fra 49 meters afstand mod Skotland. Foto: ANDY BUCHANAN / POOL / AFP.</p> Foto: ANDY BUCHANAN
Tjekkiets angriber Patrik Schick scorer fra 49 meters afstand mod Skotland. Foto: ANDY BUCHANAN / POOL / AFP. Foto: ANDY BUCHANAN

Vi springer direkte ud i top 10 med en perle fra semifinalen på Wembley onsdag aften. Nederst følger dagens Tillægstid, hvor Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye diskuterer en helt anden slags mål: dem i eget net.

10. Mikkel Damsgaard, Danmark.

1-0 i 30. minut i semifinalen mod England (1-2) i London.

Mikkel Damsgaard krøller bolden over muren og ind bag Englands Jordan Pickford til 1-0 i semifinalen. Foto: EPA/Laurence Griffiths / POOL.
Mikkel Damsgaard krøller bolden over muren og ind bag Englands Jordan Pickford til 1-0 i semifinalen. Foto: EPA/Laurence Griffiths / POOL.

Mikkel Damsgaard har været en åbenbaring ved dette EM. Seneste eksemplar i den yndefulde avlslinje, som Danmark elsker, og som nationen elsker at forbinde sig selv med: Umådeligt fine fødder, ikke den store fysik, flydende bevægelse, storslået sparketeknik. Fra Allan Simonsen over to gange Laudrup til Christian Eriksen. Og nu Mikkel Damsgaard.

Endda med EMs eneste frisparksmål – fra 20-22 meter i semifinalen mod England. Et tilløb ligepå og så til sidst det lille knæk i kroppen, så han krummer sig om sparket. Højrebenet, der ikke føres helt igennem, men standser og løfter bolden i et slag med halvt inderside, halvt vrist. Den underskruede bold, der stiger en meter over muren og tvinges halvanden meter ned, ind under overliggeren bag den flagrende keeper Pickford. Nøjagtig det samme spark, som Damsgaard udførte mod det modsatte målkryds efter en Højbjerg-stikning mod Rusland. Én gang viser en eminent skytte – to gange viser en maestro.

Damsgaards mål kan ses her på dr.dk.

9. Andrej Jarmolenko, Ukraine.

1-2 i 75. minut i første puljekamp mod Holland (2-3) i Amsterdam.

Hollands målmand Maarten Stekelenburg forsøger forgæves at redde afslutningen fra ukrainske Andrej Jarmolenko. Foto: Olaf Kraak / POOL / AFP.
Hollands målmand Maarten Stekelenburg forsøger forgæves at redde afslutningen fra ukrainske Andrej Jarmolenko. Foto: Olaf Kraak / POOL / AFP.

Venstrekanten har leveret usædvanligt mange smukke scoringer og forsøg ved dette EM, ikke mindst i glidende ryk ind mod midten og med aftræk med højre fod mod fjerneste stolpe. Sveriges Emil Forsberg var tæt på at præstere den allersmukkeste, da han mod Ukraine passerede fire forsvarere og slyngede bolden på trekantsammenføjningen. Færre fra højre side med venstre fod, men den mærkelige ukrainer Andrej Jarmolenko – distræt drivende rundt med et plaget udtryk for så at gribes af chokerende inspiration – sørgede i puljekampen mod Holland for virtuos indblanding fra højreflanken.

Jarmolenko udfordrede sin backmodstander Patrik van Aanholt til højre for straffefeltet, vippede med venstre yderside bolden ind til den hårdt markerede forward Roman Jaremtjuk, stødte selv på tværs foran feltet og fik bolden tilbage fra Jaremtjuk. To berøringer frem mod buen og et overdådigt spark med stor runding mod krogen til højre for keeper Maarten Stekelenburg.

Jarmolenkos mål kan ses her på dr.dk.

8. Andreas Christensen, Danmark.

3-1 i 79. minut i tredje puljekamp mod Rusland (4-1) i København.

Andreas Christensen hamrer bolden ind i det russiske mål i den afgørende gruppekamp. Foto: REUTERS/Hannah Mckay.
Andreas Christensen hamrer bolden ind i det russiske mål i den afgørende gruppekamp. Foto: REUTERS/Hannah Mckay.

Af alle hold ved EM har Danmark scoret flest mål fra positioner uden for feltet, fire styk. Den vigtigste af disse fire scoringer var også den mest brølende potente af samtlige scoringer ved dette EM. Andreas Christensens 3-1-brag mod Rusland sendte reelt Danmark videre i turneringen, og scoringen faldt som afslutning på en berusende, dansk kanonade, som tindrede af vilje og fare.

Ti sekunders overtryk med eksplosion: Et hårdt slynget Christian Nørgaard-indlæg fra venstre sidelinje, godt Braithwaite-hovedstød mod fjerneste stolpe akkurat pareret af keeper Safonov, bold opfanget af Jens Stryger og slået mod Simon Kjær ved nærmeste stolpe, ny Safonov-redning med brystkassen, bolden springende lige ud fra feltet i en linje fra højre målstolpen. Fra sin vogtende position lidt inde på den russiske banehalvdel satte Andreas Christensen i løb direkte mod bolden, perfekt afmålte skridt: Et kolossalt drøn uden kurve, bare støt stigende ballistik fra 24 meter op over Safonovs højre skulder. Som en smuk kombination i en boksering: Højre hook, venstre uppercut, tung lige højre – knockout.

Christensens mål kan ses her på dr.dk med begejstrede kommentatorer på flere sprog.

7. Aleksandr Zintjenko, Ukraine.

1-0 i 27. Minut i ottendedelsfinalen mod Sverige (2-1) i Glasgow.

Ukrainske Oleksandr Zintjenko scorer til 1-0 mod Sverige. Foto: ANDY BUCHANAN / POOL / AFP.
Ukrainske Oleksandr Zintjenko scorer til 1-0 mod Sverige. Foto: ANDY BUCHANAN / POOL / AFP.

De uransagelige ukrainere skænkede dette EM flere uforglemmelige øjeblikke. Ikke mindst 1-0-føringsmålet mod Sverige, som var en forbavsende legering af raffinement og kraft. Efter 26 minutter var anfører Andrej Jarmolenko trukket fra højre ind i det tætbemandede felt. Svenskerne klemte sammen med hele syv mand omkring to ukrainere. Den strålende Emil Forsberg stødte ud mod Jarmolenko, som imidlertid satte svenskeren fuldstændig af med et træk indad mod mål.

Stadig et gultrøjet massiv, som Jarmolenko så gennemskar med et hårdt presset, løftet spark med venstre yderside, over mod venstrekanten af feltet, hvor Aleksandr Zintjenko skød frem i det åbne rum. En hårdt roterende bold, som Zintjenko med lynhurtig opfattelsesevne ligeledes mødte med en venstre yderside – alle andre træf ville sende bolden langt ud på tribunen. Bolden huggede under keeper Robin Olsen. Fysisk hyperfornemmelse, teknisk perfektion og koreografi mellem to spillere.

Zintjenkos mål kan ses her på dr.dk.

6. Cristiano Ronaldo, Portugal.

3-0 i 92. minut i første puljekamp mod Ungarn (3-0) i Budapest.

Cristiano Ronaldo fra Portugal scorer til 3-0 mod Ungarn. Foto: EPA/Bernadett Szabo.
Cristiano Ronaldo fra Portugal scorer til 3-0 mod Ungarn. Foto: EPA/Bernadett Szabo.

Med en straffescoring i 87. minut havde Cristiano Ronaldo allerede udbygget sin status som EM-historiens største: scoringer ved alle fem EM-slutrunder 2004-2021. Nu nød han den gnist, som tre indskiftede spillere – Renato Sanches, André Silva, Rafa Silva – gav det portugisiske spil i det sidste kvarter. Efter et minuts overtid slog dette overskud ud i dansende udspilning.

Fra højrekanten slog Renato Sanches en simpel pasning ind til Ronaldo ved hjørnet af ungarernes straffefelt, et par meter ude. Med ryggen til det ungarske forsvar mærkede Ronaldo, at Dávid Síger stødte frem mod ham, og vippede med højre yderside bolden til Rafa Silva, som netop havde budt sig til to-tre meter inde mod midten. Ronaldo drejede rundt på ydersiden af Síger og trak ind i feltet, mens Rafa Silva øjeblikkeligt og med største naturlighed lagde en blød stikning ned mod baglinjen og søgte ind feltet.

Ronaldo mødte stikningen, returnerede til Rafa Silva, som nu var et par meter inde i straffefeltet, et touch og ny blød pasning lige frem, mens Ronaldo med en kropsfinte gjorde sig fri af stopper Szalai og modtog bolden med venstre fod alene foran mål. Et lille vrid med kroppen angav spark med venstre fod ved nærmeste stolpe, hvor keeper Gulásci nu smed sig desperat. I stedet trak Ronaldo med højre fod bolden forbi Gulásci og lagde den med venstre fod i den tomme målhalvdel. Slalom og småspil på den store scene. Grusomt, mesterligt.

Ronaldos mål kan ses her på dr.dk.

5. Stefan Lainer, Østrig.

1-0 i 18. minut i første puljekamp mod Nordmakedonien (3-1) i Bukarest.

Østrigske Stefan Lainer lister bolden i mål bag den nordmakedonske målmand. Foto: Justin Setterfield / POOL / AFP.
Østrigske Stefan Lainer lister bolden i mål bag den nordmakedonske målmand. Foto: Justin Setterfield / POOL / AFP.

Det er ikke ofte, at bogstavssamlingerne »teknisk brillans« og »Stefan Lainer« optræder i samme sætning. Den hårdtarbejdende Gladbach-back var en af de mere klodsede aktører ved dette EM, og østrigeren diskede på sin højrekant op med en palet af svigtende boldkontrol: Pasninger sprang fra hans fødder, bolde blev hængende mellem hans ben i løb, sågar den klassiske sidelinjetriller hen over foden.

Og så – Stefan Lainer i enestående teknisk brillans. 17 minutter var spillet mellem Østrig og Nordmakedonien på EMs tredjedag, da Marcel Sabitzer ved midtercirklen trykkede en formidabel aflevering ned bag det nordmakedonske forsvar. Et susende, krævende missil mod et punkt fire meter til højre for mål, hvor Stefan Lainer skar ind i et fuldtonet løb og satte af i sparket. Så presset, at Lainer ikke så ud til at overveje et cutback mod mulige holdkammerater i feltet: et fuldendt, kontrolleret spark med højre vrist vredet lidt indad og med armene strakt ud som balancestænger, og bolden skar utageligt for keeper Dimitrievski mod modsatte sidenet.

Lainers mål kan ses her på dr.dk.

4. Lorenzo Insigne, Italien.

2-0 i 44. minut i kvartfinalen mod Belgien (2-1) i München.

Lorenzo Insigne fra Italien scorer det afgørende mål i 2-1-sejren over Belgien. Foto: EPA/Stuart Franklin / POOL.
Lorenzo Insigne fra Italien scorer det afgørende mål i 2-1-sejren over Belgien. Foto: EPA/Stuart Franklin / POOL.

Nogle sejrsmål udgør ikke bare forskellen mellem vindere og tabere. Visse sjældne sejrsmål konsoliderer triumfen gennem så nydelsesfuld suverænitet, at de ophæver al tvivl om udfaldet i en ellers lige kamp. Kvartfinalen i München blev afgjort af en sublim scoring, som reelt kan vise sig at placere EM-trofæet hos Italien. For ville nogen af de tre andre semifinalister have besejret Lukaku, De Bruyne og de andre Rode Duivels? Danmark havde allerede fået belgiske bank, og det er yderst tvivlsomt, om Spanien eller England ville have kunnet modstå de fygende belgiske opspil.

Ved stillingen 1-0, efter Nicoló Barellas listige scoring i 33. minut, lå italienerne på lur efter kontramuligheder. Kort før pausen blev bolden stukket ind på den belgiske banehalvdel, til Lorenzo Insigne i venstre side. Ingen tøven, bare indad, fremad. Den belgiske defensiv forekom i position, fire-fem rødklædte spillere foran Insigne. Men Napoli-forwardens hidsige sprint med bolden overraskede formationen. Youri Tielemans blev passeret med et træk til højre og et let hop for at glide fri af kollisionen, Insigne var inde ved straffebuen. Hverken Toby Alderweireld eller Jan Vertonghen kunne nå ud til ham. Insigne lænede sig mod venstre og åbnede sit spark mod højre. En følt, dyb kontakt, og bolden slog i en smuk bue ind mod sammenføjningen mellem bag- og sidenet. EM afgjort?

Insignes mål kan ses her på dr.dk.

3. Paul Pogba, Frankrig.

3-1 i 75. minut mod Schweiz i ottendedelsfinalen (3-3, straffe 4-5) i Bukarest.

Frankrigs Paul Pogba passerer den schweiziske målmand Yann Sommer. Foto: MARKO DJURICA / POOL / AFP.
Frankrigs Paul Pogba passerer den schweiziske målmand Yann Sommer. Foto: MARKO DJURICA / POOL / AFP.

Med så majestætisk en attitude må man også bevise sit ekstraordinære værd fra tid til anden. Med et kvarter tilbage af ottendedelsfinalen mod Schweiz så Paul Pogba ud til at manifestere sig som en af turneringens helt store profiler: playmakeren med afgørende fødder. Efter schweizisk føring havde to Benzema-scoringer bragt Frankrig foran 2-1, og franskmændene pressede yderligere på. Efter forsøg på en kombination mellem Kingsley Coman og Karim Benzema i venstre side af feltet sprang bolden ud til Paul Pogba midt for schweizernes straffebue, fem meter ude. Et lidt løst touch mod højre, og Granit Xhaka kunne rykke ud og presse franskmanden.

Pogba havde nu kun mulighed for at skyde mod højre, hvor Xhaka og Elvedi dækkede for målet. Et moment af tindrende opmærksomhed og overskud: Pogba forstod, at han måtte have bolden hele vejen rundt om Xhaka og Elvedi, og svingede sit lange højreben. Et lækkert indersidetræf, en perfekt kurve rundt om og over de to schweizere, en let dalende bane, og bolden slog ind i målet med fuldendte fem centimeter til såvel overligger som stolpe. En selvbevidst positur med armene over kors: 3-1, og Pogba havde sikret Frankrig avancement til kvartfinalen. Allez les Bleus! Nå, ikke?

Pogbas mål kan ses her på dr.dk.

2. Patrik Schick, Tjekkiet.

2-0 i 52. minut mod Skotland i første puljekamp (2-0) i Glasgow.

Tjekkiets angriber Patrik Schick scorer fra 49 meters afstand mod Skotland. Foto: ANDY BUCHANAN / POOL / AFP.
Tjekkiets angriber Patrik Schick scorer fra 49 meters afstand mod Skotland. Foto: ANDY BUCHANAN / POOL / AFP.

Med mindre Harry Kane scorer to eller flere mål i EM-finalen på søndag (eller Raheem Sterling tre), står Patrik Schick tilbage som delt topscorer ved denne slutrunde. Og allerede i Tjekkiets første kamp slog Schick sit navn fast med den scoring, som formentlig vil blive husket længst af alle ved dette EM. Kort før pausen havde den lange Bayer Leverkusen-angriber bragt Tjekkiet foran med et elegant pandesnit. Nu var der spillet seks minutter af anden halvleg, og de vildt fightende skotter pressede på for udligning. Masser af mørkeblå trøjer i feltet, og Jack Hendry huggede til fra 25 meter – som tredjesidste mand.

Bolden fjedrede ud fra mylderet, helt op i midtercirklen til Schick. Et enkelt træk mod venstre, ind på skotternes halvdel, og så det perfekte slag med venstre fod og boldens fuldendte kurve ind over keeper Marshall og lige under overliggeren. Et artilleriteknisk mesterstykke fra 49 meter. Den gamle tjekkiske topforward Jan Koller kunne kun komme i tanker om, at Clarence Seedorf engang præsterede noget lignende: »Et mesterstykke. Bare dén måde, han så op på og eksekverede det. Teknikken. Ganske enkelt perfekt. Jeg har aldrig ramt en bold på dén måde, da jeg spillede.« Nej, det har kun meget få.

Schicks mål kan ses her på dr.dk.

1. Manuel Locatelli, Italien.

1-0 i 26. minut i anden puljekamp mod Schweiz (3-0) i Rom.

Italiens Manuel Locatelli scorer efter oplæg fra Domenico Berardi. Foto. Riccardo Antimiani / POOL / AFP.
Italiens Manuel Locatelli scorer efter oplæg fra Domenico Berardi. Foto. Riccardo Antimiani / POOL / AFP.

Fodbold fra en tegneserie, opspil til en Marvel-filmatisering. 15 meter inde på egen banehalvdel stødte Locatelli frem mod en løs bold fra en luftduel i midtercirklen og firsttimede den ud mod sin fine Sassuolo-kollega på højrekanten, Domenica Berardi. Og satte i et hidsigt løb fremad. Som Berardi udtalte efter kampen: »Manu og jeg kender hinanden rigtig godt. Det var intelligent af ham at give mig bolden og selv fortsætte sit løb.« Ja, det må man sige. Og en lykke for det samlede EM-publikum.

Med sin 60-meters spurt nåede Locatelli frem til det schweiziske målfelt i samme sekund, da Berardi afsluttede sin dribletur ind gennem det schweiziske forsvar med at finte Rodriguez på halen, så han fra baglinjen kunne sende bolden ind midt for mål – hvor Locatelli dukkede op med højre inderside. Trukket på en snor hen over midterpletten, straffepletten og ind til scoring. En lyksalig geometri, en overstyret forståelse mellem to spillere.

Locatellis mål kan ses her på dr.dk.

Samtlige af slutrundens andre mål kan også ses her på dr.dk.

Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye diskuterer hver dag det, de oplever under EM-slutrunden – i dag handler det om selvmål.

Find alle teksterne fra Weekendavisens EM-dagbog lige her.

Kære Asker

I dag skal vi tale om dette EMs uforlignelige topscorer: selvmålsskytten. Med Simon Kjærs knæscoring hos Kasper Schmeichel mod England er denne slutrunde oppe på 11 selvmål mod sammenlagt ni ved de foregående 15 EM-turneringer 1960-2016. Det er jo forbavsende. Hvad foregår der?

Kh Joakim

Kære Joakim

Det er jo helt vilde tal. Man kunne få den fornemmelse, at nutidens spillere er mere kluntede end tidligere; at de er tilbøjelige til at træffe forkerte beslutninger selv farlige steder på banen. Men jeg tror, forklaringen skal findes i den rasende hastighed, fodbolden spilles i i dag. Mange hurtige omstillinger, angreb efter angreb, masser af action i felterne. Og så hjælper det næppe heller noget, at »nutidens forsvarere opdrages til at være midtbanespillere« for nu at citere gamle Giorgio Chiellini. Dygtige til at spille, knap så dygtige til at afværge. De fleste af turneringens selvmål er scoret af målmænd og forsvarsspillere.

Kh Asker

Der er scoret 140 mål i de 50 EM-kampe frem til finalen. Meget sigende var EMs allerførste scoring også et selvmål: Demiral for Tyrkiet i åbningskampen mod Italien på Stadio Olimpico. Du var der selv. Men et selvmål udløser vel ikke helt samme ekstase som et brag fra 35 meter?

Netop. Et selvmål er en mærkelig størrelse. Egentlig lidt pinligt, men samtidig ikke et udtryk for ringe kvalitet, snarere tilfældigheder. Og ingen kan rigtig være stolt af det. I sagens natur ikke skytten selv, men heller ikke modstanderholdet, som hellere selv ville have scoret det mål. Derfor ser vi ofte de her mærkelige jubelscener, hvor holdkammeraterne omfavner den sidste spiller, der var på bolden før selvmålet. Selvom han ikke har scoret. De burde i stedet give selvmålsskytten et kram, men det ville nok blive opfattet som en hån.

Vi kan vel tale om, at de 11 selvmål falder i fire kategorier: blundere (Simón/Pedri), uafværgelige (Dias, Kjær), uheldige rikochet-træf (Hummels, Demiral, Kucka), blokeringsforsøg (Zakaria, Szczesny) – og så de ubegribelige (Guerreiro, Hradecky og Dubravka).

Har du en favorit?

Keeper-trioen Dubravka, Simón og Hradecky er svær at komme uden om, men jeg tror, Raphaël Guerreiros vidunderlige fejltræf mod Tyskland får min stemme. Han er egentlig ikke presset af modstandere, står med luft omkring sig og svinger højrebenet – og mejsler bolden for meget på venstre side, så den curler forbi keeper Rui Patricio. Et forrygende selvmål: en ydersideflugter. Og så bare fire minutter efter, at Rúben Dias også havde sendt bolden i eget mål.

Begge Portugals selvmål kan ses her på dr.dk.

Det var første gang nogen sinde, i hundredvis af EM-kampe, at et mandskab har scoret to gange i eget net i samme kamp – hvilket så fire dage senere blev tangeret af Slovakiet mod Spanien.

Haha, vidunderligt, elsker slumpetræf og tilfældigheder. Min favorit er Mats Hummels mod Frankrig: Hernandez' tværpasning fra venstre ind i feltet og så den tyske forsvarer, der med skinnebenet halvflugter den ind bag egen målmand. Svær detalje …

Selvmålet kan ses her på dr.dk.

Mens selvmålene stryger ind, var Mikkel Damsgaards 1-0-scoring mod England slutrundens hidtil eneste mål direkte på frispark. Der plejer da at være flere?

Det gør der. Jeg tror, det hænger sammen med, at målmændene er blevet mere opmærksomme på deres muropstilling. Vi ser den liggende spiller bag muren, eksperimenter med dobbeltmure osv. Men vel også lidt tilfældigt. Vi har jo fået mange lækre langskudsmål, scoringer uden for feltet. Danmark har i øvrigt scoret fire, flest af alle, hvornår er det lige sket før?!