På dyrenes side

Han ligner Noah, ham med Arken, bare en moderne udgave iført sikkerhedshjelm, waders og redningsvest med logo, som han sidder dér i sin jolle omgivet af bure med kaniner, flydende på de mudrede vande i den store oversvømmelse i den norditalienske delregion Romagna.

Omkring ham er en lille verden gået under, i hvert fald under vandspejlet, da et halvt års nedbør pludselig kom væltende ned på én gang i midten af maj.

Endnu en påmindelse om, at mennesket har forbrudt sig mod naturen, og at intet er, som det plejer at være. Heller ikke på den fede og fortravlede Poslette, hvor der enten er alt for lidt vand eller alt for meget. Naturen på disse kanter er noget, man knap nok ænser, når man i slalom mellem endeløse rækker af lastbiler drøner hen over den flade kile af land mellem bjergene i nord, bjergene i syd og havet mod øst.

Hvor der ikke er marker, er der fabrikker eller byer, vildtvoksende jungler af cement med gamle kerner af hengemt, besunget kultur, som måske, måske ikke, holder til næste store udskylning. Posletten er hjemsted for omkring 20 millioner mennesker, men gemt i landskabets folder er også en masse vilde dyr, som kæmper med at overleve i habitater, hvor levebetingelserne konstant ændres af mennesket eller på grund af mennesket.

Det giver sammenstød, også i bogstavelig forstand, når en hjort for eksempel løber ind i skæret foran en alt for hurtigkørende bil. Her kommer den moderne Noah, som hedder Piero Milani, ind i billedet. For lidt over 20 år siden grundlagde han i udkanten af sin fødeby det, som i dag er en af Italiens største og mest veldrevne redningsstationer for vilde dyr, Centro Fauna Selvatica »Il Pettirosso«, opkaldt efter »Operation Rødkælk«, en årligt tilbagevendende officiel norditaliensk redningsaktion, hvor tusindvis af ulovligt indfangede rødkælke og andre trækkende sangfugle i Foralperne reddes fra at ende på roterende grillspyd.

7.000 forskellige dyr, de fleste vilde fugle og pattedyr, tager Milanis center imod hvert år, og omkring tre fjerdedele af dem ikke bare overlever behandlingen, men ender også med at blive sat ud i naturen igen, ofte af skolebørn.

Befrielsens øjeblik bliver filmet og havner på de sociale medier, hvor det mest benyttede GIF i kommentarsporet er klappende hænder og bankende hjerter. Der er ikke noget som at se vilde dyr, der bliver sat fri. Det er, som om ens egen sjæl følger med nogle meter ud af buret. Donationerne er talrige og gavmilde. Piero Milani og hans stab af 50 frivillige, heriblandt 18 dyrlæger og dyrlægestuderende, leverer ikke bare abstrakte tal i statistikken, men følbar modvægt til den dårlige samvittighed, mange mennesker bærer rundt på over for alt det, der er på den anden side af bilruden.

Og det er ligegyldigt, om det drejer sig om en trafikskadet hjort, en ulv med hundesyge, en rødkælk, der er hoppet på en limpind, eller en grævling, som er besvimet midt ude på en mark, efter at den har spist sig hønefuld i gærede figner fra et træ.

Nogle historier er tragiske, andre oprørende, nogle få komiske. Fælles for de fleste af dem er, at de leder frem til det store befrielsens øjeblik, la grande liberazione. Hvor alt, sådan føles det i sekundet, bliver godt igen. Hvilket placerer dyrenes beskytter Piero Milani i samme kategori som fodboldspillere og præster.

Weekendavisen møder den 60-årige centerleder tidligere på året uden for Modena i det 14 hektar store indhegnede og videoovervågede område, som snart bliver udvidet med endnu mere plads for bedre at kunne huse for eksempel nødstedte ulve, som der er fire af for øjeblikket. De bliver bragt ind fra alle verdenshjørner, Trentino, Napoli, Pistoia, én var ramt af en bil, en anden havde hundesyge og gik baglæns, når den ville gå forlæns. Dyr som ulve har så lidt kontakt med personalet som muligt, så de ikke mister deres skyhed, når de bliver lukket ud igen. Lige nu gælder det dog en skadet hjort, som ankommer med bind for øjnene i en murerbalje, og som skal have lov at falde til ro, inden den bliver undersøgt for indre skader.

»Den beholder øjenbindet på, så længe den er hos os. Den kan sagtens klare sig uden at se. Faktisk gør det den mere tryg, fordi det giver den fornemmelsen af at være camoufleret,« forklarer Milani, inden han begynder at vise rundt.

Hovedreglen er, at ingen dyr bliver afvist ved døren. Selv mus og rotter tager »Il Pettirosso« imod.

»Og duer, som mange ellers ikke regner for noget, fordi der er så mange af dem, og fordi de skider på bilerne og larmer. Flere andre centre tager for eksempel ikke imod duer. Men her er de velkomne som alle andre dyr. Vi ser sådan på det, at de også bidrager til biodiversiteten. Og hvem ved, måske er der en dueunge, der går rundt og tror, at den er en ørneunge, og så ville det være synd at tage drømmen fra den,« siger Milani. Han tilføjer, at det er vigtigt for dyrlægerne og de andre frivillige at have noget at øve sig på. Jo mere erfaring, desto højere overlevelsesgrad og chance for succes, når det virkelig gælder.

Der var for eksempel en kanin, som blev ved med at have det dårligt, uanset hvad man prøvede.

»Til sidst forsøgte vi os med en protokol, vi normalt bruger på hulepindsvin, og det virkede,« fortæller Milani.

For ham selv startede det allerede, da han var dreng.

»De fleste børn elsker dyr og naturen. For de fleste forsvinder det med alderen. Måske er det kun to ud af hundrede, som formår at holde det ved lige. Sådan var det for mig selv. På vej til skole var der hele tiden noget, der trak den modsatte vej, ud på landet, hvor man kunne gemme sig i et læhegn og kigge på harerne. Grøfterne langs skolevejen var fulde af frøer og snoge. Det var ikke altid, at jeg kom i skole til tiden. Jeg forsvarede firben mod dem, der forsøgte at slå dem ihjel. Min mor var jordemoder. Hun havde lært mig at respektere alt, hvad der var levende.«

Som ung blev han dyreværnsaktivist og bekæmpede krybskytteri på blandt andet Sardinien, De Pontinske Øer og Malta. Ikke en særlig organiseret én af slagsen, for han har aldrig opfattet sig selv som en del af det »grønne« slæng, men mere som en ensom ulv.

»De 'grønne' var dem, der fik bank af jægerne og fandt sig i det. Det gjorde jeg ikke. Hvis de gjorde noget ved mig, så gjorde jeg noget ved dem. På den måde fik jeg alles respekt. Men hvad der skete i skoven, må nok hellere blive i skoven,« siger han med et stille smil.

Problemet var bare, at mange af de dyr, som var blevet reddet fra krybskytterne, alligevel endte med at dø, fordi de centre, som dengang tog imod dyrene, ofte havde mere god vilje end ekspertise. Det kunne gøres meget bedre, mente Milani. I år 2000 tog han skridtet og åbnede det første lille dyreinternat på en nedlagt landejendom.

»Og nu er vi her,« siger han og viser ned ad en jordvej omkranset af indhegninger og bure. Her bor hjortene, der går rundt med bind for øjnene, mens de venter på at komme til hægterne og blive sluppet fri. Men også nogle ræve, der aldrig kommer ud igen, fordi de er født i fangenskab og er halvtamme. Det gælder også for en stor råbuk, der går nede i bunden af vejen. Den kommer nysgerrigt hen til gitteret, da den hører os. Bukken er offer for, hvad Milani kalder for »Bambi-syndromet«: nuttet og ikke til at stå for som lille, men dødsensfarlig som kønsmoden.

»Og så er den blevet sluppet løs og er til fare for mennesker, som den aldrig har lært at være bange for. Det er jo et par farlige knive, den render rundt med på hovedet. Og når det så går galt, siger man, at 'hjorten gik amok', eller at 'hunden blev skør'. Man forsøger altid at skyde skylden på dyrene, fordi de ikke er i stand til at svare igen. Men det hele starter altid med, at mennesket begår den klassiske fejl, som består i at menneskeliggøre dyr. Det er noget af det første, vi forsøger at lære de besøgende skolebørn her på stedet. At Walt Disney laver tegnefilm, som er fiktion. Og at naturen fremstiller virkelighed, og at den virkelighed er fuld af følelser, kærlighed og brutalitet. Men hvor reglerne først og fremmest er opstået ud af millioner af års udvikling og sameksistens. Her er der intet tilfældigt. Det er derimod os mennesker, som fra det ene øjeblik til det næste forsøger at ændre på 'husreglerne'. Så problemet er ikke ulven. Men at folk er blevet så fobiske, at de bliver oprørte over at se en ulv passere forbi på en halv kilometers afstand. Men de ser ikke de seks løse hunde, som samtidig løber forbi lige uden for huset med blod om flaben, fordi de lige har nedlagt en hjort. Selv intelligente mennesker holder op med at reagere intelligent, når talen falder på ulve. Men sådan er det måske, fordi vi siden vi var børn har fået at vide, at ulven var den onde, og jægeren den gode. Men sådan er det jo ikke altid, efter min mening.«

Selv lever han sammen med fem katte og tre hunde. Men han har været oppe på 11 hunde på én gang.

»Så føler man sig som en del af flokken. Der var ingen, der angreb hinanden. Så længe man ved, hvad man har med at gøre, og hundene mærker, at der er en leder, så er der fred.«

I den tid, han selv har levet, har han oplevet trykket på dyrene stige på Posletten og i de omkransende højdedrag.

»Problemet er hele tiden det samme: at dyrenes habitater hele tiden ødelægges, og at dyrene, hvad enten de er hjorte, vildsvin eller ulve, tvinges til at flytte sig fra bjergene ned på sletten, hvor man så pludselig begynder at se dem. 'De hører til oppe i bjergene,' siger man. Jo. Men oppe i bjergene skal der også være plads til dem, som kører på mountainbike, på ATV, på snescooter, ski, eller dem, der vil plukke bær, svampe eller tage på skovtur. Det er blevet det rene tivoli oppe i bjergene. Målinger har vist, at den megen menneskeaktivitet har ændret på dyrenes aktivitetsmønster. Nu kommer de senere frem end nogensinde før i løbet af natten, bare for at få lidt fred. Og der er heller ikke noget at sige til, at mange af dem søger fra bjergene ned på sletten, hvor der mellem motorvejene er store strækninger med marker, hvor der kun sjældent kommer mennesker. Det har ikke noget at gøre med, at der er blevet flere dyr. Men bare, at de trænger til noget fred. De mange vildsvin inde i storbyerne skyldes jo heller ikke, at vildsvinene pludselig er blevet tiltrukket af byernes lys eller bilhornene, men at der ligger affald og flyder på gaderne. Affald, som mennesket smider fra sig.«

Hans mobil ringer. I den anden ende af røret er der en kvinde med en rødkælk, som er kommet til skade. Hun får nøjagtige instruktioner om at finde vej til centret, som er åbent døgnet rundt alle ugens dage hele året uden undtagelser. Da Weekendavisen er på besøg, var »højsæsonen« endnu ikke begyndt. Men den lå lige om hjørnet med hundredvis af forladte fugleunger og hjortekid, der under høslættet ender i høstmaskinernes knive. En årligt tilbagevendende rædsel, der behørigt illustreret ender på »Il Pettirossos« Facebook-side med opfordring til bønderne om at gøre brug af centrets særlige høstservice med droner med termisk kamera, som opdager dyrene, inden det er for sent.

Og alligevel blev foråret i det norditalienske ikke, som man i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. På grund af to vidt forskellige hændelser. Den ene var oversvømmelserne i delregionen Romagna, som tvang 15.000 mennesker ud af deres hjem i den sydlige del af Posletten, kostede 15 menneskeliv og tusindvis af både husdyr og vilde dyr livet. En katastrofe uden sidestykke på de kanter. Og en bekræftelse af, at de menneskeskabte klimaforandringer nu for alvor begynder at påvirke livet for mennesker og dyr, også i Italien.

Den anden var den enkeltstående ulykke, som bare ikke måtte ske. I starten af april blev en løber fundet død i en skov i alpedalen Val di Sole, formentlig dræbt af en brun bjørn fra det store EU-støttede reintroduktionsprojekt Life Ursus. Den formodede gerningsbjørn blev hurtigt indfanget, skilt fra sine unger, som alligevel var store nok til at klare sig selv, og sat bag indhegning. De lokale politikere ønsker bjørnen aflivet, men beslutningen er indtil videre blokeret af en administrativ domstol. I mellemtiden er der sået tvivl om, hvorvidt man har fået fat i den rigtige bjørn. Den ulykkelige hændelse er blevet en sag, der deler vandene, også nede på Posletten, hvor Piero Milani har stillet sig på bjørnenes side.

»At leve indebærer risici. Når en lavine vælter skiløbere omkuld og dræber dem, så giver man ikke bjerget skylden, man jævner det ikke med jorden, men forsøger at oplyse om risikoen ved laviner, og hvordan man undgår dem. Man kan ikke dømme et bjerg til døden ved at knuse det eller et hav ved at tørre det ud. Men man kan nedsætte risikoen ved at lære folk om bjerget, om oceanet, om himlen. Men risikoen vil altid være der og skal accepteres som en del af livet. Bjørne, ulve, hugorme, vildsvin og hajer er som bjerge, oceaner og himle. Som dyrekender og fornuftigt dyr holder jeg med bjørnene,« lød det fra Milani i den forbindelse på de sociale medier. Og igen bankende hjerter og klappende hænder.

Han beskriver sit arbejde som et slags kapløb med »Middelalderen«, som han kalder det. Forstået som de mennesker, som er resistente for fakta, men hvor information alligevel er det eneste middel.

»Der er stadig folk, som tror, at ræven altid vil bide, fordi den har tænder. At håret falder af, hvis en flagermus vikler sig ind i det. Og at man vil blive ramt af ulykke, hvis en ugle sætter sig på skorstenen og tuder. Den slags overtro er Italien stadig fuld af. Og der er stadig mennesker, der spiser pindsvin, også selvom det er ulovligt at jage dem. De fanger dem og putter dem levende i gryden, og de skriger som små børn, når de mærker varmen. Det sker for eksempel i regionen Marche. I Toscana foretrækker de hulepindsvin, hvilket er lige så ulovligt at jage. Det er så populært, at der er nogen, som er begyndt at sælge kød fra andre dyr, som var det hulepindsvin.«

Piero Milani lægger ikke skjul på, at han er noget skuffet over menneskehedens gang på jorden. Vi kunne have gjort det bedre, mener han. Alligevel føler han ingen trang til at dele sine medmennesker op i rigtige og forkerte. Det ville bare gøre det hele endnu værre.

»På centret har vi kontakt med alle, og det er et klart valg. Vi tror ikke på, at man ved at sætte hårdt mod hårdt kan opnå resultater. De eneste, vi ikke vil have med at gøre, er ekstremisterne, og det hvad enten de er naturforkæmpere eller kommer fra jægermiljøer. Fælles for dem er, at ingen af dem aner noget om dyr eller naturens mekanismer, men at de kæmper deres kampe for deres egen skyld. Det kan være svært selv at holde en balance. Men det er nødvendigt for ikke selv at blive lukket ude. For er man først ude, så får man ikke længere noget at vide om, hvad der sker ude i skoven.«