Efter mere end et kvart århundredes forhandlinger er den vidtrækkende frihandelsaftale mellem EU og den sydamerikanske handelsblok Mercosur omsider faldet på plads. 

Aftalen, der vil skabe verdens største frihandelszone med omkring 780 millioner mennesker fra Buenos Aires til Bukarest, har mødt voldsom modstand fra den europæiske landbrugssektor, der frygter konkurrencen fra billige sydamerikanske fødevarer. 

Landmænd protesterer her omkring Toulouse lufthavn i Frankrig. Foto: Ed Jones, Scanpix
Landmænd protesterer her omkring Toulouse lufthavn i Frankrig. Foto: Ed Jones, Scanpix

Ministerrådet var splittet til det sidste med Frankrig, Polen og Ungarn som de mest højlydte modstandere, og aftalen blev kun vedtaget, da Italien – som ellers havde allieret sig med modstanderne – i ellevte time valgte at stemme for. 

Den italienske regeringschef Giorgia Meloni havde som byttemønt for støtten sikret sig betydelige indrømmelser til de italienske landmænd – herunder milliarder i landbrugsstøtte og en skærpelse af de sikringsmekanismer, der skal gøre det muligt at suspendere aftalen, hvis den fører til for store prisfald på europæiske varer. 

I morgen lørdag vil EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen underskrive aftalen i Paraguay, og herefter er det op til de 720 medlemmer af EU-Parlamentet at stemme om den endelige ratificering. kloch