En af verdens mest eftersøgte forbrydere, Nemesio Oseguera Cervantes med tilnavnet El Mencho, blev søndag dræbt af regeringsstyrker i den idylliske bjergby Tapalpa i Mexicos vestlige Jalisco-provins. 

Han stod i spidsen for kartellet Jalisco Nuevas Generaciones (CJNG), der ud over at være storleverandør af kokain og fentanyl til USA også gør sig i menneskesmugling og ulovlig minedrift i store dele af Latinamerika.

Foto: Raquel Cunha, Scanpix
Foto: Raquel Cunha, Scanpix

De amerikanske myndigheder betegner kartellet som en international terrororganisation, og operationen er en kæmpe sejr for Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, der forsøger at afværge Donald Trumps trusler om amerikanske militærangreb mod narkokarteller på mexicansk jord. 

Spørgsmålet er, om El Menchos død også bliver et vendepunkt i krigen mod de magtfulde karteller. 

De narkokriminelle har næppe tænkt sig at bøje nakken, og søndagens operation udløste vold og kaos i en række mexicanske provinser med mindst 73 døde, heraf 25 soldater. Men skal man tro tænketanken Council on Foreign Relations, har Claudia Sheinbaum fat i den lange ende. Drabet på El Mencho, lyder det i en analyse på tænketankens hjemmeside, markerer »et af de mest afgørende indgreb mod narkogangsterne siden deres indtog i Mexico i 1980erne«. kloch