Satellit. Kosovos regering kritiseres af EU og USA, efter at den har afskaffet muligheden for at bruge den serbiske valuta i landet.
Slut med dinarer
Beslutningen fra Kosovos regering om ikke længere at tillade brug af dinarer, den serbiske møntfod, i landets serbiskbefolkede enklaver, har udløst fornyede spændinger mellem Kosovos myndigheder og det serbiske mindretal og ført til ny international kritik af Kosovos nationalistiske regering under premierminister Albin Kurti.
USA har beskyldt regeringen i Pristina for »unødigt at fremkalde etniske spændinger«, og EUs udenrigskommisær, Josep Borrell, kritiserede mandag Kosovo for at tage »unilaterale skridt uden de nødvendige konsultationer« med det serbiske mindretals repræsentanter eller Kosovos internationale støtter.
Titusindvis af kosovoserbere får fortsat deres pensioner, sociale ydelser og til en vis grad også lønninger udbetalt af de serbiske myndigheder i form af dinarer. Men i et dekret fra Pristina blev det besluttet, at fra 1. februar er euro den eneste gangbare valuta overalt i Kosovo. Efter international kritik har Kosovos regering indvilget i en vis overgangsperiode, men det er fortsat uvist, hvor lang den er.
Tidligere forsøg fra Kosovos side på at markere nationens suverænitet, såsom forbud mod at benytte serbiske bilnummerplader eller at hejse den serbiske trikolore, har ført til store spændinger og voldelige sammenstød. ony

Del: