I weekenden fandt yderligere to koranafbrændinger sted i Sverige. Den irakiske flygtning Salwan Momika, der tidligere har vakt international opstandelse med sine aktioner, satte fredag ild til en koran foran Irans ambassade på Lidingö ved Stockholm. Denne aktion blev afbrudt, da en svensk kvinde udløste en brandslukker mod Momika. Kvinden blev anholdt.

Lørdag havde en demonstrant med iransk baggrund, Marjan Bahrami, anmeldt en aktion med koranafbrænding i Stockholm-forstaden Bromma, men uden større postyr. Bahrami afbrændte også en koran 3. august i Bromma, hvor hendes aktion ifølge nyhedstjenesten EUobserver blev overværet af fem muslimske moddemonstranter, en håndfuld politifolk og 15 pressefolk.