Reportage. Tyrkiet har altid balanceret mellem stormagter. Det nye er, at landet i dag gør det ud fra en position af stigende selvtillid – og i en verden, hvor de gamle centre forskubber sig.
Neo-osmanniske ambitioner
ANKARA, TYRKIET – Det første, der fanger øjet, er det røde tæppe. En dyb, næsten demonstrativ rød, som Kinas flag. På stolene langs væggene sidder rækker af gråhårede mænd med hænderne foldet over knæene, mens en selvsikker professor i sin bedste alder taler med den rolige autoritet, man kun møder hos folk, der føler, at historien bevæger sig i deres retning.
»Den mest tydelige fordel ved den fremvoksende multipolære verdensorden er, at Tyrkiet igen kan indtage den strategiske og historisk forankrede position, der svarer til landets naturlige rolle i det internationale system,« erklærer professor i tyrkisk udenrigspolitik Hasan Ünal, der er dagens moderator, før han læner sig frem og lader en tør vittighed falde.
Del:


