Posthum hæder 

Det er en lille udvalgt skare beskåret at blive stedt til hvile under Panthéons imposante kuppel i Paris' 5. arrondissement; den tidligere kirke har siden revolutionen fungeret som sidste hvileplads for den verdslige franske republiks stolte sønner og døtre. Her finder man for eksempel videnskabsfolk som Curie, Braille og Lagrange, forfattere og filosoffer som Dumas, Hugo, Rousseau og Voltaire eller politikere som Condorcet, Gambetta, Jaurès, Carnot og den netop afdøde Robert Badinter, der afskaffede dødsstraffen og afkriminaliserede homoseksualitet.

Men i denne uge fik de store franske ånder selskab af en armensk immigrant: Missak Manouchian. 

Han betalte den højeste pris for sin kærlighed til landet, da han i sin tid gjorde tjeneste i den franske modstandsbevægelses immigrantskyttekorps FTP-MOI. Manouchian, der blev født i Adiyaman (i dag i Tyrkiet), blev nemlig taget til fange og henrettet af nazisterne sammen med 22 andre i 1943 – en skæbne, der er foreviget i Louis Aragons berømte digt »Strophes pour se souvenir« – Strofer, så vi ikke glemmer. 

Og i denne uge blev han altså den første person uden fransk nationalitet, som blev begravet i Panthéon. Regeringskritikere på venstrefløjen har ikke været sene til at påpege det paradoksalt ironiske i, at Macron træffer denne beslutning, præcis samtidig med at han strammer landets immigrationspolitik. As-Mu