Satellit. Kun halvt så mange dræbte kvinder og børn i Gaza som hidtil antaget.
Reviderede tabstal i Gaza
FN har nedjusteret andelen af dræbte kvinder og børn i Gaza markant, hvilket sætter ny fokus på troværdigheden af de oplysninger, der kommer ud af det krigshærgede territorium.
Så sent som 6. maj citerede FN Gaza-myndighedernes mediekontor for, at der var 9.500 kvinder og 14.500 børn blandt de omkring 35.000 dræbte under krigen i Gaza. To dage senere reviderede FN tabstallene til 4.959 dræbte kvinder og 7.797 børn, altså næsten det halve af de tidligere tal – dog stadig med et samlet antal dræbte på cirka 35.000.
FN forklarer selv forskellen med, at man nu er gået over til at bruge tal fra Gazas sundhedsmyndigheder i stedet for fra myndighedernes mediekontor. Begge myndigheder er styret af Hamas. Forskellen ligger i, forklares det, at sundhedsmyndighederne kun bruger tal fra hospitalernes registreringer af døde, mens mediekontoret også inkluderer, hvad man kalder »troværdige medierapporter« og indrapporteringer fra familier.
Israel har ikke offentliggjort statistikker over antallet af døde i Gaza, men premierminister Benjamin Netanyahu har udtalt, at det drejer sig om cirka 30.000, hvoraf 16.000 er »terrorister«.

FNs revision af tabstallene viser, hvor svært det er at stole på statistikker og oplysninger fra en igangværende krig, især når uafhængige mediers adgang til krigszonen er stærkt begrænset. Weekendavisen har også brugt de forkerte tabstal, hvilket vi beklager. Dog altid med angivelse af Hamas-styrede myndigheder som kilde. ony
Del:



