Solbrændt, smilende og viril. Mandag den 26. juni var Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på besøg i Marseille for at vise handlekraft over for problemerne i den sydfranske storbys udsatte boligområder.

Præsidentbesøget i Marseille var en balanceakt, hvor Macron på den ene side skulle parere angreb fra en aggressiv højrefløj, der anklager ham for slaphed i integrationsspørgsmål. På den anden side skulle han vise empati over for de fortvivlede lovlydige beboere i de nedslidte boligområder, hvor en lige så aggressiv venstrefløj gejler stemningen op.