Flere end 30.000 briter blev mellem 1970erne og 1990erne smittet med dødelige sygdomme som hiv og hepatitis C, efter at de var blevet behandlet med kontamineret blod importeret fra USA og Østrig.

Det blev de, selvom myndighederne vidste, at mange af bloddonorerne kom fra højrisikogrupper.

Selv efter at det stod klart, at noget var galt, fortsatte behandlingen i årevis. Og frem for at tage ansvar valgte myndighederne at lyve over for patienterne, konkluderer en længe ventet undersøgelsesrapport, der blev offentliggjort i denne uge.

Det er sågar »mere end sandsynligt«, at vigtige dokumenter blev destrueret for at dække over sandheden, konkluderer undersøgelsens forfatter, Brian Langstaff.

Premierminister Rishi Sunak gav mandag ofrene for blodskandalen i det britiske sundhedsvæsen en officiel undskyldning. Foto: Justin Tallis, Scanpix
Premierminister Rishi Sunak gav mandag ofrene for blodskandalen i det britiske sundhedsvæsen en officiel undskyldning. Foto: Justin Tallis, Scanpix

Han tilføjer, at mange infektioner kunne være undgået, hvis myndighederne havde taget de fornødne forholdsregler for at begrænse de risici, der er forbundet med brug af blodprodukter.

»Denne skandale var ikke en tilfældighed. Infektionerne skete, fordi de ansvarlige – læger, blodbanker og skiftende regeringer – ikke prioriterede patienternes sikkerhed,« konkluderer Langstaff.

Premierminister Rishi Sunak kaldte det for »en skammens dag for den britiske stat«, da han mandag gav ofrene en undskyldning og afsatte milliarder til kompensation.

Den kommer dog for sent. For hver tiende smittede – 3.000 mennesker – nåede at dø, før rapporten udkom. Men for Sunak var det vigtigt at få sagt undskyld alligevel og vist sig som en statsmand, før han udskrev det parlamentsvalg til den 4. juli, som de fleste havde forventet var på vej: De britiske politikere vil gerne undgå, at det kommer for tæt på det amerikanske præsidentvalg i november; som ellers risikerede at inficere den britiske valgkamp, så det blev for eller imod Donald Trump. rod