Satellit. Den neoliberale wunderkind, Argentinas præsident Javier Milei er i svare problemer forud for parlamentsvalget i slutningen af denne måned.
Milei i modvind
Problemerne tårner sig op for Argentinas præsident, Javier Milei, forud for det vigtige midtvejsvalg til det nationale parlament 26. oktober.

De radikale økonomiske reformer, der skulle bringe det kriseramte land på fode, møder stigende modstand i befolkningen, og ved sidste måneds valg i den folkerige Buenos Aires-provins led Milei et sviende nederlag til sine ideologiske antagonister i det venstreorienterede peronistparti, som har regeret Argentina i årtier.
Modstanden mod Milei har fået ekstra næring af en omfattende korruptionsskandale i hjertet af det regerende parti, La Libertad Avanza, med præsidentens søster og nærmeste rådgiver Karina Milei i en hovedrolle.
Bedre er det ikke blevet af, at partiets spidskandidat til det forestående midtvejsvalg, José Luis Espert, netop er blevet sigtet for hvidvask af store pengebeløb relateret til narkohandel. Milei, der har iscenesat sig selv som antitesen til Argentinas korrupte og fordærvede establishment, har fået et alvorligt forklaringsproblem.
Om to uger venter befolkningens dom ved midtvejsvalget, hvor det vil blive afgjort, om Milei kan vinde tilstrækkelig parlamentarisk opbakning til at føre sine økonomiske reformer til dørs. Kloch
Del: