Satellit. Lukningen af den sidste gasledning gennem Ukraine rammer det prorussiske Transnistrien hårdt.
Transnistrien fryser
De cirka 400.000 indbyggere i den lille, selvproklameret selvstændige enklave Transnistrien mangler varme og varmt vand, og mange fabrikker er lukket, efter at en gasrørledning, der transporterede russisk gas til Europa via Ukraine, lukkede ved årsskiftet. Ukraine har for at skade den russiske økonomi mest muligt nægtet at forny tilladelsen til gastransporten.
De fleste europæiske lande, såsom Østrig, Ungarn og Slovakiet, der har modtaget russisk gas gennem rørledningen, har sikret sig gasleverancer på anden, men dyrere vis. Det gælder også Moldova, som Transnistrien fortsat er en del af ifølge international ret.
Men prorussiske Transnistrien har af politiske årsager sagt nej til at modtage leverancer fra Moldova, og russerne har ikke kunnet komme transnistrierne til undsætning. Så gassen er nu stærkt rationeret og forbeholdt helt nødvendige institutioner og industrier som hospitalerne og fødevareproduktionen. I hovedstaden, Tiraspol, er der oprettet 30 centre, hvor folk kan gå hen for at få varmen og et varmt måltid.
Enklavens politiske leder, Vadim Krasnoselskij, opfordrede i weekenden indbyggerne til at gå i skoven og samle brænde. Situationen forværres for øjeblikket af, at regionen er ramt af en kuldebølge med temperaturer på ned til ti minusgrader.

ony
Del: